Prøv avisen
Debat

Massoud-sagen skaber debat om Tidehverv og Indre Missions lighedstræk

Dialog bliver aldrig det samme som mission! Den skelnen og praksis vil det være glædeligt at få tydeligere frem i folkekirkens missionsarbejde. Også at der åbenlyst er plads til den ved ansættelser, mener debattør. Foto: Scanpix

De to kirkelige bevægelser kan være fælles om at tale klart om for eksempel gudsopfattelse og ægteskab for at ville fastholde en tydelig lutherdom i folkekirken. Men forskellene er stadig store og grundlæggende

I forbindelse med sagen om sogne- og migrantpræst Massoud Fouroozandeh er nogen kommet med den formodning, at der i disse år er tale om forbrødring mellem Tidehverv og Indre Mission. Jeg aner lidt af, hvorfor man kan tænke sådan, men mener, at det er en analytisk fejlantagelse.

De to kirkelige bevægelser kan være fælles om at tale klart om for eksempel gudsopfattelse og ægteskab for at ville fastholde en tydelig lutherdom i folkekirken. Men forskellene er stadig store og grundlæggende.

Når de kan synes at stå i forbrødringens tegn, så skyldes det vel snarere forplumring: At store dele af folkekirkens landskab har flyttet sig fra det helt klassiske i den lutherske lære. Tolkningsfriheden til den lutherske bekendelse har åbnet døren for, at klassisk kristendom er blevet udvandet og tynd.

Så når forskellige ”alliancer” rejser sig imod den udvikling, kan det overraske, at det overrasker. Derfor handler den aktuelle sag heller ikke om en fælles islamkritik, som nogen har fremført, men om synet på mission og dialog. Sådan er det for Indre Mission i al fald.

Der er forhold omkring processen og stillingen, som det kan være svært at gennemskue på sidelinjen. Det vil jeg undlade at kommentere på. Men det er vanskeligt ikke at se sagen som symptom på forskellige opfattelser i folkekirken af, hvad mission og dialog indholdsmæssigt rummer teologisk - og hvordan det skal udmøntes i praksis.

Et eksempel herpå er kronikken i Kristeligt Dagblad den 23. september, hvor Roskildes biskop og formand for Danmission udfolder sit syn. Han opfatter ”hele vores missionsarbejde som noget, der kun kan udfolde sig i dialog”.

Mission bliver til dialog for at gøre sig klogere på den anden, for at lære og forstå mere, for at blive udfordret og lade sig inspirere af noget nyt eller ukendt. Det bliver en gensidig lyttende samtale uden egentlig at kunne hævde én sandhed, Kristus-sandheden. Det bliver en tale om det gode ved livet, men uden mulighed for at bringe det helt afgørende budskab om det evige liv på banen med klarhed og i frimodighed.

I alle de velmente ord om dialog forstummer det missionssyn, der vil bringe budskabet om evig frelse ved Kristus og advare mod evig fortabelse. Det fortoner sig, at dåb og tro alene er adgang til Guds rige og til at kalde sig Guds børn - hvor der i stedet hersker den grundtanke, at alle skabninger er Guds børn!

I mødet med islam har Massoud Fouroozandeh talt om - også ud fra egen livshistorie - hvorfor kristendommen gør en afgørende forskel, og hvorfor man må omvende sig og blive døbt. Den missionssag skal vi som kirke netop være tydelige omkring over for såvel migranter som danskere! Det klassiske missionssyn vil udfordre den almene religiøse tilgang, at (stort set) alle veje fører til Gud.

Dette syn på mission udelukker ikke dialog på det medmenneskelige plan. Selvfølgelig ikke - heller ikke i Indre Mission. Men dialog bliver aldrig det samme som mission! Den skelnen og praksis vil det være glædeligt at få tydeligere frem i folkekirkens missionsarbejde. Også at der åbenlyst er plads til den ved ansættelser.