Stands hetzen mod Rusland

Putin har ingen fjendtlig holdning til Vesten, tværtimod, skriver tidligere præst om konflikten i Ukraine

Vesten er tankeløs i sin afvisning af Rusland, mener Henry Vestergaard. Her ses Ruslands præsident Putin til et møde i Beijing 12. september. Foto: Scanpix
Vesten er tankeløs i sin afvisning af Rusland, mener Henry Vestergaard. Her ses Ruslands præsident Putin til et møde i Beijing 12. september. Foto: Scanpix.

Det er en ubehagelig kendsgerning, at der er opstået en alvorlig kløft mellem de vestlige lande og det nye Rusland. Der er sket ulykkelige fejlgreb fra russisk side, men fra vestlig side har man reageret så voldsomt derpå, at der synes at være opstået et varigt misforhold mellem de to verdensdele, et forhold, der indebærer trusler, som netop vi i Vesten har særlig grund til at frygte.

Det ser ud til, at vi stadig lever og tænker i et kold-krigs-ræsonnement - med en mistænksomhed over for en nabo, som jo virkelig engang har givet os grund til at ængstes for vor fortsatte eksistens som frie og fredelige nationer.

Men vi må ikke glemme, at der nu er et nyt Rusland, og at det nu styres af en hersker, som er i færd med at rejse en nation - også med militær styrke som et nødvendigt forsvar.

Sovjetrusland faldt over sine egne ben - og Gud ske lov for det. Det var den største lykke for hele den civiliserede verden, især for os i Vesten, som gennem årtier måtte leve under atomtruslen og forberede os på en katastrofe af ufattelige dimensioner.

Nu gør vi den fejl, at vi uden at ville forstå Ruslands indre og ydre situation i dag reagerer med sanktioner til skade både for Putins Rusland og for os selv i stedet for at forstå hans situation og handlemåde. Som det fremgår af en artikel i dette blad af den 28. august af Jens Jørgen Nielsen, er Putin modvillig over for et Ukraine, der synes at være i færd med at slutte sig til de vestlige nationer, måske endda til Nato.

Putin har ingen fjendtlig holdning til Vesten, men ønsker at opbygge sit eget statssamfund, et euro-asiatisk forbund, omfattende de lande, som hører ind under den russiske kultursfære og har fælles politiske styreformer. For at stå stærkt i forhold til sin størrelse måtte han tage Krim tilbage, som tidligere blev sløset bort til Ukraine efter at være blevet mishandlet som andre områder under kommunismen.

Derfor lægger Putin et pres på Ukraine, dels for at beholde det i sin sfære, dels for at få det til at tage hensyn til de mindretal, som findes i landet. Hans forhold til de oprørerne, som vil bruge våbenmagt, kan vi ikke gennemskue. Han står i et dilemma, som han dog nu synes at finde sin holdning til.

Her er det ikke trusler og sanktioner, der er behov for, men netop den forståelse og venskabelighed, som Morten Thomsen Højsgaard i vort blad den 30. august finder udtrykt hos kredse i Mellemøsten, som med kristen baggrund prøver at løse det bundne had, der gør sig gældende i Gaza-konflikten, for at ”freden må spredes som køligt vand på en varm sommerdag”.

I avisen samme dag stod der et opråb om at få stoppet Putin ved at konfiskere de skibe, han har købt af Frankrig, og derved ”styrke mulighederne for at opholde det nødvendige atlantiske fællesskab”. Det var politikere med høj placering i den danske offentlighed, der her udtalte sig. Et ufatteligt snæversyn til sammenligning!

Putin har sine vanskeligheder, som han ikke løser efter vore principper, men de er forståelige nok, og ingen af dem har truende retning mod os. Det er os i de europæiske toppolitikeres regi, der er de aggressive. Hvordan skal man standse en historisk fejltagelse af en så omfattende karakter, at den tilsyneladende samler hele Den Vestlige Verden?

Hvad mener man i øvrigt, man kan opnå, når det russiske folk står bag sin præsident? En militær trussel har jo ingen chance over for en atommagt. Hvordan kan man forestille sig, at man kan få et folk til at modsætte sig sin præsident ved at trykke dets økonomi? Det er ligefrem uprofessionelt!

Vi har i Vesten prøvet at smigre os ind hos styret i Ukraine ved at støtte det økonomisk og drage det til en EU-politik uden at forstå, at det netop er at sætte en rød klud foran Moskva, som vel skulle være den første til at tage sig af sit naboland.

I artiklen omtalt tidligere af den tidligere Moskva-korrespondent Jens Jørgen Nielsen, som har et indgående kendskab til Rusland, forsøger han at få os i Vesten til at forstå Ruslands nødvendige ønske om at stabilisere sig som den stormagt, det må og skal være, og sætter spørgsmålstegn ved hele Den Vestlige Verdens indstilling over for det nye Rusland. Han var for nylig i ”Deadline” med sine synspunkter. De tanker bør slå igennem hos os.

Med tanke på den egentlige fare for verdensfreden og den vestlige kultur skal vi være på vagt over for de kræfter, der med foruroligende hast griber om sig i Mellemøsten. Her kan USA selv med støtte fra os andre kun sætte effektivt ind, hvis vi i den nordlige del af verden er enige indbyrdes og ikke blander os i hinandens legitime anliggender. Nordamerika, Europa og de russisk-asiatiske lande danner trods alle forskelle en tilforladelig enhed som de områder i verden, hvor den kristne livs- og menneskeskeforståelse efterhånden nogenlunde er slået igennem i praksis og i politik. Kina er en usikker størrelse i fremtiden, Afrika og Sydamerika er i støbeskeen.

Vi bør sammen finde vejen frem. Hvem vil være med til at få disse synspunkter til at slå igennem, mens tid er?