Bør kirke og stat adskilles?

Begrundelsen for at adskille kirke og stat kan aldrig blive, at den danske folkekirke begår grusomheder i Jesu navn. Det argument holder ikke, skriver dagens debattør

Begrundelsen for en adskillelse kan aldrig blive, at den danske folkekirke begår grusomheder i Jesu navn eller påtvinger nogen en særlig tro. Det argument holder ikke, mener debattør.

Enhver stat og ethvert land må skille kirken fra staten, så det enkelte menneske står frit. Således konkluderer Julie Fabricius i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 3. oktober med titlen: Den pokkers religion. Forud har hun gennemgået alverdens grusomhed udført i religionens navn fra korsfarere over Indre Mission og Iraks helvede til sin egen mors udøvelse af katolicisme.

Kronikken indledes med ordene ”Alverdens stridighed skyldes religion”. Undervejs får hun også redegjort for, at homoseksuelle i Rusland bliver lemlæstet, om ikke opmuntret af kirken så dog stiltiende accepteret. Hov, hvis religionen alene stiltiende accepterer, så må der være andre, der tilskynder til og udfører lemlæstelsen. Hvem kan det dog være? Ifølge Julie Fabricius skyldes al stridighed jo religionen. Hendes argumentation holder ikke. Det er svært at se, at det skulle være religioner, der er skyld i, at Stalin sendte folk til Sibirien. 

Det er naivt at tro, at der vil være fred på jord, hvis der ikke fandtes religioner. Det er menneskene, der er skyld i stridighederne og ikke religiøsiteten. Menneskene vil have magt og rigdom, og i den kamp kan religionen være et effektivt redskab, men ikke en nødvendighed. Stalin klarede sig fint uden at påberåbe sig en guddommelig sandhed, og det var ikke kirken, der tilskyndede Hitler til at forføre et helt folk. Ganske vist forfulgte han jøderne, men jeg mindes ikke, at hans kamp var en kamp for at udbrede den rette religion.

Luther får også en tur med på vejen. Ifølge Julie Fabricius ville han brænde synagoger og slå bønder ihjel i Jesu Kristi navn. Om det er rigtigt, må hun selv svare for, men ifølge folketingsmedlem Esben Lunde Larsens artikel i samme avis havde Luther en toregimentelære, som netop fastholdt balancen mellem det åndelige og det verdslige regimente. 

Den danske folkekirke bygger på Luthers lære. Det hænder, jeg kommer i kirken, og jeg har aldrig oplevet, at der er blevet opildnet til at brænde synagoger af eller slå bønder ihjel. Derimod kan jeg genkende balancen mellem det åndelige og verdslige regimente. Den tro, der prædikes fra prædikestolen handler ikke om, at den skal bruges til at styre det verdslige regimente, og den forsøger ikke at påtvinge nogen noget.

For Julie Fabricius er det store spørgsmål, hvorfor troende mennesker altid har brug for at inddrage andre mennesker i deres forehavende. Jeg har meget svært ved at genkende den danske folkekirke heri. Når jeg nærlæser kronikken, når jeg da også til den erkendelse, at kronikken i virkeligheden handler om et opgør med den tro, som hendes katolske mor påtvang hende. 

Den arvesynd, hun bærer på, er tung og ubegribelig. Den var ubegribelig, da hun var barn og ikke mindre ubegribelig nu. Hvis Julie Fabricius måtte ønske det, kunne jeg henvise hende til præster i den danske folkekirke, som kunne hjælpe hende med at tage det livsfarlige fra arvesynden.

Det er dog ikke derfor, jeg tager til genmæle over for kronikken. Jeg har ingen intentioner om at inddrage hende i mit forehavende. Jeg reagerer, fordi hun selv i allerhøjeste grad forkynder og forsøger at inddrage andre i sit forehavende. Hvis ikke det er forkyndelse af troen på ateismen at påstå, at verden brænder på grund af tro på Gud, så er der ikke noget, der kan kaldes forkyndelse. 

Det er lige før, jeg vil vove at kalde påstanden for forsøg på forførelse. Så behold din tro og lad os beholde vores.

Hvorvidt kirke og stat bør adskilles, kan jeg ikke vurdere, men begrundelsen for en adskillelse kan aldrig blive, at den danske folkekirke begår grusomheder i Jesu navn eller påtvinger nogen en særlig tro. Det argument holder ikke.