Prøv avisen
Debat

Samfundet skal tage hjernerystelse mere alvorligt

Hjernerystede lander ofte mellem to stole, hvor de på den ene side ikke er "raske nok" til at arbejde, på den anden side ikke "syge nok" til at få sygedagpenge, mener Kim Friedrich. Foto: Iris

Hvert år rammes mere end 25.000 danskere af hjernerystelse. Mange mødes af en mur af manglende forståelse fra arbejdsgivere og myndigheder, som i værste fald kan ødelægge deres karriere, skriver formand for Hjernerystelsesforeningen

Hvert år får mindst 2000 danskere konstateret langvarige følger efter hjernerystelse, men samfundet er slet ikke gearet til at håndtere de ramte. Fordi hjernerystelse stadig opfattes som temmelig harmløst i stil med en forstuvning eller en hudafskrabning, tager ingen de langvarigt ramte seriøst.

De fleste af os har prøvet at vågne op med slemme tømmermænd. Skarpt lys er uudholdeligt. Almindelige lyde føles som tandlægebor i kraniet. Man er kvæstet af træthed, man har kvalme, og hovedpinen er ubarmhjertig. Sådan kan det også føles at have hjernerystelse. For nogle hører det bare ikke op efter hverken uger eller måneder. De har fået postcommotionelt syndrom.

Hvert eneste år rammes mere end 25.000 danskere af hjernerystelse. Det kan være, fordi de væltede på cykel, blev involveret i en bilulykke, kom til skade under kontaktsport, fik en tagsten i hovedet eller simpelthen bare gled i et stykke tøj på gulvet. Alle aldersgrupper, kropstyper, køn og socialklasser kan blive ramt, og det gør de hjernerystelsesramte til en ekstremt heterogen patientgruppe. De fleste er sygemeldt en måneds tid måske, og så er de tilbage i gænget igen.

Men hvad stiller samfundet op med 10-15 procent hjernerystede, hvis symptomer varer ved? I en perfekt verden får de udstrakt fred og ro til at hele. Derudover får de tilbudt relevant behandling, som gavner deres situation, og de møder en hjælpende hånd i socialforvaltning, på arbejdspladsen og hos deres pårørende. Desværre er virkeligheden tit, at de ramte mødes af en mur af manglende forståelse. De kastes rundt i aktiveringsforløb, der er henvendt til personer uden hjerneskade, alt imens sagsbehandlere og sundhedssystem ikke kan blive enige om, hvor syge de er.

En ting er at få anerkendt det postcommotionelle syndrom, som er betegnelsen for hjernerystelse, der varer længere end omkring tre måneder. Det kan være svært i sig selv, for det er en sygdom, som hverken kan ses eller måles, og dermed ligger bevisbyrden i sidste ende hos den ramte.

Noget andet er at få bevilget behandling, genoptræning, sygedagpenge og måske revalidering. De hjernerystede lander ofte mellem to stole, hvor de på den ene side ikke er ”raske nok” til at arbejde, men ikke ”syge nok” til at få sygedagpenge. I virkeligheden vil de vanvittigt gerne genoptage arbejdet, men skal deres sygdom ikke forværres, skal de starte gradvist, langsomt og med masser af pauser. Det kan også være, at et lægefagligt skøn vurderer, at man ikke vil kunne genvinde sin arbejdsevne overhovedet, men i mange tilfælde er prognosen heldigvis god. En del får det bedre med tiden, så de kan komme tilbage i uddannelses- og arbejdslivet, og en gruppe kommer sig endda helt over hjernerystelsen, selvom det kan tage år.

Det er alfa og omega, at sagsbehandlere og sundhedspersonale er klar over dette: at hjernerystelsesforløb er vidt forskellige, og at den eneste vej frem (hvor vi ikke taber folk på gulvet) er at droppe kassetænkningen og lytte til den enkelte ramte.

Det er svært for omgivelserne og de hjernerystede selv at forstå, at man som hjernerystelsesramt skal ændre sin livsførelse. Hjernerystelsen kommer som et lyn fra en klar himmel og vender op og ned på ens liv. De ramte må pludselig sætte deres liv på pause, karrierer går i stykker, og personlige relationer bliver udfordret af denne helt nye faktor, den skadede hjerne, som man pludselig må indrette sig efter.

De fleste hjernerystelsesramte hungrer efter at komme tilbage til det aktive liv, de plejede at leve, og alt tyder på, at de ramtes iver efter at genoptage deres normale hverdag er en af de største faldgruber i helbredelsesprocessen. De ramte, påvirket af egne og samfundets høje forventninger, glemmer at trappe langsomt op med arbejde, socialt liv, sport og andet, de savner, og må så kæmpe med tilbagefald bagefter.

I Berlingske Magasin (den 17. august) fortalte Nina Bjerrisgaard sin historie om, hvordan en hjernerystelse forandrede hendes liv fra den ene dag til den anden. Hendes kæreste byggede et isoleret, mørkelagt rum til hende, hvor hun kunne trække sig tilbage og lukke alle de indtryk ude, som drænede hendes skadede hjerne.

Samfundet burde med samme omsorg bygge et sådant beskyttelsesrum til de hjernerystelsesramte. Der skal være højt til loftet i samfundets beskyttelsesrum, for hjernerystelse kan påvirke de ramte meget forskelligt. Og fundamentet for et sådant beskyttelsesrum er en viden om, at hjernerystelse skal tages alvorligt fra dag ét.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer for hjernerystelse skal opdateres, og det kan kun gå for langsomt.