ADAM SÅ PÅ. Slangen såede tvivl. Eva greb ud efter frugten. Adam så på. Slangen, det snedigste af alle dyr i haven, såede en tvivl i Eva. Ville Gud hende det virkelig godt? Tvivlen vandt. Hun plukkede en frugt af kundskabens træ og tog en bid. Med Adam som vidne.
De mange år til trods er ikke meget ændret. Feminismens umættelige behov for flere rettigheder og selvhævdelse er kørt i selvsving. Imens metroseksuelle hankønsvæsener lader det ske, knevrer over det på byggepladsen, i værkstedet eller laver pudsige jokes i deres standupcomedyshow, hvor der primært er mænd og en enkelt kvinde blandt publikum, som fniser og brøler med.
Ligestillingsdebatten er blevet reduceret til kvinders rettigheder til hvad som helst, når som helst og allerhelst mest muligt. Gerne meget mere end de såkaldte mænd. Mere vil have mere. En totalt fejlslagen rute, som aldrig vil gøre os kvinder lykkelige. Selvom flertallet lever i en illusion om, at det vil det? Det indre tomrum synes aldrig at blive fyldt.
Imens vi kvinder okser af sted, ser mændene, de metroseksuelle hankønsvæsener, på. Tavse i offentligheden. Passive, imens deres kvinder gør skade på sig selv. Et enkelt surt opstød i en joke-indpakning sniger sig op til overfladen nu og da. Punkteres hurtigt af den lyddæmpende stemning eller uskrevne politiske korrekthed, hvis det kommer frem i den brede offentlighed. Den gamle, nedladende ”joke” om at forvise kvinden til køkkenet udstiller den primitive og magtesløse tøsedreng, der griber til ordets magt i stedet for (selv)respekt. De feje mænd, og de hårdhjertede mænd.
Nej, ikke meget har ændret sig. Eva tvivler stadig på sig selv, sit værd, sin skønhed. Hun handler på tvivlen og gør skade på sig selv og dermed sine omgivelser. Verden ser og modtager ikke den skønhed, hun virkelig er. Når hun er sig selv.
Adam ser på. Han tør ikke tage konflikten, beskytte sin kvinde mod farerne og træde i karakter som den, han er. En beskytter og en gøder. Grunden i deres familie.
Det er kønt, hvad? De første mennesker på jorden, og vi gentager den seance, som på få sekunder væltede verdensordenen. Vi ligner vores forfædre.
Men nu må det være tid at tage skeen i den anden hånd og lære af fortidens fejl og af historien. Det er på tide, at vi tager vores (køns)identitet på os.
Mænd skal blive mænd, genvinde modet og deres karakter og stå op for deres kvinder. Beskytte hende mod at gøre skade på sig selv og dermed på andre. Give hende den anerkendelse, hun søger, som får hende til at blomstre som den kvinde, hun er.
Vi kvinder må lytte til vores mænds milde ord, tage imod deres beskyttelse og lade det fylde tomrummet ud. Finde kærligheden og anerkendelsen der og blive dem, vi er. Justere vores krav, stråle af skønhed og sige vores mænd (selv) tak.
Lyder det skørt? Jeg kan ikke lade være med at sige det! Synes sådan, at vi trænger til et ordentligt los bagi i denne lunkne tid. Så ind i kønskampen, venner!