Det er enhver regerings ret at nedsætte de udvalg, den ønsker. Det er overhovedet ikke noget, regeringen skal spørge Folketinget om. Det er til gengæld ikke Folketingets pligt at stemme ja til indholdet af de betænkninger, der afslutter et udvalgsarbejde.
Kristeligt Dagblad kunne således i en forsideartikel mandag den 8. september meddele, at Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti (VOK) siger nej til et kirkeråd. Det er der intet overraskende i, for sådan har VOK's position været, så længe jeg kan huske. Og indførelse af et centralt kirkeråd vil da også være den største ændring siden menighedsrådsloven i 1903.
At man forsøger at dølge sagen ved at kalde barnet noget andet, ændrer ikke ved, at der er tale om et centralt kirkeråd og dermed en styringsordning, der gør op med menighedsrådsstyret.
Et centralt kirkeråd kan naturligvis kun tage magten ét sted fra, nemlig fra menighedsrådene. At det centrale råd selv skal definere sine egne opgaver, blot det kan kaldes fælles anliggender, er at åbne for en ulykkelig og meget vidtgående centralisme. Der er jo ingen grænser for, hvad et centralt råd vil henføre under fælles anliggender - på menighedsrådenes bekostning.
Erfaringen med mennesket er som bekendt, at får det magt, så griber det netop magten og benytter den og kommer med alle mulige nye idéer. Får man magten, skal der ske noget. Og får man oven i købet magten til at definere, hvad fælles anliggender er, og uden økonomisk ansvar, fordi pengene trækkes ud af sognene, ja, så svækkes også sognenes økonomi tilsvarende. Og med demokrati har det intet at gøre. Der er tale om indirekte valg.
Hvor Folketinget er valgt ved direkte valg og med en stemmeprocent på over 80, så vil vel langt mindre end en promille af Folkekirkens medlemmer få indflydelse på, hvem der sidder i det centrale udvalg. At et sådant råd også vil være med til at trække Danmark endnu mere geografisk skævt, nævnes blot i forbifarten.
Men sagen om et kirkeråd drejer sig ikke blot om centralisering af økonomi og ydre opgaver. Der står langt mere på spil, nemlig folkekirkens frihed og rummelighed. De indre anliggender. Kort sagt spørgsmål, der til syvende og sidst beror på den enkeltes tro og teologiske opfattelse.
Det fremgår nemlig af Kristeligt Dagblad mandag den 8. september, at der skal lovgives også om folkekirkens indre anliggender. Hvad indre anliggender er, har aldrig kunnet defineres præcist, og det skal det heller ikke. Alt sognearbejde har sin grund i, at vi er kirke og sat til at forkynde evangeliet i frihed og med den kirkelige rummelighed, som har været kendetegnet siden Grundtvig. Folkekirken er netop en kirke og ikke en koncern i erhvervslivet.
Friheden og rummelighed har altid betydet, at ingen i trosspørgsmål har kunnet tale på Folkekirkens vegne. Derfor har vi ingen ærkebiskop, og vi har af samme grund aldrig haft et centralt kirkeråd, som ministeren nu ønsker. For at tydeliggøre, at det skal være slut med friheden og rummeligheden, ønsker ministeren ikke blot at oprette et centralt råd, men altså at lovgive om indre anliggender.
Det er ikke blot sognene og den enkelte, men så sandelig også biskopperne, der får indskrænket magten. Biskopperne har jo hidtil haft et stort ord at sige i Kirkeministeriet.
Men med både et kirkeråd og en lov om indre anliggender må det nødvendigvis slås fast, at en minister ikke behøver at rette sig efter, hvad biskopperne kommer med af forslag, da ministeren jo til syvende og sidst er ansvarlig over for Folketinget.
Og Folketinget kan ikke afgive sin lovgivningskompetence til nogen. Når først der er lovgivet om indre anliggender, er det slået fast, at området henhører under lovgivningskompetencen, og at lovgiver til enhver tid kan gå ind og blande sig.
Se, det er virkelig en indskrænkning af folkekirkens frihed, der kan mærkes. For indtil 2011 har der i Folketinget været tillid til, at skiftende kirkeministre har kunnet tale sig til rette med alle dele af folkekirken. Vi kirkeministre har i vort virke haft lange forhandlinger med både Per og Poul i folkekirken. Vi har taget adskillige runder med biskopper, organisationer og enkeltpersoner og grupperinger og både på det helt uformelle og på det mere formelle plan.
Fri mig for at få indre anliggender nedskrevet i faste rammer og på frihedens bekostning. Jeg fatter ikke, at en Marianne Jelved (R), der i den grad kender vore frihedstraditioner, og som har masser af partifæller i fri- og valgmenighedsmiljøet, kan få sig selv til i den grad at stække friheden og tilmed splitte folkekirken og gøre den til en partipolitisk slagmark. Stop den sag, minister!