Michael Böss har skrevet en fremragende bog om det ”demente samfund”, hvori han reflekterer over tiden, historien og tidsånden.
Grundtvig satte historien næsten over alt andet, fordi han vidste, at historien i bredeste betydning er menneskets indgang til bevidsthed og klarhed. Historien er vort spejl, vor tilgang til en aktiv og bevidst deltagelse i en bevarelse af vor nationale identitet, vor kultur. Og at kendskab til verdenshistorien også er nødvendig for at kunne forholde sig til sin egen historie.
Man kan sige, at hver generation skriver sin historie. Men har man ikke en historie, svæver man frit i luften og er til fals for alle hånde rovfugle, der bedst udruger deres æg i uvidende tomrum.
Det er elementært, at historien bliver brugt. Det er den altid blevet. Palle Lauring skrev før folkeafstemningen i 1972 om medlemskab af EF (i dag EU), at den sidste linje ville være skrevet i danmarkshistorien, hvis vi blev indlemmet i dette frygtelige Fællesmarked.
Historien blev også brugt af tilhængerne til at vise, hvad man kunne gøre for at forhindre flere tåbelige og forbryderiske nationalstatskrige i Europa.
Det er uhyggeligt kortsynet og farligt, at historien på de forskellige trin i folkeoplysningen efter 1945 har måttet kæmpe for sin ligeberettigelse med andre fag. Jeg har i alle mine år som højskolemand (10 år på Krabbesholm Højskole og seks år som forstander på Testrup Højskole) kæmpet for ovennævnte synspunkter ud fra devisen: Man kan roligt forudsætte den menneskelige historiske uvidenhed, men ikke dens intelligens.
Sagt meget kort, så er det for mig meget klart, at tabet af historisk bevidsthed i Danmark efter 1945 har meget at gøre med den teknologiske og samfundsmsæssige udvikling, der er foregået med en sådan hast, at den menneskelige bevidsthed ikke har kunnet følge med. Vi må i dag konstatere en afstand mellem samfundsmæssige kendsgerninger og vor evne til at reagere bevidst på dem.
Stillet over for disse perspektiver må vi give historien en meget større plads i dansk folkeoplysning. Faren ligger ikke i, at der oplyses om revolutioner, men i, at der oplyses for lidt. Alternativet er et historieløst folk, et folk i opløsning.