Folkekirken skal ikke have en politisk ordfører

Hvis landets præster og biskopper mener, det er deres job at kommentere politiske tiltag, så har de helt og holdent misforstået den opgave, de har fået tildelt af samfundet, mener Jakob Engel-Schmidt (V)

Kirken skal ikke have nogen form for politisk ordfører, og derfor skal landets gejstlige afstå fra at kommentere politiske emner, skriver debattør.
Kirken skal ikke have nogen form for politisk ordfører, og derfor skal landets gejstlige afstå fra at kommentere politiske emner, skriver debattør. . Foto: Morten Rasmussen.

Over de senere år er der opstået en underlig trend blandt landets biskopper om at tage stilling til politiske emner, og i min optik er det en tendens, der hurtigst muligt skal stoppe. Biskopperne i Viborg, Aarhus og Roskilde blandede sig, i deres egenskab af biskopper, i Venstres og andre partiers udspil til en udlændingeaftale, og det er ikke en sammenblanding, der gavner hverken biskopper eller landets politikere.

Senest har biskoppen i Haderslev Stift, Marianne Christensen, i avisen BT udtalt sig om, i hvilket omfang Danmark skal tage imod flygtningene fra Syrien. Blandt andet med begrundelsen, at ”Danmark ikke ligefrem er ved at bryde sammen under vægten af flygtningestrømme”.

Det skal en biskop slet ikke udtale sig om, ligesom vi her på Borgen ikke skal blande os i Marianne Christiansens måde at drive Haderslev Stift på. Kirken skal ikke have nogen form for politisk ordfører, og derfor skal landets gejstlige afstå fra at kommentere politiske emner. Samtidig vil det koste samfundet betydelige milliardbeløb, hvis flygtningestrømmen fortsætter fra Syrien i det omfang, der foregår i øjeblikket.

I øvrigt er det tydeligt, at Marianne Christiansen ikke har styr på fakta, inden hun udtaler sig til en formiddagsavis. I Danmark tager vi vores del af de flygtninge, der kommer hertil fra krigen i Syrien. Over de seneste tre år har vi her i Danmark taget imod flere syriske flygtninge end Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Irland, Luxemburg, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Portugal, Grækenland, Malta og Italien tilsammen.

I alt er det fra den 1. januar 2012 og indtil den 1. september i år blevet til modtagelsen af 5935 syrere, der er flygtet fra krigens rædsler. Det må da sætte nogle tanker i gang i hovedet på biskoppen, og i hvert fald får det hendes argumenter til at falme katastrofalt. Danmark tager deres del af de flygtninge - langt flere end man burde gøre set ud fra Danmarks størrelse og indbyggertal.

Hvis landets præster og biskopper mener, det er deres job at kommentere politiske tiltag, så har de helt og holdent misforstået den opgave, de har fået tildelt af samfundet. De er ansvarlige for udbredelsen af Guds ord, og det sker bedst fra prædikestolen i deres respektive kirker. De folkevalgte på Christiansborg er til gengæld ansvarlige for at få det danske samfund til at fungere så godt som muligt, og det gør vi bedst uden kirkelig indblanding.

Biskoppen i Haderslev Stift skriver yderligere i sit indlæg i BT, at de danske politikere er så bange for ikke at blive genvalgt, at de undlader at sige deres mening i flygtningedebatten. Det må helt og aldeles står for biskoppens egen regning. Jeg mener helt klart, at det er at skyde folkevalgte politikere forkerte motiver i skoene.

De 179 lovgivere i Folketinget er sammensat af danskernes mening om forskellige dele af det danske samfund, og det ville klæde Marianne Christiansen i særdeleshed og folkekirken i almindelighed, at Christiansens optræden i medierne fremover vil tage udgangspunkt i hendes job som biskop og ikke et forsøg på at være med til at påvirke danskernes politiske opfattelse.

Slutteligt undrer det mig, at den politisk interesserede bispestand ikke beskæftiger sig med den hjælp, vi kan give flygtningene i deres nærområder. Her kan vi få langt mere for hver krone og udvise den medmenneskelighed, som biskop Christiansen savner. I øvrigt skal det også med i denne ligning, at de flygtninge, der kommer til Danmark, er de bedst stillede, der har råd til at betale en menneskesmugler for turen herop.

På den måde hjælper vi de rige syrere, og ikke dem, der har færrest penge og størst behov. Det er da i realiteten ikke særlig medmenneskeligt og vel næppe noget, folkekirken som institution vil tages til indtægt for.