Frikirker: Krænkende, at vi holdes ude af nyt udvalg

Det er diskrimination, at Manu Sareen (R) holder trossamfund ude af nyt udvalg, mener talsmand for frikirkerne

De kristne kirker tages som gidsler i regeringens korstog mod ekstrem islamisme, mener Tonny Jacobsen
De kristne kirker tages som gidsler i regeringens korstog mod ekstrem islamisme, mener Tonny Jacobsen

Manu Sareen (R) og hans ministerium har netop bekendtgjort, at de vil nedsætte et udvalg, som skal foreslå en lovgivning for de trossamfund, der findes uden for folkekirken Det vil sige de mange kristne kirkesamfund foruden det jødiske, de muslimske og øvrige trossamfund.

Som repræsentant for frikirkerne i FrikirkeNet samt for mit eget trossamfund Pinsekirken, finder jeg det krænkende og dybt uforståeligt, at man vil gennemføre dette udvalgsarbejde uden at have repræsentanter for nogle af trossamfundene med i udvalgsarbejdet.

Det vil helt uvilkårligt føre til, at man tager systemets perspektiv på forholdene. Det styrende spørgsmål vil blive: Hvordan ønsker statsbureaukratiet at organisere sig? Uden nødvendigt indblik i den konkrete virkelighed, som medlemmerne i trossamfundene møder i deres hverdag.

Hvis man lader blikket glide ned over det udvalg, som samme Manu Saren nedsatte tilbage i 2012 for at afklare folkekirkens struktur, er det fyldt med folkekirkelige repræsentanter. Og godt for det. Der ville have lydt et ramaskrig, hvis man havde befolket udvalget med rets-, regions-, og teologieksperter uden at sikre en solid taleret fra den berørte folkekirke.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selvfølgelig! Hvordan kan ministeren så finde på at regulere statens forhold til de mange trossamfund, som helt siden Grundlovens givelse har levet uden lovgivningsmæssig ordning af vore relationer til staten? Jo, jeg kan godt høre argumentet i ministerialkontorerne: Vi kan jo ikke have alle trossamfundene med, og de kan alligevel ikke blive enige om noget som helst!

Nu er det imidlertid sådan, at alle de kirker, der er med i danske kirkers råd - og det vil stort set sige alt, hvad der kan krybe og gå inden for den kristne familie i Danmark, har deltaget i en seriøs debat over et par år om en lovregulering af ”de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold”, som det formuleres i Grundlovens paragraf 69.

Denne debat har ført til en bred opbakning bag et gennemarbejdet debatoplæg, som vore venner fra folkekirken i Danske Kirkers Råd også har haft mulighed for at kommentere.

Men sådan noget ved man jo ikke, hvis man anskuer trossamfundene udefra - inde i ministeriet. Og med al respekt for diverse (universitets)eksperter i religionsvidenskab, teologi og retsvidenskab, så er de ikke nødvendigvis særligt tæt på den frikirkelige virkelighed, som trods alt repræsenterer 20 procent af kirkegængerne på en given søndag. Man ved kun, hvordan vi oplever virkeligheden, og hvilke løsninger vi eventuelt kunne komme med, hvis man inddrager os i dialogen.

Jeg forestiller mig ikke, at alle trossamfund skal repræsenteres i udvalget. Men det er for ynkeligt slet ikke at inddrage os. Hvorfor ikke inddrage en katolik, en frikirkemand/-kvinde, en muslim, en fra Det Mosaisk Troessamfund og en repræsentant for de hinduistiske/buddhistiske religioner? Det vil hæve legitimiteten betragteligt.

De danske frikirker har siden 1848 indrettet sig i forståelse for det danske samfunds værdier. Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at frygten for islamismen gør, at der pludselig skal tromles nogle politiske styringsmekanismer ned over alle de trossamfund i Danmark, som står uden for folkekirken.

Hvorfor skal frygten for, at islamisterne misbruger den danske frihedstradition, føre til, at kristne kirker, der har været en naturlig del af dansk kirkeliv i mange, mange år, pludselig skal tages som gidsler i denne konflikt?

Jeg går ind for den gennemsigtighed og de ordnede forhold, som angiveligt er formålet med kommisionsarbejdet. Men det må gå begge veje. Så må staten også behandle os med samme respekt og inddragelse, som den udviser over for trossamfundet folkekirken. Ellers bliver det jo svært ikke at aflæse statsmagtens adfærd som diskriminerende.