Er regeringen i gang med at tromle trossamfundene?

Et initiativ fra regeringens side er ved at bringe den i modsætning til kristne trossamfund, der føler sig kørt over i den proces, som socialminister Manu Sareen(R) har valgt

"Har en regering mon nogensinde nedsat et vigtigt udvalg om folkekirken, uden at for eksempel Menighedsrådsforeningen, Provsteforeningen og Præsteforeningen havde medlemmer med?," spørger Erling Tiedemann, tidligere formand for Det Etiske Råd og medlem af den katolske kirke.
"Har en regering mon nogensinde nedsat et vigtigt udvalg om folkekirken, uden at for eksempel Menighedsrådsforeningen, Provsteforeningen og Præsteforeningen havde medlemmer med?," spørger Erling Tiedemann, tidligere formand for Det Etiske Råd og medlem af den katolske kirke.

Dagen før den nye moské i Rovsingsgade skulle åbne, besvarede Manu Sareen en henvendelse fra Berlingske med en mail, hvori han med henvisning til kritiske spørgsmål om finansieringen blandt andet skrev, at ”derfor nedsætter regeringen i efteråret et eksternt udvalg, der skal komme med et bud på, hvordan man kan skabe større gennemsigtighed med hensyn til pengene bag trossamfund.”

Tre måneder senere offentliggjorde ministeren over night og uden sædvanlig forberedelse kommissoriet for et sådant udvalg.

Det har fået flere røster fra kirkeligt hold til at protestere - ikke fordi de tager afstand fra nedsættelsen af udvalget, men fordi de i modsætning til almindelig praksis holdes uden for en proces af stor betydning for dem. Ifølge kommissoriet handler det nu ikke kun om ”større gennemsigtighed med hensyn til pengene bag trossamfund”, men om ”en mere sammenhængende lovregulering vedrørende trossamfundenes forhold”, jævnfør Grundlovens paragraf 69: ”De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.”

Heller ikke imod den udvikling er der kommet protester fra trossamfundenes side. Tværtimod har Danske Kirkers Råd (DKR), der har medlemmer udpeget fra både folkekirken, frikirkerne og den katolske kirke, gennem et godt stykke tid arbejdet med spørgsmålet om paragraf 69.

Artiklen fortsætter under annoncen

I et papir fra DKR hedder det blandt andet, at ”en sådan lovgivning ud fra rimelighedsbetragtninger må sigte på at opnå større lighed mellem alle trossamfund i Danmark, uden at denne større lighed på nogen måde skal indebære forringelser af de vilkår, den danske folkekirke har. Der forudsættes således ikke nogen ændring af paragraf 4 om den danske folkekirke”.

Danske Kirkers Råd har med tilfredshed noteret, at kommissoriet lægger op til lovgivning i sammenhænge, hvor forholdene i øjeblikket kun er reguleret administrativt, samt at det fastslås, at udvalgets forslag og anbefalinger skal være forenelige med Grundloven, menneskerettighedskonventionen og Danmarks øvrige internationale forpligtelser.

Nej, indsigelsen fra trossamfundenes side retter sig mod den måde, som regeringen (ministeren?) vil tilrettelægge arbejdet på.

NORMALT VIL EN minister, der vil nedsætte et lovforberedende udvalg i en betydningsfuld sammenhæng, forud indkalde til en drøftelse med repræsentative organer på det pågældende område. Det er imidlertid ikke sket.

Yderligere hedder det i kommissoriet, at udvalgets medlemmer ikke må repræsentere nogen bestemt trosretning eller bestemte trossamfund.

Danske Kirkers Råd står helt uforstående over for, at kommissoriet på den måde fuldstændigt udelukker repræsentanter for trossamfundene eller deres repræsentative organer som medlemmer. Noget sådant finder rådet ikke overensstemmende med god og sædvanlig skik for lovforberedende arbejde.

Har en regering mon nogensinde nedsat et vigtigt udvalg om folkekirken, uden at for eksempel Menighedsrådsforeningen, Provsteforeningen og Præsteforeningen havde medlemmer med? Eller har man set relevante udvalg nedsat, uden at arbejdsmarkedets parter, skibsfarten, finanssektoren og så videre var med til at udrede og belyse emnerne?

Men denne danske model for lovforberedende arbejde har regeringen (ministeren?) tilsidesat. Det er både dybt krænkende for trossamfundenes medlemmer, som jo også er borgere i dette land, men nu må opleve, at sådan ser man ikke på dem.

Men det er også sagligt uhensigtsmæssigt, da en samlet regulering af de ydre relationer mellem trossamfund og offentlige myndigheder selvfølgelig bør være problemløsende - og som bekendt véd den bedst, hvor skoen trykker, som har den på.

Men er trossamfundene uden for døren, har de ingen reel indflydelse på, hvilke emner der tages op, og hvordan de belyses i betænkningen.

Det er derfor at håbe, at både ministeren og Folketingets partier - og da specielt regeringspartierne - vil bidrage til, at udvalgsarbejdet kan få en god start i stedet for en dårlig.