Prøv avisen
Debat

Hvad skal vi bruge gudstjenesten til?

Hvad har vi gudstjenesten til? Det korte svar er: Til tak og til trøst, skriver dagens debattør. Foto: Scanpix Foto: Paw Gissel

I prædikenen er livsoplysningen alene en forberedelsesopgave til den egentlige opgave

Hvad har vi gudstjenesten til? Det korte svar er: Til tak og til trøst. Til tak for livet og dets gaver og glæder, til trøst for livets fortrædeligheder og smerte. Glæde og smerte, det er jo vores virkelighed. Alles - omend det er urimeligt ulige fordelt.

Forkyndelsen er forankret i denne virkelighed. Derfor skal prædikenen to ting; gennemlyse denne virkelighed og vise, hvordan forkyndelsen svarer på de råb, der udgår fra den. Gennemlysningen kunne vi med Grundtvig kalde ”livsoplysning”.

Og virkeligheden råber. I smertens stunder skriger den til himlen, i glædens kalder den på gavernes ukendte giver. Vores virkelighed ender uafsluttet - råbende, spørgende, kaldende. Som jeg før har citeret Storm P: ”Livet er en gåde. Løsningen står på bagsiden.” 

En af de største gåder er, at mennesker kan se, at den er gådefuld. Det kan dyrene da vistnok ikke. Filosoffen Martin Heidegger siger det - lettere patetisk - sådan her: ”Ene mennesket blandt alt værende erfarer, anråbt af værens stemme, underet over alle undere: At værende er.” Vi ved, vi er til. Derfor kan vi undre os over det helt forbløffende, at noget overhovedet er til. Hvorfor er der ikke bare ingenting? Hvad er meningen med, at der er noget til? Og hvad er meningen med, at vi kan undre os over det, og dyrene ikke kan?

Lad os kalde det de to grundgåder: Den menneskelige bevidstheds gåde - og værensgåden eller værensunderet. Hvad er det for råb, der udgår fra dem, hvad kalder de på? De kalder på en skabende magt, som har gjort, at noget er blevet til ud af intet og fortsætter med at være til uden at synke tilbage i intet. Er det ikke sund fornuft, at en sådan magt må findes? Jo da, enten det, eller også må vi opgive at følge den sunde fornuft og sige, at det er og bliver gådefuldt, ensbetydende med fornuftens nederlag.

Og at der op gennem evolutionen er opstået bevidste væsener, må så også være en følge af denne magts skaben - væsener med forundringsevne, med beundringsevne, med glædesevne, med poetisk evne, med taknemmelighedsevne, med etisk erkendelses- og ansvarlighedsevne, med samfundsdannende evne, med teknisk evne, med fremskridtsskabende evne. Bemærk rækkefølgen! 

Men råbet er ikke stilnet af. Når skabermagten er glædernes skaber, er den også glædernes giver, som i den udstrækning dette er tilfældet, må ville os det godt. Men føler og siger vi sådan, tilskriver vi skabermagten personlignende egenskaber - og så har vi billedet i os af en Gud, af Gud Skaberen. Dér begynder religion.

Dybdeborende livsoplysning kan således ende i eller glide over i religion, i en gudstanke i forlængelse af fornuften, i en religionsfilosofisk gudstanke. Enten det eller også efterlades vi stadig med et råb, råbet efter, hvordan glæden kan findes. Og da glæden er udslag af livslyst, hvordan livslysten da kan findes.

Men da glædens og livslystens giver er magten til at være i alt værende, må den også være magten til at være i alt det onde og grusomme, som tilværelsen og verden og naturen også er fuld af. Og hvis vi har taget det skridt at se glædens giver udstyret med personegenskaber som en gud, Gud Skaberen, så rejser der sig for alvor et råb, ja, et skrig, et skrig af smerte og forargelse i os: Hvad i alverden er det for en Gud?

Hertil og ikke længere kan vi komme med fornuft, med prædikenens livsoplysende opgave, efterladt med de åbne spørgsmåls råb dirrende i luften.

Forkyndelsens svar finder vi i Det Ny Testamente i Jesus' liv, ord og handlinger. Han hævder, at hans ”Far, som er i himlen”, står bag ham, når han kommer vor tilværelses nødråb i møde. Hans ”Far i himlen” vil med sin magt til at skabe af intet virkeliggøre det, Jesus stiller angrende og lidende mennesker i udsigt, ”syndernes forladelse” og ”evigt liv” i ”Guds rige”.

Dette svar er af en anden art end spørgsmålet. Der spurgtes i en tilværelsesbeskrivelse, der ender i, at fornuften ikke kan komme længere. Der svares i et tilsagn, som man må stole på og tro på - eller undlade at tro på. Da spørgsmålene er fornuftige, er forkyndelsens svar ikke ufornuftige - men de er noget andet end fornuft.

I prædikenen er livsoplysningen alene en forberedelsesopgave til den egentlige opgave, at udfolde denne forkyndelse. Derfor må den ikke svulme op. Det samme gælder kulturkritiske aktualiseringer af livsoplysningen. De kommer meget let til at forstyrre takken og trøsten.

De hører hjemme i den almene debat, herunder ikke mindst i sognehuset. I gudstjenesten befinder vi os højere oppe på de evige vilkårs plan - ved livslysten, glæden, lidelsen, sorgen, døden.