En mønt har to sider. Så når vanskelige sager skal afgøres, når noget er på vippen, eller når hold står lige, så er møntkastet en måde at få sagen afgjort på. Plat eller krone? Eller som romerne sagde: Skib eller hoved?
Når det gælder folkekirkens forhold i dagens Danmark, er sagen også vanskelig. Den danske religionsmodel er nået til et ”tippepunkt”, som nogle forskere fra Københavns Universitet har beskrevet det. I den offentlige debat tager kampen om selve forståelsen af folkekirken til i styrke.
To historier, to fortællinger, to sider af samme sag, der nærmest står lige, konkurrerer om at løbe af med sejren. Bliver det mon plat eller krone?
Lad os bare kalde den ene historie om folkekirken for ”den kritiske”. Det er historien om alle problemerne, om forfaldet, om nedgangen. Her tages messefald i hobetal og gabende tomme kirker som en selvfølge. Her er kirken på vej til at lukke og slukke.
Man hæfter sig ved, at opbakningen til forbindelsen mellem stat og kirke er faldende. Man taler også om det historiske fald i stemmeprocenter ved menighedsrådsvalg. Man konstaterer, at folk tror på så meget andet end det, som søndag formiddag lyder i trosbekendelsen. Man henviser til Danmarks Statistik: 94 procent af befolkningen var i begyndelsen af 1970'erne medlemmer af folkekirken. I dag er andelen omkring 78 procent. I de største byer er andelen af medlemmer af folkekirken endnu lavere.
Den kritiske udlægning af disse tal ligger lige for: Folkekirken har problemer med den brede befolkning i det moderne og stadig mere multireligiøse Danmark. Kun et spørgsmål om tid er det, før den nuværende religionsmodel med en tæt forbindelse mellem staten og den evangelisk-lutherske kristendom ”vipper” eller ”tipper” for at finde et andet og nyt balancepunkt. En præst fra København sagde i Deadline, at bruddet mellem stat og kirke måske kommer til at ske i 2036.
Med til den kritiske udlægning af folkekirkens forhold hører undertiden også anklagerne om plathed. I et forsøg på at komme folket i møde går flere præster gerne nye veje med anderledes gudstjenester, deltagelse i festivaler eller medvirken i andre populære events.
Og det udlægges så både som et symptom på problemet og som et yderligere krisetegn: Hvis kirken skal forandre sig så meget, så var vi nærmest bedre tjent uden. Eller: Kirken ville langt bedre kunne fastholde sin opbakning, hvis den holdt fast ved det gode, gamle indhold og det traditionelle formsprog. Så vidt den kritiske udlægning, som altså kan komme både fra traditionelle religionskritikere og fra folk, der er solidt plantet i folkekirkens egne rækker.
Men mønten har jo altid to sider. I tidens store kamp om fortolkningen af folkekirken er der således også det, vi kan kalde ”den optimistiske” udlægning. Optimisterne har på det seneste for eksempel kunnet hæfte sig ved en nyhed fra Aarhus Universitet om, at babysalmesangen hitter blandt danskerne.
Folkekirken har overraskende godt fat i de unge mødre og de unge familier med dette relativt nye tiltag. Ordningen med mini-konfirmander er også blevet så stor en succes, at den nu gøres obligatorisk som tilbud over hele landet. Konfirmationstallet holder sig stabilt omkring 70 procent. Samtidig er antallet af udmeldelser af folkekirken faldet markant og er nu det laveste i mange år oven på debatten om vielser af homoseksuelle.
Optimister ser i tråd hermed folkekirkens medlems-andel på 78 procent som en bragende succes. Hvilken anden forening i Danmark, som man skal betale til og let kan melde sig ud af, kan mønstre så høj en opslutning, spørges der. Og samtidig lyder det: Når folkekirkens medlemsandel falder, så skyldes det netop ikke strømme af udmeldelser, men derimod den indvandring fra ikke-lutherske lande, som har fundet sted i de sidste tre-fire årtier. Altså: Det er ikke folkekirken, der bliver mindre; det er befolkningen, der vokser.
Folkekirken er, set med optimisters briller, en god historie. Ved højtider og særlige lejligheder er kirkerne stopfulde, fremhæves det. Og udsagnet dokumenteres endda i de danske værdiundersøgelser, som viser, at den lejlighedsvise kirkegang i Danmark fra 1981 til 2008 har været let stigende. Samme undersøgelser viser, at befolkningens tillid til folkekirken også er stigende, ligesom en voksende andel af befolkningen mener, at de får dækket deres åndelige behov i folkekirken. Så hvad er der at komme efter? Her går det jo godt. Eller gør det?
I gamle dage stod den religiøse strid i Danmark mellem fløje inden for folkekirken. I dag har både kamppladsen og stridens kerne flyttet sig. Nu handler det om folkekirkens plads i Danmark. Er troen og kirken plat eller krone? Skib eller hoved?
Argumentationen afhænger i den offentlige debat tilsyneladende af øjnene, som ser. I en tid med opbrud bliver det tilmed stadig vanskeligere at forudse, hvem der mener hvad. Spørgsmålet er vigtigt. Forhåbentlig finder vi svaret gennem mere dybsindige overvejelser end blot via tilfældighedernes spil.