DEN DANSKE FOLKEKIRKE er apolitisk - og det skal den blive ved med at være. Derfor har Det Konservative Folkeparti fra begyndelsen advaret mod enhver ændring af kirkens styreform, som risikerer at udvikle sig til en synode, der direkte eller in-direkte blander sig i politiske spørgsmål. Vi behøver blot at se til Norge for at se, hvor galt det kan gå trods forsikringer om det modsatte.
Derfor varmer det mit hjerte, at også Venstre nu tilslutter sig vores bekymring. I hvert fald fastslår partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, at han ønsker en garanti for, at ændringer i folkekirkens styre ikke udvikler sig til en synode. Med Venstre på holdet har vores modstand mod ændringer i verdens bedste kirkeordning nu så meget tyngde, at der er fornyet håb for, at vi kan undgå at reformere vores folkekirke i stykker.
Som folkekirkebruger, som menighedsrådsformand og som aktiv i den kirkelige debat håber jeg inderligt, at vi i modsætning til vores nabolande kan stå distancen og ikke ødelægge vores unikke ordning, hvor ingen taler på kirkens vegne. Det er helt afgørende for folkekirkens fremtid, at vi fortsat kan sidde side om side på kirkebænkene uanset vores politiske ståsted.
DER ER I DEBATTEN mange gode argumenter i spil: demokratisering, inddragelse, sikring mod tåbelige eller ukirkelige kirkeministre, folketingsmedlemmers dalende forståelse for kristendom og kirke. Alt sammen kan sagtens bruges som argumenter for at ændre den nuværende kirkeordning.
Men Løkke ser rigtigt, når han antyder, at enhver lille ændring på længere sigt kan føre meget mere med sig.
Tag bare Norge, som i begyndelsen af den danske debat blev brugt som det gode eksempel. Her havde man skabt et kirkemøde med en meget klar kompetencebeskrivelse. De snævre rammer var garanten for, at kirken ikke kom til at politisere. Lige indtil glansbilledet bristede, og det norske kirkemøde med massivt flertal vedtog et opråb om at bruge norske oliemilliarder på at hæve u-landsbistanden. Så forstummede henvisningerne til Norge.
Og ja, isoleret set kan man godt ønske sig en anden sammensætning af kirkeministerens rådgivende budgetfølgegruppe. Og isoleret set kan man godt ønske sig en kirkelig mulighed for at trække håbløse kirkeministre ud af glasbutikken. Men man må spørge sig selv, om det nu også er risikoen værd.
Man må spørge sig selv, om ikke sædvanens skønsomme ministre og det velordnede anarki er så unikt og så velfungerende, at man ikke skal tage nogen som helst chancer med det.
FOLKEKIRKEN ER i rivende udvikling. Opfindsomheden blomstrer og spændende initiativer trækker nye kirkegængere til. Eksempelvis går hver fjerde baby i dag til babysalmesang. Folkekirken værner om traditionerne og er i takt med tiden på en og samme tid. Folkekirken binder os sammen. Danner rammen om vores værdier. Og den nuværende styringsordning - eller mangel på samme - sikrer en balanceret udvikling, der tager hensyn til kirkens mange mindretal, ligesom den insisterer på, at vi skelner mellem politik og religion.
Selv de mindre ændringer i denne ordning får kirkeråds-tilhængere til at tale om et skridt i den rigtige retning. Det Konservative Folkeparti siger nej tak. Netop på dette område ønsker partiet ikke at gå så meget som et enkelt skridt i nogen retning. Vi ønsker at bevare den apolitiske og rummelige folkekirke, vi har i dag.
Så ja, Løkke: ”if something ain't broke - don't fix it”. Forhåbentlig bliver det også folketingsgruppens endelige konklusion.