Prøv avisen
Debat

Uislamisk stat: Enhver tvang i religion er imod Guds vilje

Imam Naveed Baig fokuserer på klassisk islamisk teologi som præventiv og forebyggende indsats mod organisationer som Islamisk Stat Foto: Leif Tuxen.

Vi går imod Guds vilje, hvis vi ønsker tvang i religiøse og åndelige gøremål. Absolutte idéer kan aldrig være Guds vilje - uanset om det er terrorister fra IS i Irak, højreorienterede kristne militser i Afrika eller voldelige buddhistiske munke i Myanmar, skriver imam ved Dansk Islamisk Center

DER ER VARSLET optog i dag imod det, som arrangørerne kalder (u)Islamisk Stat, på Nørrebro i København. Demonstrationer og offentlige markeringer er en del af opgaven, hvis man vil give modspil til Islamisk Stat (IS), som også har sympatisører i Danmark.

Men der skal også teologi på banen, for det er det, som især de unge hører på og sætter deres lid til. Der er også andre indsatsområder naturligvis imod voldelig ekstremisme, men jeg vil her fokusere på klassisk islamisk teologi som præventiv og forebyggende indsats.

Begrebet ”dar ul kufr” (vantroens område) har altid undret mig, fordi det gav en følelse af os mod dem. De velmenende ”onkler”, der brugte udtrykket i min ungdom (og ikke vidste bedre), blev ikke udfordret dengang, fordi de unge vidste ikke meget om emnet. ”Dar ul kufr” forblev ”dar ul kufr”.

Et af de argumenter, som Hizb ut-Tahrir og ekstreme salafistgrupper i Vesten, der sympatiserer med IS, bruger idag, er, at vi lever i ”dar ul harb” (krigens område) eller ”dar ul kufr”.

De påstår, at kun en islamisk stat, der implementerer sharia og forkaster samarbejde med ikke-muslimske lande, kan give den optimale legitimitet og sikkerhed til muslimer. De mener,at det kun er en islamisk stat, der er legitim i sunnilovpraksis, og kun den, der kan betragtes som ”dar ul islam” (islams land).

Disse grupper påstår, at deres forståelse af ”landekategorier” er baseret på de fire sunnilovskoler med basis i islamisk lov. ”Dar ul islam” og ”dar ul kufr”-principper kan dog slet ikke findes i de primære kilder til sharia, nemlig Koranen og de profetiske traditioner (hadith). De blev formuleret senere op igennem islamisk historie.

Shafe'i-skolens store lærde politolog al-Mawardi (død 1058) mener, at de offentlige tilbedelsespraksisser som fællesbøn i moskéer og kaldet til bøn (adhan) er kriterier, der blev brugt af profeten for at differentiere mellem, hvad vi i dag kalder for ”islams land” og ”vantroens land”.

Imam Nawawi, en anden stor shafe'i-lærd (1233-1277), siger: Hvis en muslim har mulighed for at deklarere sin tro åbent og leve i landet, der er befolket af en ikke-muslimsk majoritetsbefolkning, er det bedst for ham at gøre dette, for ved denne handling bliver landet ”dar ul islam”.

Ifølge Hanafiis, den største sunniskole i verden, anerkendte lærde Ibn Abideen (1783-1836) forvandles ”krigens land” til ”islams land”, hvis muslimer blot får mulighed for at bede fredagsbøn og eid-bønnerne.

DERFOR ER DET RET KLART, at religionsfriheden, sådan som den er nedfældet i den danske grundlov, giver muslimerne retten til at bygge moskéer og udøve deres religion. Ydermere var det for al-Sarakhsi, en anden stor muslimsk teolog, et spørgsmål om sikkerhed og muligheden for at praktisere sin religion uden frygt og ikke i streng forstand, om islam eller kufr (afvisning af islam) var afgørende for at kalde et område for fredeligt. Ud fra de nævnte sunnilovskoler kan Danmark ikke siges at være hverken ”krigens land” eller ”vantroens land” men ”islams land”, altså et område, der er fredeligt indstillet over for sine minoriteter.

Denne ene teologiske pointe har vidtrækkende konsekvenser for vigtige spørgsmål så som identitet, medborgerskab, inklusion og sammenhængskraft.

De ekstreme salafistgruppers sharia- og khalifat-hysteri bunder i nogle grundlæggende misforståelser og en vranglære af dimensioner, der må bekæmpes med klassisk teologisk viden og fornuft. De har helt misforstået, hvad sharia er for en størrelse.

Danmark er et land, der både har givet her fødte og indvandrende muslimer beskyttelse, økonomisk sikkerhed, uddannelse, sundhed, frihedsrettigheder og muligheder. En velfærdsmodel, der på trods af nedskæringer stadigvæk tager sig af de mindst privilegerede i samfundet.

Hele kloden tilhører Gud. At opdele den i kategorier er hverken noget, som Koranen eller profeten gjorde eller anbefalede. De senere teologer gjorde det primært af geopolitiske årsager. Koranen siger ”Bed Gud om hjælp, og hold ud! Jorden tilhører Gud. Han lader den gå i arv, til hvem af sine tjenere Han vil. Alt vil ende godt for de gudfrygtige.” (7:128)

Vi går imod Guds vilje, hvis vi ønsker tvang i religiøse og åndelige gøremål. Absolutte idéer kan aldrig være Guds vilje - uanset om det er terrorister fra IS i Irak, højreorienterede kristne militser i Afrika eller voldelige buddhistiske munke i Myanmar. Koranen spørger retorisk: ”Hvis din Herre ville, troede alle på Jorden. Vil du tvinge menneskene til at tro?” (10:99)

Vi er forpligtede til at fortælle alle, at det, som vi troede var et vantro land, faktisk var tæt på den islamiske drøm, der aldrig blev fortællingen. Men det er ikke for sent endnu.