Engang stod Det Konservative Folkeparti for alle de værdier, der stort set kan rummes under fællesnævnerne Gud, konge og fædreland. I dag har andre borgerlige partier taget ejerskab over de gamle konservative mærkesager.
Det har udhulet det hæderkronede partis indflydelse fra 42 mandater i 1984 under statsminister Poul Schlüter, til otte mandater under den nye leder, Søren Pape.
”Det konservative kollaps” kalder journalisterne Jens Aagaard og Anders Agner Pedersen den tragiske udvikling i deres nye bog af samme navn, som udgives til oktober.
Anders Agner Pedersen, for at lægge ud med det spørgsmål, I selv stiller i bogen: Hvordan kunne det komme så vidt med De Konservative? Hvad er problemet?
Det er et stort spørgsmål med mange elementer, og det skyldes en kombination af flere ting, som fører frem til det, vi kalder det konservative kollaps. Men væsentlige årsager er magtkampe, personlige intriger og politiske forsømmelser. Vi har identificeret fem punkter, som tilsammen danner grundlaget for nedturen: Forsømmelser i udlændingepolitikken og EU-politikken, intern splid, mangel på tilførelse af unge talenter i partiets ledelse og overseelse af vigtige trends i samfundet.
Kan du nævne eksempler på det sidste?
I slutningen af 1990'erne opstod der en meget afgørende frihedstrend i samfundet i kølvandet på Murens fald. Den ser Venstres Uffe Ellemann Jensen og løber totalt med opgøret med den kolde krig og den nye frihed. At De Konservative på samme tid skulle slås med Tamilsagen gjorde det naturligvis ikke bedre.
I kalder det en krise, men er det ikke bare den nye permanente tilstand for De Konservative og muligvis for hele den konservative ideologi?
Der er ikke noget, som tyder på, at konservatismen er trængt som fænomen. Den klarer sig fint i lande som Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien, hvor der alle steder har været eller er konservative regeringer. Den danske konservative krise er et isoleret dansk problem knyttet til Det Konservative Folkeparti. Traditionelt har man i partiet haft som slogan ”at forandre for at bevare”, men man har ikke kunnet finde sine ben. Man har ikke vedligeholdt den base, man stod på, og dermed ikke kunnet fastholde det, der var klassisk konservativ politik.
Hvorfor er det så vigtigt?
Politik handler om så meget indflydelse som muligt, og når nye partier opstår i samme periferi, som man selv befinder sig i som konservativ, så bliver der kamp om de politiske områder. Du har ikke som en selvfølge ejerskab på noget i politik, derfor gælder det om af fastholde det. Bent Bendtsen talte altid om skat, og at den skulle ned, og det fik hver gang det største bifald på De Konservatives landsråd. Men når man frasiger sig den dagsorden, og når andre samtidig også begynder at præge den, så sker der det, at Liberal Alliance overtager det primære ejerskab til skattepolitikken fra De Konservative.
Kan det overhovedet lade sig gøre at være konservativ i forhold til multikulturelle spørgsmål i Danmark uden at havne på den plads, som Dansk Folkeparti allerede har optaget i forvejen?
Det er ikke noget let øvelse, men vores nabolande viser, at det godt kan lade sig gøre at skabe store konservative partier og en positiv holdning til konservativ tankegang. Der er i høj grad mange borgerlige i Danmark, som har sympati for Det Konservative Folkeparti, men i den seneste tid har der hersket tvivl om, hvor man havde De Konservative, for budskaberne er ikke kommet ud over rampen.
Jeres bog skildrer magtkampe og personlige intriger. Men er de konflikter ikke også et udslag af politiske rådgivere og spin-doktorers indtog i dansk politik?
Jeg vil ikke give spindoktorer skylden for politiske magtkampe, for før de holdt deres indtog, var der også strid mellem konservative politikere som Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmesen og Henning Dyremose og Hans Engell. Der er ingen tvivl om, at de interne magtkampe spiller en stor rolle i, hvordan De Konservative er havnet i den situation, de er i. Vælgerne bryder sig ikke om det, og de går til andre partier. De Konservative har været i totterne på hinanden så mange gange, at man kan spørge, hvordan man kan komme det til livs? En idé kunne være, at den politiske leder ikke vælges som i dag kun af folketingsgruppen, men af landsrådet. Det vil måske gøre stemningen knap så belastende.
Hænger partiets nedtur ikke bare sammen med, at partiet har svigtet det, man banalt kunne kalde Gud, konge og fædrelands-værdierne, som mange danskere alligevel stadig sætter højt.
Det mener jeg godt, man kan sige, er opfattelsen i baglandet. Mange, som har stemt på De Konservative, er bekymrede over situationen, fordi de mener, at partiet har svigtet sit kerneudgangspunkt. I virkeligheden har De Konservative mistet ejerskabet til ”Gud, konge og fædreland.” I dag vil mange vælgere spontant svare, at de værdier ligger hos Dansk Folkeparti. Hele partiets gamle ”brand” er forsvundet.
Giver det overhovedet mening at holde fast ved Gud, konge og fædreland i en sekulær, lavdemokratisk og international tid?
Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men det kan fungere i andre lande at have et konservativt parti. Det kræver en klar partiprofil, at man kan kommunikere og agere i den virkelighed, som findes lige nu. Det er for eksempel svært at tale om familiens værdier, for hvad forstår man ved en familie i dag? Er det bare far, mor og børn, når man har hele singlekulturen? Her har de konservative ledere i andre lande været dygtigere til at klare de justeringer, der skal til, når du er nødt til at acceptere, at du lever i en anden virkelighed end i tidligere tider for at kunne forandre for at bevare.
Hvordan?
Partiets tidligere formand Lars Barfoed var ikke nogen billetsælger og fik derfor meget kritik. I dag synes jeg, at den nye formand, Søren Pape, kommer med nogle spændende signaler og ser ud til at være en skarpere billetsælger. Det handler for De Konservative om at finde ud af, hvor vælgerne er henne, og hvad de går op i, og generobre ejerskabet til de politiske sager. Det kræver ikke nødvendigvis raketvidenskab, men at man leverer sin politik helhjertet og får budskabet igennem til vælgerne. Det kan Søren Pape vise sig at have bedre forudsætninger for end Barfoed.
I befolkningen er der opbakning til centrale konservative kernesager som at sænke skatter og afgifter, kampen for familiernes frihed i hverdagen for eksempel i forhold til skolereformen, forsvaret for danskheden, og på det sidste har partiet også fået en profil i miljøspørgsmål. Partiet kan vel også forvente, at vælgerne belønner det på valgdagen?
Man skal aldrig tage noget for givet i politik. Liberal Alliance har overtaget ejerskabet til skattespørgsmålet, og i Venstres finanslovsudspil er der også elementer af skattelettelser, så hvor er De Konservtive henne i den sammenhæng, hvor der burde være tale om konservative mærkesager? Det er politiske områder, som de konservative må erobre tilbage. Vejen frem er at fremlægge konservative mærkesager som Søren Pape gjorde det: uddannelsespolitikken med kritikken af lektiecaféer, retspolitikken med fokus på indbrud i private hjem, og skattepolitikken med nedsættelse af topskatten. Partiet skal skyde med riffel og ikke med spredehagl.
