Anders Raahauge er en af de journalister på Kristeligt Dagblad, som jeg læser med stor interesse og respekt, og det både for hans viden og hans holdninger. Desto mere fornøjeligt er det at tage ham i en forkert oplysning: Avisen tirsdag den 23. september bringer et interview af Raahauge med Lolland-Falsters biskop Steen Skovsgaard om dennes bog med bibelhistorier for børn. I manchetten til interviewet står at læse, at ”for første gang nogensinde prøver en siddende biskop kræfter med den traditionsrige genre genfortælling af bibelhistorier”. Det er ikke rigtigt, for der er en forgænger, endda i Lolland-Falsters Stift.
I 1810 udkom i Maribo ”Bibelske Fortællinger med Anvendelse paa Religion og Sædelære af P.O. Boisen, Biskop over Lolland og Falster, Førstelærer ved det Vesterborgske Seminarium”.
Bogen er i sig selv et dybt interessant led i rækken af danske bibelhistorier for børn, blandt andet fordi Boisen i et fem sider langt forord omhyggeligt gennemgår, hvordan hans bog skal bruges. Som noget af det første skriver han, at ”det er magtpåliggende, at barnet læser historien godt, dvs. med forstand, udtryk og liv”, et formål den nuværende biskop i Lolland-Falsters Stift sikkert vil være enig i.
Derimod er Skovsgaard næppe uden videre enig i forordets senere pålæg til læreren om, at barnet, når det er blevet fortroligt med fortællingen, ”skal vænnes til at betragte enhver fortælling fra et moralsk synspunkt og at anvende den på hjertet og samvittigheden”. Boisen er i pagt med sin tid, når dyd og moral er et hovedformål med kristendomsundervisningen.
Forud for sin tid er han derimod, når han senere i forordet giver læreren praktiske råd om, hvordan han skal undervise i bibelhistorie, og blandt andet foreslår ham ikke at ”indskrænke sin undervisning til tankeløs udenadslæren”, men studere det barnlige hjerte og for eksempel lade børnene opsøge ligheder og forskelle mellem de bibelske personer og finde eksempler på paralleller til fortællingerne i deres daglige liv. Biskop Boisen er således på samme tid barn af sin tid og en pædagogisk foregangsmand.
I øvrigt fortæller han selv i et godt og klart sprog og gør de enkelte fortællingers handling tydelig og uden overflødigheder. Han siger selv, at sproget i en bibelhistorie ”bør være varmt, hjerteligt, forståeligt og bestemt”, og sådan skriver han.
En samtidig anmelder af bogen finder da også, at ”de af Lollands gavnelystne biskop udgivne bibelske fortællinger ere såre hensigtsmæssige, beregnede på barndommens tarv” - dette skrevet i 1810, fire år før Danmark fik sin første samlede skolelov.
Samme anmelder slutter i øvrigt med at slå fast, at ”da skriftet er trykt i Maribo, fortjener det endnu at bemærkes, at tryk og papir er godt”. Man har, hvad papirkvaliteten angår, åbenbart ikke forventet sig det bedste fra ”Udkantsdanmark” dengang. Det tør vi nok gøre, når det drejer sig om Skovsgaards bog.