Hvad hjertet er fuldt af. Massoud-sagen handler om andet end formalia

VI VIL MINDE OM, at Massoud-sagen handler om en halvtidssognepræstestilling. Bag alle de angreb og den retoriske debat ligger det faktum, at man ikke har fortsat den dialog med Massoud om en halvtidsstilling i en form, som han med sine erfaringer mener at kunne fortsætte sit succesfulde virke inden for. Så enkelt er det.

Siden december har der i dialogen mellem Massoud, hans bisidder og biskoppen været forhandlet om denne halvtidsstilling. Et diktat om stillingens udformning ændrede dette. Det har i en periode lydt, som om det blot drejede sig om små formaliteter, som Massoud ikke ville underordne sig, fordi han ikke ville være del af en rummelig folkekirke med forskellige tilgange til mødet med migranter.

Men med biskop Drejer-gaards indlæg (Kristeligt Dagblad den 23. september) og domprovst Anders Gadegaards kommentarer den 24. september, hvor Massoud fremstilles som ven med ”utålmodige korsriddere” og ”tidehvervsfolk”, er sandheden kommet for dagen.

Den sidste uges dæmonisering af Massouds syn på folkekirken og islam samt de venner og støtter, han omgås, har med al tydelighed vist, at det netop ikke er formalia, Massoud-sagen drejer sig om. Dette er netop, hvad Massoud og hans bisidder har fortalt, at de anede som problemet hele tiden.

Vi erkender, at mission bestemt ikke altid har haft det primære fokus i vort arbejde, men gennem Massouds ærlige og frimodige virke har vi erfaret Det Nye Testamente åbne en ny virkelighed i Kristus, som sætter fri. Helt konkret. En kvinde i en gul sommerkjole står glædestrålende og fortæller, hvordan hun har levet de sidste år i burka, indtil hun møder Kristus, bliver døbt og nu er en fri kvinde. Burka - gul kjole, før - efter.

Når Helligåndens gerninger sker så konkret for øjnene af en, bliver man glad, og den glæde vil vi ikke lægge låg på. Derfor har vi støttet Massoud og vil fortsat gøre det.

Tilbage står, at bag alle ordene om ”tidehverv”, ”korstog” og ”dæmonisering” er vi blot præster i folkekirken, der ville være stolte af at være i samme hus som Massoud, og vi beder til, at stiftsøvrigheden besinder sig og går i dialog med ham om de reelle rammer for hans arbejde.