Det kan være farligt at hylde, men det kan sandelig også være på sin plads. En hyldest kan hurtigt blive for meget, men takken kan sandelig også blive for sparsom. Man kan sætte mennesker på en piedestal, men også glemme at værdsætte dem efter fortjeneste.
Jeg tror desuden, at genstanden for det følgende, Massoud Fouroozandeh, godt kan modtage en hyldest, uden at det går ham til hovedet, selvom det gerne må gå ham til hjertet. I sidste ende er det også Gud, som hyldes. Det er ham, som putter evangeliets skat i menneskelige lerkar. Massoud skal hyldes i kraft af sin missionariske indsats. Han skal æres som en, der virker ved fronten, mens de fleste af os andre præster sidder i baglandet, hvor vi hører kanonilden i det fjerne uden selv at stå midt i kampen. Et godt bagland er skam også vigtigt, det er herfra, forsyningerne kommer, og det er her, frontkæmperne kan finde hvile og opmuntring, men det er ved fronten, at risikoen er størst.
Massoud Fouroozandeh fortjener hyldest, fordi han frygtløs, ihærdigt og brændende konfronterer islam i Jesu Kristi navn og rækker evangeliet til muslimerne med store personlige omkostninger.
Fordi han gør det, som overhovedet gør, at der er en kirke, han missionerer. Han giver livets brød til mennesker, som lever af løgn, og vand til dem, som drikker gift. Åbner øjne, så mennesker vender sig om fra mørke til lys, fra Satans magt til Guds, som det engang lød til kirkens kendteste missionær, apostlen Paulus. Mission er verdens vigtigste redningsarbejde, verdens mest påkrævede nødhjælp, verdens mest forløsende ord.
I det lys er det helt uforståeligt, hvorfor Fyens Stift ikke kunne bibeholde eller fastholde et embede, som Massoud Fouroozandeh kunne finde sig til rette i. Hvor svært kan det være? Her er der en mand, som drager åndens sværd mod islam og går med fredens evangelium, så det har kostet ham ufred og trusler i en sådan grad, at han blev fordrevet fra sit hjem og bor på hemmelig adresse. Ikke desto mindre fortsætter han ufortrødent.
Hvordan kan man lade en sådan ildsjæl glide sig af hænde med henvisning til samarbejde og vigtig-heden af, at det kirkelige migrantarbejde skal gå på forskellige ben? Det synes snarere, som om det kirke-lige bureaukrati mangler ben i næsen og glemmer, at var det ikke for missionærer med Massoud Fouroozandehs trosmod, var der slet ikke en kirke i gamle Danne-vang. Skylder man ikke at strække sig vidt for dem, som fisker mennesker, hvor søgangen er højest og vilkårene sværest?
Islam er med islammissionæren Jens Christensens ord: ”mørkets magt, som kæmper mod Guds åbenbaring i Kristus”. Det kalder på en kirke, som går til modstand og vidner om sin Herre. For menneskers frelse, og med betragtelige sociale sidegevinster, skal evangeliet lyde til muslimer, så sandt som kirken har en missionsbefaling, ikke et missionsforslag.
Massoud Fouroozandehs indsats kalder på hyldest, og jeg er forvisset om, at han vil vide at sende den opad, hvor al hyldest rettelig hører hjemme.