Læger ser for meget, kan for meget og gør for meget

Ordet ”overdiagnosticering” er ret nyt. Det var næppe kendt for 20 år siden, men det er blevet et begreb, som har fået stigende betydning

Tænk, at læger i deres ønske om at gavne patienten kommer til at skade patienten. Det har nærmest været svært at se i øjnene. Det er ganske enkelt lettere at begribe, at man gør gavn, hvis man finder noget sygeligt (stiller en diagnose) og behandler en sygdom, end hvis man ikke får opdaget og behandlet den, skriver Ole. J. Hartling.
Tænk, at læger i deres ønske om at gavne patienten kommer til at skade patienten. Det har nærmest været svært at se i øjnene. Det er ganske enkelt lettere at begribe, at man gør gavn, hvis man finder noget sygeligt (stiller en diagnose) og behandler en sygdom, end hvis man ikke får opdaget og behandlet den, skriver Ole. J. Hartling. . Foto: Iris.

I midten af september deltog jeg i en konference i Oxford, ”Preventing Overdiagnosis” (forebyggelse af overdiagnosticering). I et af foredragene fortalte den pensionerede engelske læge og sukkersygeforsker, John Yudkin, at han for nylig havde gennemgået en test på en amerikansk hjemmeside: ”Ved at svare på nogle spørgsmål blev det slået fast, at jeg kunne have 'prædiabetes',” sagde han: ”Det vil sige en tilstand, som ikke er sukkersyge, men kunne føre til det.” Han fortsatte til almindelig moro: ”Faktisk pegede testen på, at jeg var i fare for at få en risikofaktor for at udvikle prædiabetes, som er et forstadium til diabetes.”

Ordet ”overdiagnosticering” er ret nyt. Det var næppe kendt for 20 år siden, men det er blevet et begreb, som har fået stigende betydning. Det skal forstås sådan, at med stadigt mere fintfølende apparatur og med stadigt videre grænser for, hvad der kaldes sygdom, eller hvad der kunne blive til sygdom, bliver der stillet alt for mange diagnoser. 

Raske mennesker får etiketten ”syg” eller ”muligt syg” med alt, hvad det indebærer af sætten-i-bås og ængstelse. Ikke mindst er konsekvensen, at der vil blive givet for mange behandlinger, som ikke gavner, men endog kan være direkte skadelige.

Der blev fremlagt eksempler på, at patienter får store mængder medicin. Noget medicin ordineres for at forebygge bivirkninger af anden medicin. En beboer på et plejehjem i Canada var blevet opfattet som nærmest dement, men da der blev ”luget ud” i de mange medikamenter, som var blevet ordineret og fastholdt i tidens løb, klarede hun op: Hun var ikke længere svimmel, fik appetitten igen og viste sig at være aldeles klarhjernet. Et sådant eksempel er ikke nyt; det har også været beskrevet herhjemme. Det nye er, at der er øget opmærksomhed på de mekanismer, der fører til det og en øget opmærksomhed på at forebygge det. 

Hvorfor sker det? Jo, den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør. I lutter iver for at hjælpe ordinerer skiftende læger forskellig medicin. Hver enkel ordination kan synes velbegrundet, men der mangler et overblik, eller der mangler én, som vil gøre sig den ulejlighed at skabe det overblik.

Men det kan også skyldes personen, der søger hjælp. Der er den psykologiske mekanisme, at de, som søger hjælp, ligefrem forventer at få noget med i hånden, når de forlader lægen, og så bliver det ofte en recept. Nogle af de deltagende læger kendte mekanismen og fortalte, at de tog receptblokken og skrev ”motion”, ”en uges ferie” og lignende, selv om det egentlig var nok at sige det.

Cancerscreeninger er en stor synder i relation til overdiagnosticering. Med stadigt mere følsomt apparatur, trangen til at vise handlekraft over for alvorlig sygdom og almindelig sygdomsfrygt og en intuitiv idé om, at det ikke kan være forkert at ”komme tidligt”, påvises helt fredelige tilstande, som kaldes forstadier eller præsygdom. Men selv om det ikke er sygdom, er der ingen, der herefter tør undlade at behandle. 

Det er svært at gøre noget ved overdiagnosticeringen her, for den ligger på en måde i selve screeningens idé. For år tilbage benægtede screeningscentrene alligevel, at der forekom overdiagnostik, men selv om der nu er uigendrivelige beviser på det, søges det fortsat bagatelliseret.

En australsk læge omtalte i sit indlæg, at når de forskellige screeningsklinikker for brystkræft hørte om overdiagnosticering, mente de hver især, at det nok mest gjaldt alle andre steder.

Tænk, at læger i deres ønske om at gavne patienten kommer til at skade patienten. Det har nærmest været svært at se i øjnene. Det er ganske enkelt lettere at begribe, at man gør gavn, hvis man finder noget sygeligt (stiller en diagnose) og behandler en sygdom, end hvis man ikke får opdaget og behandlet den. Patienten tænker det samme, og dermed er der skabt en slags folie deux, som egentlig betyder, at der er to, hvis vanvid påvirker hinanden. 

Medierne medvirker også til den samlede sygdomsfrygt. De excellerer i at tale om de tidlige, de lumske, de skjulte og de tavse symptomer. Det sælger.

I USA, hvis sundhedssystem er helt igennem kommercialiseret, og hvor blandt andet tv-reklamer for medicin er tilladt, viste en undersøgelse, at hen ved 20 procent af patienternes henvendelse til deres praktiserende læge med ønske om medicin havde baggrund i en tv-reklame.

Men vi skal ikke tro, at stor-medicinalindustrien ikke også har fat i os. Den elsker præ-sygdomme og grænsetilfælde, som for en sikkerheds skyld bør behandles. Tænk på forhøjet blodtryk og for højt kolesteroltal. En del tilfælde kan man bedst betegne som ”ikke-sygdomme”. Her bliver livslang medicinering nødvendig, da man naturligvis aldrig får helbredt en ikke-sygdom.