Teologi som klassisk humaniora? Minister afslører uvidenhed

Prodekan efterlyser større indsigt i uddannelser

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, her med Google-briller, viser med et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, at hun ikke kender teologistudiet, mener debattør Jesper Tang Nielsen.
Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, her med Google-briller, viser med et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, at hun ikke kender teologistudiet, mener debattør Jesper Tang Nielsen.

UDDANNELSESMINISTER Sofie Carsten Nielsen (R) går i et indlæg i rette med en læserbrevsskribent, der har ytret sig om konsekvenserne for faget teologi af ministerens dimensioneringsmodel. Det er glædeligt, at hun forholder sig til en konkret uddannelse, for ministerens dimensioneringsmodel skærer ellers alle over én kam.

Ministerens svar er dog behæftet med fejl og upræcisheder, der viser, at hun ikke kender teologistudiet og de forhold, der gør sig gældende der. Havde hun gjort det, ville det også for ministeren være åbenlyst, at teologi ikke hører hjemme i gruppen ”klassisk humaniora”.

For det første er teologi en professionsuddannelse. Det er fastsat ved lov, at man skal være cand.theol. fra et dansk universitet for at blive præst i folkekirken. Ingen andre uddannelser i gruppen ”klassisk humaniora” kan uddanne til dette arbejdsmarked.

For det andet er det lovbestemt, at man for at blive præst i folkekirken skal følge Pastoralseminariets kursus af et semesters varighed. Det tages der ikke hensyn til, når ministeren sammenligner ledighedstal i det andet år efter kandidateksamen.

For det tredje siger ministeren, at kandidatoptaget skal bringes ned på 2009-niveau. Men hun er tydeligvis helt ubekendt med de særlige forhold, der gør sig gældende for teologistudiet. I 2009 optog vi på teologiuddannelsen ved Københavns Universitet 36 studerende. Det er flere end det reduktionsmål, der er blevet udstukket.

I årene derefter har kandidatoptaget ligget på 42 (2010), 45 (2011), 40 (2012) og 53 (2013). Man kan altså ikke sige, at optaget gennemsnitligt er øget drastisk siden 2009.

Men det er ikke det væsentligste. Det vigtigste er, at produktionen af teologiske kandidater ligger relativt stabilt. Over en 10-årig periode (2004-2013) er gennemsnittet for Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet godt 47 kandidater om året. I 2004 var det 46, i 2013 50.

I den forbindelse er det værd at minde om, at da teologi i 2008 havde et meget lavt bacheloroptag (68), henvendte daværende forskningsminister Helge Sander (V) sig til rektorerne for universiteterne i København og Aarhus på grund af udsigten til præstemangel. I 2015 skal vi reducere bacheloroptaget til omtrent samme niveau for at nå dimensioneringsmålet!

Af disse unøjagtigheder i ministerens svar opstår følgende spørgsmål: Er det ikke en uhensigtsmæssighed ved modellen, at teologi dimensioneres sammen med uddannelserne i gruppen ”klassisk humaniora”, når de ikke uddanner til samme arbejdsmarked, når dimittendledigheden ikke kan sammenlignes, og når der faktisk ikke uddannes flere teologiske kandidater end for 10 år siden?