Humaniora er ved at blive naturvidenskab

I en ny-rationalistisk tidsalder har den humanistiske tilgang til videnskab det svært, mener historiker

Kunst, kultur og religion er ved at blive reduceret til behov og drifter på universiteterne, mener Michael Böss
Kunst, kultur og religion er ved at blive reduceret til behov og drifter på universiteterne, mener Michael Böss.

Vi lever i en ny-rationalistisk tidsalder, hvor vi i stigende grad kun respekterer viden, der kan kvantificeres, processer, der kan forudsiges, og handlinger, der følger en naturlig lovmæssighed. Vi er ved at miste sansen for det uventede, uforudsigelige og forundringsværdige. For menneskets kreative brud med det, det synes bestemt til. Vi er med andre ord ved at miste forståelsen for alt det, som studiet af humaniora engang lærte os om det menneskelige.

”Hva skal vi med humaniora?” lød det i foråret i en norsk rapport. Forfatterne svarede, at vi blandt andet har brug for humaniora til at belære os om, at menneskets natur er fuld af overraskelser og i sidste instans uudgrundelig, og at den menneskeskabte kultur derfor er en uudtømmelig kilde til nye studier.

Det kunne lyde, som om spørgsmålet var rettet mod politikere, der er blevet stadig mere tilbøjelige til at bede humanister forklare deres nytteværdi for samfundet. Når man ser på, i hvilken retning mange humanistiske fag i dag bevæger sig, så kunne man også se det som et spørgsmål rettet til den selvforståelse, der præger mange humanister i dag. Man er nemlig godt på vej til at smide værdierne i den humanistiske tradition over bord.

Fjern er den tid, hvor man gik på universitetet for at studere ”åndsvidenskaber” og for at opnå forståelse af det menneskelige i al dets rige mangfoldighed. I dag skal et humanistisk forskningsprojekt helst bygge på hjerneforskning og evolutionspsykologi for at modtage støtte. Eller også skal det være ”nutidsrelevant”. Sådan er betingelserne i vores historieløse nutidskultur.

Vi har set det tidligere. Da jeg selv var studerende i 1970'erne, var historikerne holdt op med at ”fortælle” historien og underviste i en form for samfundsvidenskab uden detaljer, personligheder og uventede begivenheder. Litteraturstuderende skulle lære at tegne firkanter og trekanter og sætte pile mellem romanernes karakterer. Pilene angav, at de blot udfyldte roller for samfundets og kulturens anonyme, strukturelle kræfter.

Det var i virkeligheden dem, romanerne handlede om, fik de at vide. De handlede kun sekundært om mennesker i eksistentielle og etiske dilemmaer. Den slags spørgsmål blev anset for uinteressante eller udtryk for noget ”samfundsmæssigt”, udtalt med tryk på første stavelse.

I dag tegnes der færre geometriske figurer i litteraturstudierne, og samfundet som sådan er der også færre, der har interesse for. Hvis det da ikke lige gælder mindretal, som flertallet har gjort til ofre, og som derfor kæmper for at bevare egen ”identitet”. Derfor har det i flere år handlet om at påvise, at alt i virkeligheden blot er et spørgsmål om magt; ikke mindst magten til at definere, hvad der er sandt og virkeligt.

I reaktion mod denne relativisme er der inden for de seneste 10-15 år opstået en ny retning inden for humaniora. Den ønsker at gøre humanistiske studier til videnskab i naturvidenskabelig betydning. Det er derfor, man nu forsøger at lægge den nyeste hjerneforskning, biologi og evolutionspsykologi til grund for studiet af kultur.

Det gør det utvivlsomt meget lettere for både studerende og forskere ikke at skulle forholde sig til det forundringsværdige, overraskende og kreative i menneskelig natur, kultur og historie.

For nylig var jeg ansvarlig for en akademisk konference, hvor en deltager bagefter kom hen til mig og klagede over, at skønt alle fem deltagere i en bestemt workshop havde talt om fem forskellige emner, så havde de i virkeligheden sagt det samme.

Men der er ikke så meget at sige, når kunst og kultur - og i dette tilfælde religion - bliver reduceret til udtryk for behov og drifter, og komplekse spørgsmål på den måde bliver gjort enkle og forudsigelige.