Alle mennesker har potentiale - også dem med tatoveringer

Jeg bryder mig ikke om, at vi dømmer en hel gruppe af mennesker ude af det gode selskab på arbejdsmarkedet, blot fordi de ser anderledes ud end de fleste, skriver debattør

En række borgerligt-liberale debattører har tilsyneladende et horn i siden på mennesker med horn i panden. I den seneste tid har Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance fået en del medieopmærksomhed, fordi han har været fremme med et ønske om, at det skal være muligt at fratage mennesker med ansigtstatoveringer, heldækkende hovedtørklæder eller implanterede djævlehorn i panden retten til kontanthjælp og dagpenge.

I den forbindelse er Ole Birk Olesen blandt andet her i avisen (den 26. september) citeret for at sige; ”at mennesker, der har kranier tatoveret i ansigtet eller klæder sig som 'Disneys Sorte Slyngel', reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.” I samme forbindelse taler min kollega Christopher Arzrouni fra Det Etiske Råd om dem, han kalder for ”de uansættelige”. 

Ordet skaber som bekendt, hvad det nævner, som Grundtvig så rigtigt har formuleret det i salmen ”Vidunderligst af alt på jord”. Hvis vi således begynder at betegne hele grupper af mennesker som ”uansættelige”, så ender det jo også med, at de bliver uansættelige.

Personligt bryder jeg mig ikke om, at vi på forhånd dømmer en hel gruppe af mennesker ude af det gode selskab på arbejdsmarkedet, blot fordi de ser anderledes ud end de fleste. 

Jeg er stor tilhænger af, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at kunne modtage enten kontanthjælp eller dagpenge. Det er der ikke noget nyt i, og jeg er da også fuldstændig overbevist om, at de mange dygtige jobkonsulenter rundt omkring i kommuner og a-kasser er i stand til at foretage konkrete vurderinger af den enkelte lediges rådighed for arbejdsmarkedet, uden at vi af den grund behøver at stigmatisere hele grupper af borgere i samfundet.

Selvom jeg anser mig selv for at være borgerlig, så har jeg aldrig forstået logikken i, at man skulle få bedre samfundsborgere ud af at fratage mennesker deres forsørgelsesgrundlag i stedet for at hjælpe dem til at finde den rette hylde i livet og på arbejdsmarkedet. 

Drømmen om et ekstremt ydre har aldrig været noget, jeg selv har overvejet. Min opvækst i et indremissionsk og borgerligt miljø på Vestkysten har ligesom ikke rigtigt lagt op til den slags. Men selvom jeg er opvokset i et pænt og kristent hjem, så har livet og mit møde med mange forskellige mennesker alligevel lært mig to ting:

For det første, at man kan være et godt menneske, selvom man ikke tror på Vor Herre. For det andet, at man også kan være et godt menneske, selvom man går mærkeligt klædt eller har underlige tegn og tatoveringer over hele kroppen. 

Jeg tror på, at alle mennesker er skabt med et stort potentiale. Det er dette potentiale, vi skal hjælpe med at finde frem hos den enkelte - både hos dem med ansigtstatoveringer og hos dem med englehud og hvid skjorte.

Det gør vi ikke ved at gå rundt og kalde mennesker, hvis udseende vi ikke forstår, for uansættelige. Det gør vi tværtimod ved at opmuntre og inspirere mennesker til at udfolde deres potentiale.