Præstens prædiken: Hvad en menighed med rimelighed kan forvente

De præster, der er i tvivl om deres forpligtelse, eller som er tilbøjelige til at forveksle evangeliet med et politisk progran eller morallære, skulle unde sig en tur til Torslunde Kirke vest for København

"Det er ikke nogen rar fornemmelse at få stene for brød og ikke være sikker på, at præsten har haft lyst til at give plads til Kristus og syndernes forladelse, men i stedet har serveret en gang plat underholdning eller en gang sødladen moralisme om, at vi bare skal elske hinanden i hele verden, for så skal det nok gå alt sammen," skriver Birthe Rønn Hornbech. Tegning: Peter M. Jensen
"Det er ikke nogen rar fornemmelse at få stene for brød og ikke være sikker på, at præsten har haft lyst til at give plads til Kristus og syndernes forladelse, men i stedet har serveret en gang plat underholdning eller en gang sødladen moralisme om, at vi bare skal elske hinanden i hele verden, for så skal det nok gå alt sammen," skriver Birthe Rønn Hornbech. Tegning: Peter M. Jensen

For nogle år siden mødte jeg en sømand, der havde været til barnedåb dagen forinden. Som så mange andre skyndte han sig at tilføje, at han ikke overrendte folkekirken. Han var helt klart den type, der stort set kun kommer i kirke juleaften, og når der er kirkelige handlinger i familien, eller en ven skal begraves. På den anden side insisterede han på at forsvare folkekirkens tilstedeværelse og sin egen ret til at forblive medlem og have en mening om præstens prædiken.

Jeg spurgte indgående til hans oplevelse, og han var langtfra tilfreds. Han var faktisk både vred og skuffet. Præsten havde prædiket om miljø. ”Det var miljø det hele,” forklarede han, og så sluttede han med følgende salut: ”Når jeg endelig kommer i kirke, vil jeg fanme ha et helligt ord!”.

Se, det var jo ægte folkekirkelige ord. Sømanden vidste, hvad han forventede af præsten, og han var ikke kommet i kirke for at høre det, han kunne høre alle andre steder. Han forventede, at præsten udførte sit embede, som er at videregive evangeliet, så det taler ind i vor tid og ind i vor dagligdag.

Præsten skal ikke tale, som om han/hun står på Folketingets talerstol eller, som om han/hun beklæder stillingen som socialrådgiver i en kommune. Det havde sømanden forstået.

De præster, der er i tvivl om deres forpligtelse, eller som er tilbøjelige til at forveksle evangeliet med et politisk progran eller morallære, skulle unde sig en tur til Torslunde Kirke vest for København og tage næring af kopien af det gamle alterfrontale, som er udført efter reformationen og fremstiller den protestantiske gudstjeneste.

Præsten prædiker på billedet engageret og peger med sin højre pegefinger tilsyneladende formanende på menigheden. Men det er netop kun tilsyneladende.

Lader man nemlig øjet følge fingerens retning, ender den ved krucifikset på alteret og fortæller præst og menighed, at præstens prædiken skal pege væk fra præsten selv og alene rette opmærksomheden hen imod den korsfæstede.

Jeg har igennem et langt liv hørt hundreder af forskellige præster. Jeg har hørt mange gode prædikener, hvor man virkelig har kunnet høre, hvor grundigt præsten har forberedt sig, har kunnet trænge ind i teksten og formået at få de tre tekster og salmerne til at udgøre en helhed, så man er gået glad og fro fra kirke.

Den glæde har været helt uafhængig af præstens teologiske ståsted, køn og alder. Og helt uafhængig af om man har været enig i udlægningen. Desværre er det også sket, at præstens prædiken har gjort mig stærkt frustreret, ja så frustreret, at jeg har måttet læse nogle prædikener og synge nogle andre salmer, når jeg er kommet hjem.

Det er ikke nogen rar fornemmelse at få stene for brød og ikke være sikker på, at præsten har haft lyst til at give plads til Kristus og syndernes forladelse, men i stedet har serveret en gang plat underholdning eller en gang sødladen moralisme om, at vi bare skal elske hinanden i hele verden, for så skal det nok gå alt sammen.

Den sidste type er fremstillet i Hans Kirks roman ”Fiskerne”. Den nye solskinspræst er kommet til det lille fiskerleje. Han vil gerne være ven med alle og prædiker almindeligheder, som ikke kan forarge nogen.

Pastor Brink i romanen er en rigtig skikkelig og velmenende præst. Han vil have fred og ikke strid. Der skal helst være lunt vejr i enhver forstand. Men med de stærke missionske fiskeres ankomst til sognet er det slut med freden. Fiskerne tager deres kristendom alvorligt. De er ikke tilfredse med solskinspræsten og ønsker den sorteste svovlprædikant som tilkaldepræst.

Pastor Brink hverken tager en diskussion eller står fast på sit eget. Han foreslår, at fiskerne løser sognebånd til et fremmed sogn, så de ikke forstyrrer den åndelige dvaskhed i hans sogn. Naturligvis mener præsten, at fiskerne har ret til at have deres egen mening, bare de forbliver hos deres egne meningsfæller uden for sognet. For åndelig strid om evangeliet, det orker pastor Brink ikke.

Den præst forråder sin sag, siger afdøde biskop Skov i en trykt ordinationstale. Han betegner pastor Brink som holdningsløs og går i rette 1med de præster, der ikke har mod til at prædike klart og i stedet vælger en uden-om-det-farlige-stil, så man ikke risikerer noget.

Biskoppen slutter med en advarsel til præsterne. En advarsel, der aldrig forældes. Skov advarer ordinanderne imod, at de bliver så bange for at sige det forkerte, at de aldrig i deres præstegerning får sagt det rigtige.