Prøv avisen
Debat

Signalforvirring? Arrangeret ægteskab i bedste sendetid

Alligevel kørte forleden anden sæson af programmet ”Gift ved første blik” over skærmen på DR 1.

"Gift ved første blik” er igen på skærmen

Vi er i disse dage i krig mod IS i demokratiets navn. Der bliver smidt bomber og talt i termer som ”os” og ”dem”. IS repræsenterer et ortodokst livssyn, som vi her i Vesten på ingen måde kan tolerere - og der er hos IS tale om religiøse muslimske værdier, som det er fuldstændig legitimt at kritisere.

Alligevel kørte forleden anden sæson af programmet ”Gift ved første blik” over skærmen på DR 1. Et program, der handler om danske single-mennesker, der på tv indgår arrangerede ægteskaber. Imamen er skiftet ud med en dansk teolog, og i stedet for familien og pårørende har man i programmet valgt at invitere psykologer og antropologer med omkring rundbordet, hvor de bestemmer, hvilke mænd og kvinder der passer bedst sammen og bør giftes.

Vi er simpelthen vidne til noget så moderne som arrangerede ægteskaber i bedste sendetid. Det er måske bare for sjov og et spændende kærlighedseksperiment, som DR selv skriver på sin hjemmeside. Men hvad er det egentlig, der foregår?

Er det mon ikke den samme retorik, forældrene (eksperterne) til muslimske unge mennesker benytter, når de gør sig til dommere over deres børns følelsesliv? Det kunne måske i virkeligheden tænkes, at forældre, som har opfostret deres børn, simpelthen har større indsigt i, hvem deres børn er, og hvem de passer sammen med, end fire fremmede eksperter i et reality-show.

Men har folk ikke selv meldt sig til programmet, kunne man indvende? Det har de givetvis. Men efter at have set programmet lader det til, at manglende dømmekraft er noget, som alle deltagerne i programmet har tilfælles.

Noget helt andet og mere interessant er, at mange muslimske arrangerede ægteskaber nok også indgås frivilligt og på samme måde arrangeres som et ”mere præcist udgangspunkt” for de viede par.

Spørgsmålet er således, om man kan kaste med demokratiske sten (og bomber), når man selv bor i et glashus, hvor der vises ”underholdning” i form af arrangerede ægteskaber i fjernsynet. Piller DR ikke ved nogle helt fundamentale værdier, som vi allerede har dømt ude? Eller er alt tilladt, når der produceres underholdning?