”Hans Fødselsdag var den 11. Oktober, hans bryllupsdag den 11. Juni, og den 11. december 1827 er en mærkelig terminsdag for ham - ikke i Pengevæsen, men i Skjæbnens Gang, dog Verden skøtter vel ikke om at vide, hvad han selv ønskede at glemme.”
Man har kaldt disse optegnelser for den uhyggeligste note i dansk litteratur. Den står i en sammenhæng, hvor St. St. Blicher (født 1782) skriver sine erindringer. Blichers liv var op- og nedture. Hans far, Niels Blicher, havde brødre, som også var præster.
Alle med navnet Blicher var ludfattige, undtagen én - Blichers onkel Peder Daniel Blicher. Han var usædvanlig velhavende. Da han blev enkemand, havde han en ung pige i huset - Ernestine - som han stod i forhold til og fik en søn med, som også fik navnet Niels. På sit dødsleje skrev han: ”Den, som gifter sig med min enke, får hele min formue.” St. St. Blicher giftede sig med hende.
I et af hans smukkeste digte, som jeg ikke kan læse uden at blive dybt bevæget, skriver han et regnskab i marginen. Jeg har set det på Det Kongelige Bibliotek og forstod det først ikke. Blicher var adjunkt på Randers Statsskole og træt af at undervise.
Det viser sig, at regnestykket i høj grad var impulsen til, at han giftede sig. I regnestykket opdager han, at hvis hun siger ja, behøver han ikke at gå på arbejde de næste 46 år. Det var i 1810, de blev gift, men allerede i 1813 var Danmark gået bankerot, og alle sedler var værdiløse. Altså var han igen fattig.
Blicher var så lykkelig for sin far, at de i 60 år delte soveværelse. Men Blicher må have listet sig lidt over til sin kone, for de fik ti børn sammen. Det vil sige 11 med den søn, som hun havde med farbroderen. Da en tragedie overgik en anden del af familien (både mand og kone døde samtidigt), adopterede Blicher også deres to børn. Nu var han far til 13. Penge havde han ikke, men han gik på jagt på heden og sørgede altid for, at der var mad på bordet. Men han var nødt til at tjene mere end den usle præsteløn. Derfor begyndte han at skrive noveller.
Blichers noveller er ofte skæbnebestemte. I 1824 skriver han ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog”. Baggrunden for den er Marie Grubbes liv. Hun, som havde været gift med en greve, flygtede med en tyrannisk bonde. Han tvang hende ud i prostitution. Dagbogsskriveren Morten, som har forgudet hende i sin ugengældte forelskelse, møder hende, da hun er nedbrudt af syfilis og elendighed.
En anden skæbne fandt Blicher i præsten i Vejlbyes historie. Den er fortalt i Erik Pontoppidans danske kirkehistorie og 20 år senere i samme forfatters ”Danske Atlas”. Kort fortalt læser Blicher her, at der søndag den 27. september 1607 var en præstekone, som kaldes den onde præstekone. Hun har været i Grenaa med kusken Jesper Hovgaard. Hun kommer hjem fra Grenaa marked med en anden kusk.
Et vidne har set, at Jesper Hovgaard senere på natten kom til præstegården. Vidnet påstår, at han ud på natten gennem vinduet i præstegården havde set, at præsten havde slået kusken Jesper ihjel. Vidnet dukker ikke op før mange år senere. I første omgang er gåden bare, at Jesper Hovgaard er sporløst forsvundet. Sladderen siger, at han er blevet dræbt i præstegården. Han dukker ikke op, og der går mange år. I 1622 graver man ved præstegårdens mur efter kalk og finder dele af et skelet. Nu mener man, at det er den myrdede, men først i 1625 kommer sagen for retten. Præsten dømmes til døden og bliver halshugget året efter.
Kilderne, som Blicher har læst, hævder, at det var præstekonen, der var morderen. De fortæller, at hun overværede præstens henrettelse sammen med mange andre. Blicher fascineres af fortællingen og skaber helt sin egen novelle, men fortæller, at præsten er enkemand. Det tyder på, at Blicher har følt et skæbnefællesskab med den arme præst Søren Quist.
Fælles for de her nævnte noveller er deres skæbnetema, der går igen i hele hans forfatterskab. Nogen stor berømmelse nåede han dog ikke i sine gen tid. Blicher følte sig miskendt af offentligheden og underkendt af anmeldere.
Da han døde i 1848 gav man ham ingen gravsten. Flere klagede over, at én af Danmarks største digtere ikke fik en gravsten. (Søren Kierkegaard vurderede ham langt over H.C. Andersen ). Det varede 16 år, før der kom en grav- og mindesten i Spentrup.
Hvad var det, der skete den 11. december i 1827, som var den værste dag i hans tilværelse? Vi ved, at hans kone Ernestine havde fødselsdag netop den 11. december. Der var stor fest på præstegården, og da Blicher klokken fem om morgenen gik op i sit soveværelse, fandt han Ernestine i seng med en gæst.
Året efter skrev han novellen ”Sildig opvaagnen”. Den handler om en præst, der forarges over, at hans ven går i seng med hans anden vens kone. Her må det indskydes, at Blicher i flere noveller lader fortælleren være den eneste, der ikke kan fortælle historien. Læser man denne novelle er præsten faktisk ikke forarget, men jaloux og hyklerisk. Uden tvivl har Ernestine, som Blicher altid kaldte Neste, vidst, at han brugte sin ulykkelige erfaring med hende.
Mange år efter Blichers død spurgte Jeppe Aakjær i sit trebindsværk om Blicher Ernestine om, hvad hun syntes om sin mands værker. Hun svarede ”Jeg har aldrig læst en linje af ham”.
Det gjaldt heldigvis ikke for alle, og her mange år efter kan vi stadig have glæde af at læse Blichers skæbnehistorier.