Næsten lige meget hvilket kunstmuseum man gæster nu om dage, skal man læse sig igennem den ene kronik efter den anden for at kunne opleve kunsten. I hvert fald hvis det står til museernes ledelse og deres meget, meget ivrige kunstformidlere.
Formidling, formidling, formidling til den helt store guldmedalje. Som om gæsterne ikke selv skal kunne opleve og sanse mere. Alt skal på forhånd være gennemtygget og fordøjet, så man er sikker på, at alle oplever ens og endelig forstår det hele.
Nu er det ikke nok med de ledsagende udstillingskataloger, man kan vælge at investere i. Nej, nu skal det hele op på væggen i kroniklange kæmpeopsatser, så det fuldstændig fratager personer som mig lysten til overhovedet at give sig i kast med at læse. Det er for meget, og det er ikke til at holde ud at gå på museum for at stå og læse om ikke i timevis, så ofte op til 5-10 minutter, før man er det hele igennem. Og det, vel at mærke, hver gang man møder en ny vægopsat kronik.
Det er blevet en dårlig vane, en ren mani. Jeg kan som gammel journalist og forfatter selvfølgelig ikke have noget imod formidling som fænomen, tværtimod. Men jeg kan ikke holde ud at skulle læse det på væggene overalt. Blive afbrudt i mine sanseoplevelser af alt det utidige læseri, mens jeg helst bare helt enkelt selv vil opleve.
Et af de værste museer set med disse briller er Louisiana, men også Ordrupgaard og Statens Museum for Kunst kan godt være med her. Plus mange andre landet over.
Det hele skal forklares og tydeliggøres. Ikke nok med, at man skal læse, hvem kunstneren er, og hvornår vedkommende er født og eventuelt død, man skal også have alle mulige andre mellemregninger med. På væggene som sagt, som ellers for min smag meget hellere må vise kunsten, billederne og skulpturerne, eller hvad der nu udstilles.
De gode steder nøjes med en meget kort introduktion, kunsternavn, data og ikke meget mere. Og så ved hvert enkelt billede eller skulptur oplysning om værkets navn, data og eventuelt ejerskab Mere behøver jeg ikke - i hvert fald ikke i første omgang.
For jeg vil gerne selv kunne opleve og sanse. Det vil med andre ord sige danne mig mit eget indtryk. Bryder jeg mig om det, taler det til mig, frastøder det mig, hvordan virker det på mig som gæst og tilskuer? Jeg behøver ikke her have det hele forklaret.
De fleste gallerier, der gerne vil sælge kunst, tilføjer selvfølgelig også pris ved værket, men trætter meget sjældent eventuelle købere med alt for meget kronikkeri.
Også mindre udstillingssteder med færre ansatte og uden egentlig formidlingsafdeling behersker sig med at overforklare og tydeliggøre. Jeg kan for eksempel rose to af sommerens udstillinger, hvor man har droppet al det unødvendige og overflødige skriveri på væggene. Det er Kastrupgaardsamlingen med den store retrospektive udstilling af Hanne Varmings skulpturkunst. Kun små navne og data var der her ved hvert enkelt værk. Og hvor befriende.
Den anden var udstillingen af Jane Balsgaard i Gjethuset i Frederiksværk. Også her oplevede og sansede man og blev ikke tynget af tvungent læseri overalt. En fornøjelse. Ved begge udstillinger bruger man som gæst øjnene og andre sanser, man skal ikke flere ting på en gang, multitaske, som det hedder med et nyere udtryk, altså ikke hele tiden bremses af andre indtryk. Kun se det udstillede. Og så eventuelt til sidst overveje, om man vil vide mere, end det ens øjne og andre sanser gav tilskueren, eventuelt købe eller få et katalog med hjem til videre fordybelse.
I tidligere tider var formidlingsafdelingerne ikke nær så emsige med at tygge alt igennem for os, de fandtes stort set ikke. Men nu har de overtaget en alt for stor rolle, og selve begrebet formidling er blevet ophøjet til nærmest helligt, som måske det vigtigste af det hele.
Stop lige en halv og skru gerne ned. Vi kan også en del selv, uden at det hele er gennemtygget og blendet og lige klar til at sluge. Ellers var vi jo nok ikke gået på udstilling.