Vi skal ikke bare vente på, at dåbstallet falder

Vi må vide noget mere om folkekirkemedlemmers motiver for at vælge eller fravælge dåb af deres børn, hvis vi skal gøre os håb om at vende udviklingen

Nok er der ikke tale om medlemsflugt fra den danske folkekirke, og udviklingen i dåbstallene er heller ikke katastrofal, men det er heller ikke klogt at vente, til det er tilfældet, skriver debattør. Modelfoto: Scanpix
Nok er der ikke tale om medlemsflugt fra den danske folkekirke, og udviklingen i dåbstallene er heller ikke katastrofal, men det er heller ikke klogt at vente, til det er tilfældet, skriver debattør. Modelfoto: Scanpix. Foto: Steffen Ortmann.

IFØLGE SOGNEPRÆST Carsten Mulnæs (Kristeligt Dagblad den 15. oktober) går det strygende for folkekirken. Kirketællingerne viser, at der kommer mange folk igennem kirkedøren. Og selvom dåbsprocenten falder, er der ikke tegn på krise i folkekirken.

Alt det baserer Mulnæs på kirketællinger og dåbsprocenter - og han opfordrer til, at vi udskifter myter med flere fakta. Det kan vi i Landsforeningen af Menighedsråd kun bakke op om. Vi er enige i, at vi ikke står i en krisesituation, men vi vil ikke som Mulnæs læne os tilbage.

For nok er der ikke tale om medlemsflugt fra den danske folkekirke, og udviklingen i dåbstallene er heller ikke katastrofal, men det er heller ikke klogt at vente, til det er tilfældet.

Derfor sætter Landsforeningen af Menighedsråd nu fokus på dåben med Et folkekirkeligt dåbsinitiativ (koordineret med projekter ved Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet). Målet er at skaffe os et solidt overblik over situationen for herfra at kunne lægge en strategi, som kan sikre flere dåbsbørn i fremtiden.

Hvorfor nu det, når vi allerede har tal på området? Fordi man ikke - som Mulnæs gør i sit indlæg - kan sammenligne medlemsprocenten med en dåbsprocent, hvor man på forhånd har trukket alle dem fra, som ikke kan forventes at ville lade deres børn døbe.

Det går ikke. De to procenter må udregnes på samme måde for at være sammenlignelige. Og der er stadig ubekendte i regnestykket. Hvorfor bliver cirka 40 ud af cirka 240 nyfødte i mit sogn, Lindevang på Frederiksberg, for eksempel ikke døbt som små, selvom mindst en af forældrene er medlem af folkekirken? Det ved vi ikke.

VI MÅ HAVE TALLENE for hele landet for at få overblik, for mange børn døbes i et andet sogn end fødesognet, og vi må vide noget om folkekirkemedlemmers motiver for at vælge eller fravælge dåb af deres børn, hvis vi skal gøre os håb om at vende udviklingen.

Samlet set blev 66 procent døbt i 2012, sammenlignet med 81 procent i 1990, altså et fald på 15 procentpoint, og mens faldet kun var godt 2 procentpoint de første ni år af denne periode, er det på knap 10 procentpoint i de seneste ni år.

Tilbagegangen går altså hurtigere nu end for 20 år siden. Og dåbsprocenten er faldet i alle stifter. En del af faldet kan forklares med en ændret befolkningssammensætning, men absolut ikke det hele; der er en del folkekirkemedlemmer, der vælger ikke at lade deres børn døbe.

Derfor må vi også skaffe os viden om, hvorfor de vælger dåben til eller fra. Og på baggrund af disse fakta, både de kvantitative og de kvalitative, kan vi så overveje, om vi som folkekirke kan gøre noget for at vende udviklingen.

Lokalt ved at gøre mere for at skabe kontakt med de nye forældre og knytte småbørnsfamilier til den lokale kirke gennem gode aktiviteter.

Nationalt og regionalt ved at udvikle metoder og redskaber til dette arbejde og ved at udbrede inspiration til at tage disse metoder og redskaber i brug lokalt - og tilpasset de lokale forhold.