'De forkælede' er sat til debat her i bladet. Er voksne forkælede, og stiller vi stadig større krav til velfærdsstaten? spørges der. Jeg kan så ikke lade være med at tænke på, om de mennesker, som jeg har beskæftiget mig med i de sidste snart 40 år, mennesker, der er socialt udsatte, og mennesker, der er hjemløse, også er forkælede eller opfører sig som forkælede.
Den tanke er aldrig før faldet mig ind. Det kræver også, må jeg indrømme, en mere barsk sjæl end min, for at kunne påstå, at det at give kontanthjælp til en hjemløs, at drive et værested for misbrugere eller at levere støtte i hjemmet til en enlig, socialt svag mor er udtryk for forkælelse. Eller at påstå, at en førtidspensionist, der overgår til folkepension, og som klager sig over, at pengene ikke slår til, bare er forkælet.
Tværtimod ser jeg, at mennesker, der er socialt udsatte, til stadighed er i risiko for at blive tabere i kampen om velfærdsydelserne og velfærdslivet. Jeg kan godt forestille mig, at det er den store, stærke middelklasse, der i sin kamp for sit eget gode liv sætter de socialt udsatte skakmat.
Socialpolitikken fastsættes i stigende grad ud fra de behov og rettigheder, som de grupper af middelklasseborgere har, der kan råbe højest, og som er mange nok til at påvirke politikerne. Socialpolitikken er blevet underlagt beskæftigelsespolitikken, og når man fører en politik, der tager udgangspunkt i, at det skal kunne betale sig at arbejde, er både signal og resultat det, at vi roligt kan tage fra de uværdige og give til de værdige.
Jeg har også bemærket, at det oftere og oftere bliver sagt, at den hårdtarbejdende borger skal kunne beholde flere af sine velfortjente penge og altså betale mindre i skat. Jo, det er dejligt at høre på for os, som tjener godt og er sikret arbejde. Synes langtfra alle, men tiltagende mange at mene. Og i samme åndedrag siges ofte, at når nu man betaler en høj skat, har man også krav på ydelser fra den kasse, man betaler ind til. Det er de færreste, der direkte tør sige, at de, der betaler meget lidt ind, også tilsvarende skal have mindre ud, men det er jo det, der ligger gemt lige under overfladen. Konkret begærlighed, ja, men også en måde at sige, at nu må det være nok med det forkæleri af den udsatte borger.
Det fører mig videre til, at forkælelse ikke bare et spørgsmål om at forlange ind til sig selv. Havesygen står ikke alene hos den forkælede, den følges af dårlig opførsel og mangel på hensyn til andre. Egoisme hedder det. Den forkælede har ikke plads til at vise solidaritet. I hvert fald ikke til en universel solidaritet, men højst en solidaritet, der kan betale sig, som det for eksempel kan være, når solidariteten indskrænkes til dem, man er i båd med.
Det er boligmarkedet et godt eksempel på. Ejerlejligheder sikrer mod, at man bliver forstyrret af socialt udsatte, der slet ikke har råd til at bo i en ejet bolig, og andelsboligforeninger gør deres for at undgå den socialt udsatte for at sikre pænhed og god værdi i foreningen.
En bydel eller en mindre by kan gå aldeles i selvsving omkring myter og fordomme for at forhindre et bosted for socialt udsatte i at blive etableret i deres kvarter. Det kalder jeg alt sammen dårlig opførsel.
'Fordi du har fortjent det' siger en reklame for at fremme salget af et dyrt produkt. Den måde at tænke på ser jeg som langt mere udbredt end i lige den reklame. Og den måde at tænke er et godt alibi for at påberåbe sig retten til at blive forkælet. Vi bliver lokket ind i det, uanset om vi vil eller ej!