Prøv avisen
Debat

Skolereformen amputerer dannelsesbegrebet

Mine børn er ikke statens børn, men vores børn, skriver kirke- og kulturmedarbejder Foto: Steffen Ortmann

Børn skal ikke kun "dannes" i skolen. Det skal i lige så høj grad ske i kirken, fritidslivet og derhjemme som de gør i skolen, mener debattør

Den nye skolereform er spændende, men den presser os hårdt. Hver femte forælder svarer i en ny Epinion-undersøgelse, at vores børn er nødt til at droppe aktiviteterne efter skoletid, fordi de ikke kan nå dem.

Ja, det mærker vi også i folkekirken, hvor for eksempel vores klubber og minikonfirmander er trykkede. Og så har undervisningsministeren givet ordre på, at vi i folkekirken ikke må dele vore kompetencer med minikonfirmander ved at blive en del af den understøttende undervisning i folkeskolen, fordi der er fare for forkyndelse. Jamen i kirken er det forkyndelse, hver gang Bibelens historier fortælles!

Det gør ikke noget, hører vi landets undervisningsminister sige, for børnene får jo deres behov dækket i skolen. Mener Christine Antorini virkelig, at det er o.k., at børnene nøjes med skolen? Mener hun virkelig, at den danske folkeskole giver børnene alt det, de skal have? Mener hun, at det er helt i orden, at skolereformen går ud over det frie foreningsliv? Mener hun, at kirkens mangeårige erfaring med kompetent arbejde for børn ikke må blive en del af den understøttende undervisning på lige fod med andre foreninger?

Man kan ikke tale om ”helhedsskole”, hvis helheden i lokalsamfundet ikke er repræsenteret. Det bliver et amputeret dannelsesbegreb præget af kristendomsforskrækkelse, når vi laver skolepolitik uden kirken som medspiller.

Er det en fejlinvestering af vores voksentid at bruge så mange timer på at forsøge at tilbyde så alsidige fritidstilbud som muligt for byens børn og unge? Nej, for mine børn er ikke statens børn, men vores børn, og vi ønsker som kompetente forældre selv at vælge sammen med vore børn, hvilken interesse de vil dygtiggøre sig i. Hvad med vores ”diagnosebørn”, sensitive børn og så videre. der ikke bryder sig om fysisk kontakt med andre eller ikke formår at indgå i holdsport? De har stadig brug for alternativer, som skolen ikke kan tilbyde.

Gennem en menneskealder har vi opbygget et solidt, stolt og dygtigt forenings- og kirkeliv, som i forvejen kæmper med børn, der har vanskeligt ved at fastholde deres engagement, fordi det lange seje træk er ved at uddø. Men det synes Antorini ikke er noget problem? Har hun ikke selv været i en forening ud over sin partiforening og set det store arbejde som alle de frivillige i foreningerne gør “ gratis?

Den indsats, titusindvis af frivillige trænere og ledere i foreningerne landet over yder, kan ikke erstattes af nok så mange idrætstimer i skolens regi. Børnene har uerstattelig glæde af på frivillig basis at omgås hinanden for at blive hele mennesker - også i kirken.