I Danmark sættes der pris på flygtningene. De er for dyre og for mange, og derfor skal antallet begrænses, så vi får råd til kræftbehandling og anden velfærd.
Men siden hvornår er menneskerettigheder blevet omvendt proportionale med statens udgifter? Sådan spørger Kristendemokraterne. Hvor meget må næstekærlighed koste? Det er ikke for sjov, at folk flygter fra voldtægt og død. Og al erfaring viser, at de hellere end gerne returnerer til hjemlandet, hvis der bliver mulighed for det.
Men det snarlige valg styrker politikernes interesse i at skrue op for problemets omfang, så de fremstår handlekraftige. Svenske tilstande, bliver der skreget, mens varmluftsballoner af lovforslag sendes op i det blå. Regeringen falbyder et etårigt midlertidigt asyl til folk fra Mellemøsten, uagtet alle ved, der ikke er fred til den tid. Liberal Alliance er med støtte fra Venstre hoppet i kanen med Dansk Folkeparti. De vil betale et ikke-eksisterende, afrikansk fantasiland for at redde danskhed og økonomi fra disse horder.
Kristendemokraterne mener, at flygtninge i videst muligt omfang skal hjælpes i deres nærområde. Men vi skal holde op med at foregøgle vælgerne, at det er en billigere løsning. Flygtninge er mennesker. Uddannelse, sundhed, veje og god regeringsførelse er helt nødvendig, før flygtninge stopper med at banke på Danmarks dør. Og det er ikke en utopi.
Efter Anden Verdenskrig donerede USA milliarder til genopbygning af det Europa, der havde taget tusindvis af deres unge sønner. Det havde vi ikke fortjent. Men det var grundlaget for den historisk lange ubrudte fred, vi har oplevet i det meste af Europa siden 1945. Den filosofi kunne vi gentage ved at sætte u-landsbistanden op til en procent af BNP.
Omvendt brugte VKO milliarder på et irakisk krigseventyr i 2003, men sparede efterfølgende på den u-landshjælp, der kunne redde freden. Resultatet blev armod for krigens tabere, hvilket var guf for rabiate imamer, der lovede et selvmordsbælte og 70 jomfruer i himlen til alle, der gad lytte. Det er i det lys, vi skal se terrororganisationen Islamisk Stats succes.
Og historien gentager sig. Det er penge ud ad vinduet, at Danmark bruger en kvart milliard kroner på krig i Mellemøsten, fordi der stadig ingen plan er for genopbygning og sikkerhed. Derfor vil nye rabiate grupper poppe op som paddehatte med flygtninge til følge.
Bombers virkning er synlig fra dag et, mens resultaterne af u-landsbistand først ses om 10 til 20 år. Det kræver politisk mod at turde tænke længere end til næste valg, og det findes hverken hos rød eller blå blok.
De ekstraordinært store flygtningegrupper er delvist et resultat af Danmarks 10 år gamle fejlslagne udenrigspolitik. Nu må vi være med til at betale regningen. Kristendemokraterne støtter en blå regering med et medmenneskeligt ansigt.