Jeg er i udkanten af Skopje i Makedonien i en bil på vej rundt i et kvarter af små ældre huse, hvor selv de lokale journalister har problemer med at finde rundt. Men vi finder vejen og det lille hus med en terrasse ud mod vejen afgrænset af en mur, som samtidig danner ramme om en husarrest; hertil og ikke længere. Vi bliver modtaget af Tomaslev Kezarovski, som ifølge det makedonske politi åbenbart anses som farlig.
De havde i hvert fald ikke besvær med at finde huset, da han for halvandet år siden blev arresteret. 36 politifolk stormede ind i gaderne en tidlig morgen, blokerede hele kvarteret, sparkede døren ind til den lille familie, som skræmt måtte se til, at deres far blev ført bort i håndjern.
Mærkerne i døren sidder der endnu som et vidnesbyrd. Sådan fortæller han om den oplevelse, der fulgte, fordi han gennem undersøgende journalistik havde afsløret, at et vidne havde talt usandt i en mulig mordsag.
Forbrydelsen er, at han har oplyst fornavnet på vidnet, mens anklageren samtidig kræver, at han frigiver navne på de kilder, han i øvrigt har til sine historier, og som han har givet beskyttelse. Han fastholder selvfølgelig kildebeskyttelsen.
En lang række internationale organisationer støtter op om Kezarovskis journalistik, og det til myndighedernes fortrydelse. Derfor er vi alle også stærkt bekymrede for, hvad der nu sker Kezarovski, der har interesseret sig lidt for meget for, hvad der ligger bag beslutninger og handlinger i det makedonske politi og retsvæsen.
Han fik i første omgang fire og et halvt års fængsel - en sag, som kommer for appeldomstolen den 24. oktober i år. Han nåede at tilbringe næsten et år i en celle på otte kvadratmeter sammen med tre andre fanger, en celle også indeholdende toilet. Det er med rystende stemme, han fortæller om forholdene, inden han har kunnet tilbringe de seneste fem måneder hjemme i husarrest.
Den 24. oktober bliver det afgjort, om han skal vende tilbage til fængslet, eller om han kan gå ud som en fri mand. Uanset hvad, bliver tilværelsen aldrig den samme. Han får svært ved at finde job, for journalistikken i Makedonien har lidt et alvorligt tab ved sagen. Hans kone finder næppe heller arbejde, for så snart hun oplyser sit efternavn, vender arbejdsgiverne hende ryggen.
Kezarovski siger til mig, at han blot har udført det arbejde, enhver anden journalist ville have gjort, og han håber nu på retfærdighed. Han håber også, at den undersøgende journalistik ikke skal lide på grund af hans sag, men tværtimod bliver styrket.
Hvor familiens indtægter skal komme fra i fremtiden, er vanskeligt at få øje på, men lige nu rækker horisonten også kun til den 24. oktober, og frygten står at læse i ansigtet. Jeg udtrykker håb for ham, lover at den europæiske journalistføderation vil sprede budskaberne i hele Europa, men det er med bekymring, jeg tager derfra, og billedet af familien i dybe vanskeligheder har sat sig fast.
Undertrykkelsen af den undersøgende journalistik, som med denne sag helt åbenlyst sker i Makedonien, udgør en fare for den demokratiske udvikling.
Derfor er det også helt afgørende, at internationale mellemfolkelige institutioner som EU, Europarådet og Unesco ikke blot har pressefrihed som mærkesager, men også forfølger de overgreb, der finder sted, og viser de regeringer til rette, som angriber pressefriheden. Lige nu er der brug for mere end en løftet pegefinger til Makedonien.