Prøv avisen
Debat

Derfor skal Bibelen oversættes igen og igen

Nye oversættelser af Bibelen fremkalder næsten altid stærke følelser, skriver debattør. Foto: Scanpix

Det handler om at forny for at bevare, at formidle mening, ikke at massakrere. Lykkes det, vil også nye generationer kunne læse og forstå - og selv tage stilling til verdens mest oversatte bog

I næste uge sker der noget særligt. Vi får en nudansk oversættelse af to berømte skrifter, Første Mosebog og Prædikerens Bog, fra Det Gamle Testamente. Knap to år har det taget en gruppe af eksperter i hebraisk og nudansk at nå frem til det resultat, der nu offentliggøres. Sammenfaldende med den nudanske udgivelse afholder Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet et stort arrangement om at oversætte bibelske tekster.

Nogle vil med det samme indvende: Hvad skal det til for? Er Bibelen ikke allerede oversat? Hvorfor gøre det samme en gang til? Andre vil være mere mistroiske: De der bibeloversættere er nok bare ude på at ødelægge kristendommen i Danmark, så alt det skønne, gode og gamle, som vi holder så meget af, helt forsvinder.

Atter andre vil fremsætte den stik modsatte kritik: Bibelselskabet, som udgiver den nudanske oversættelse, er bare ude i et missionerende ærinde. Ved hjælp af smarte bibeltekster vil deres folk gøre kristendommen lækker og attraktiv og moderne, men pas på: Det er den slet ikke.

Nye oversættelser af Bibelen fremkalder næsten altid stærke følelser. En anmelder fra Berlingske Tidende mente tilbage i 1942, at den prøveoversættelse af Det Nye Testamente, som seks år senere endte med at blive autoriseret, var ”En formelig Massakre paa gode danske Ord”. Anmelderen tilføjede: ”Denne Bog ligner en Samling danske Stiløvelser, forfattet af og for Udlændinge.”

Christian III's danske bibel fra 1550 betragtes gerne som et sprogligt mesterværk. Alligevel vil flere passager fra denne historiske bibeludgave volde nutidens læsere besvær. I 1550 lød det for eksempel sådan i Første Mosebog: ”Da lod Gud HERREN en suar søffn falde paa Mennisken och hand soff. Da tog hand it aff hans Riffbe oc lucte stedeige met kød.”

I den nudanske oversættelse, som udkommer i næste uge, lyder det samme sådan: ”Gud lod derfor mennesket falde i en dyb søvn, og mens han sov, fjernede Gud et af menneskets ribben og erstattede det med kød.”

Eksemplerne siger en del om, hvorfor der er brug for nye oversættelser af Bibelen. Vores sprog forandrer sig. Vores stavemåder ændrer sig. Vores måder at opfatte ord og begreber på skifter. Bibelens skrifter skal med andre ord oversættes med jævne mellemrum for at kunne blive forstået og læst i den tid, vi nu engang lever i.

Pudsigt nok blev kristendommen for omtrent 2000 år siden født med en oversat bibel. Langt de fleste af de første kristne brugte nemlig den hebraiske bibel i en græsk oversættelse. Septuaginta hed den. Og den var praktisk, for græsk var på den tid det brede folkesprog, som taltes i de egne, hvor de kristne kom frem.

Men så gik tiden. Kristendommen blev statsreligion i Romerriget. Latin afløste græsk som det sprog, de fleste talte. Der blev brug for en ny bibeloversættelse. Og så kom Biblia Vulgata til verden. På et så enkelt latin, at det nærmest blev opfattet som vulgært, gjorde Vulgata Bibelens tekster tilgængelige for almindelige mennesker fra begyndelsen af 400-tallet og frem.

Siden er der kommet et hav af markante bibeloversættelser. Luthers bibel fra 1500-tallet gav ikke bare reformationen et rygstød, men samlede og formede også det tyske sprog. King James-bibelen fra 1600-tallet, som blev den sproglige og religiøse krumtap i den engelsktalende verden, er siden blevet fremstillet i langt over en milliard eksemplarer.

I kristendommens historie er forholdet til den hellige skrift overraskende pragmatisk. Skriften er ikke som i islam åbenbaret ord for ord på ét særligt sprog, der helst ikke må oversættes.

Tværtimod. Ordene har op igennem kirkehistorien skullet tjene et højere formål. Sproget har skullet bygge bro over store kulturkløfter. Meningen, ikke bogstaverne, har skullet frem. Dele af Bibelen findes i dag på mere end 2.500 forskellige sprog. Så det er ikke uden grund, at kristendommen er blevet kaldt for en oversættelsesbevægelse.

I den vestlige verden er arbejdet med at oversætte de bibelske skrifter i det 21. århundrede gået ind i en ny fase. Mange mennesker kender ikke længere det traditionelle kirkesprog, som de eksisterende oversættelser betjener sig af. Derfor tænkes der nyt. Der genoversættes fra grundsprogene til det daglige sprog, folk rent faktisk kender og taler.

Tyskerne er for eksempel kommet langt med deres BasisBibel med let tilgængelige, korte og klare sætninger. Hollænderne lancerede for nylig en ny bibeludgave, der kun bruger 3.000 af de mest gængse hollandske ord.

I Danmark har ”Den Nye Aftale” siden 2007 åbnet Det Nye Testamente for et nyt publikum. Og nu kommer så i Bibelselskabets jubilæumsår: ”Begyndelsen og Tænkeren. Første Mosebog og Prædikerens Bog på nudansk”.

Det handler om at forny for at bevare, at formidle mening, ikke at massakrere, at sige det samme, men på en anden måde, at bygge en gangbar bro mellem fortiden og nutiden. Lykkes det, så vil også nye generationer kunne læse og forstå - og selv tage stilling til verdens mest oversatte bog.