Prøv avisen
Debat

Dødshjælpens glidebane er en skrækfantasi

En belgisk mord - og voldtægtsdømt har fået lov til at få aktiv dødshjælp i sin celle. Lad enhver patient selv bestemme, mener læge Svend Lings. Foto: Scanpix

Er det bedre, at den belgiske fange, der vil have aktiv dødshjælp, forsøger at hænge sig i sin celle?, spørger læge Svend Lings

En ledende artikel i Kristeligt Dagblad den 18. september, ”Dødshjælpsiveren bør bremses nu”, rummer en række synspunkter, som kalder på modsigelse. Artiklen synes skrevet i anledning af, at en belgisk morder, voldtægtsforbryder og livstidsfange efter eget langvarige ønske omsider har fået bevilget aktiv dødshjælp under belgisk lov.

Alene artiklens overskrift er besynderlig, i betragtning af at aktiv dødshjælp kun er tilladt ganske få steder i verden (Benelux-landene, Schweiz og de amerikanske delstater Oregon, Washing-ton og Vermont).

I artiklen hævdes, at en hjælpende hånd til den ulykkelige fange ”beviser i grunden det gamle argument mod aktiv dødshjælp: Når man først har legaliseret aktiv dødshjælp, så er man kommet ud på den berømte etiske glidebane, og brugen vil gribe om sig som ringe i vandet.”

For det første er der ingen som helst videnskabelig dokumentation for glidebanen. Den er en skrækfantasi.

For det andet kan det ikke være tegn på en uetisk glidebane, at man i et demokratisk samfund som det belgiske inden for lovens rammer hjælper et stakkels medmenneske efter dettes eget udtrykkelige ønske. Er det bedre, at han i ensomhed forsøger at hænge sig i sin celle, måske ubehjælpsomt og ved flere lejligheder uden at det lykkes?

I Danmark derimod findes der farlige gråzoner: Man overlader nemlig problemet til den enkelte læge. Det er tilladt at yde ”passiv dødshjælp”(!), det vil sige at afbryde behandling med respirator, væske og ernæring og derved kvæle et menneske eller lade det tørste eller sulte ihjel.

Det er også tilladt at forgifte et menneske med en overdosis morfin under påskud af, at man blot ønsker at stille smerter, ikke at dræbe. På nogle sygehuse er det endda praksis at undlade genoplivningforsøg, hvis de pårørende ikke ønsker det.

Og ja, vi er ikke så få danske læger, der har ydet aktiv dødshjælp, fordi vi sætter hensynet til patienten højere end hensynet til statsmagten. ”Giv kejseren hvad kejserens er”, men lad dog patienten bestemme selv.

Opfører vi os uetisk? Skal vi kriminaliseres? Skal vi billedligt talt være henvist til skumle baggårde - uden vejledning og uden for kontrol? I denne sammenhæng er medfølelse og næstekærlighed i hvert fald ulovlig i Danmark.

Tillad mig at opfordre lederskribenten til at orientere sig i den nyeste litteratur om emnet.