Prøv avisen
Debat

Konflikten i Ukraine bremser atomafrustning

En gang atomvåben - altid atomvåben. Det er måske den største sikkerhedspolitiske udfordring i det 21. århundrede, mener debattør. Foto: Krasilnikov Stanislav

Med lex Ukraine vil flere og flere lande, som rationelt forsøger at optimere deres egen sikkerhed, forsøge at anskaffe sig atomvåben, skriver debattør

Konflikten i Ukraine er en menneskelig, national og international tragedie. Menneskerettigheder trædes under fode, og sult og kulde risikere at ramme kvinder, børn og andre civile oven i krigens rædsler.

I værste fald tegner konturerne af en ny øst-vest konflikt sig i horisonten. Dialogen er dog ikke afbrudt, gashanerne er fortsat åbne, og mulighederne for en politisk løsning på konflikten er heldigvis langtfra udtømte.

Hverken Rusland eller Vesten har en langsigtet interesse i en tilbagevenden til koldkrigsagtige tilstande, og Ukraine bliver næppe den udløsende faktor. Mere sandsynligt er det, at landet enten deles yderligere (Rusland har de facto annekteret Krim-halvøen) eller får en status i stil med Finlands under den kolde krig - eventuelt kombineret med en føderal struktur med stor autonomi for de østlige regioner.

Når konflikten i Ukraine alligevel kan få langtrækkende konsekvenser for den globale sikkerhed, så skyldes det den lære, som alle statsledere kan og vil drage af konflikten, og som man især vil skrive sig bag øret i regionale stormagter, som er i opposition til de nuværende atommagter.

Lektien - lex Ukraine - er simpel. Kun atomvåben kan garantere statens militære sikkerhed og territorielle integritet. Har du ikke atomvåben, så prøv at skaffe dem. Har du, eller er du lige ved at udvikle dem, så hold for enhver pris fast. Verden er et farligt og foranderligt sted, og ingen aftaler, traktater eller garantier kan måle sig med truslen om at kunne gengælde enhver militær aggression med truslen om nuklear gengældelse.

Ukraine er eksemplet på den pris, som man kan risikere at skulle betale, hvis man frivilligt skiller sig af med sine atomvåben. Aftaler som den, Ukraine indgik med USA, Rusland og Storbritannien i 1994 under navnet Budapest-memorandummet har vist sig at have samme sikkerhedspolitiske værdi for Ukraine, som Neville Chamberlains Münchenaftale fra 1938 havde for det daværende Tjekkoslovakiet.

Således er memorandummets første tre punkter utvivlsomt klart overtrådt, og Ukraines sikkerhedspolitiske situation må betragtes som prekær. Forudsætter man, at et Ukraine med atomvåben ville have kunnet afskrække en russisk aggression, så må Budapest-aftalen siges at have været en rigtig dårlig sikkerhedspolitisk byttehandel set med ukrainske øjne:

1. Rusland, USA og Storbritannien forpligter sig til at respektere Ukraines selvstændighed, suverænitet og eksisterende landegrænser.

2. De tre lande skal afstå fra at true landets territoriale integritet eller den politiske selvstændighed i Ukraine, og ingen af landenes våben må nogensinde blive brugt mod Ukraine, undtagen hvis det er i selvforsvar eller i henhold til FN's charter.

3. Landene skal afstå fra at lægge økonomisk pres på Ukraine, så det går ud over landets interesser.

Det forhold, at de fleste internationale iagttagere lige nu givetvis priser sig lykkelige for, at konflikten ikke har en nuklear dimension, ændrer ikke ved den lex Ukraine lære, som andre potentielle og nuværende atommagter vil tage med fra forløbet.

Ingen militærteknologi har historisk set kunnet holdes hemmelig til evig tid, og den 70-75 år gamle atomteknologi er ingen undtagelse. Med lex Ukraine vil flere og flere lande, som rationelt forsøger at optimere deres egen sikkerhed, forsøge at anskaffe sig atomvåben.

Samtidig har man utilsigtet, men effektivt elimineret ethvert troværdigt fremtidigt forsøg på at opstille troværdige sikkerhedsgarantier for lande, som måtte overveje at bytte tilværelsen som (kommende) atommagt ud med bløde værdier som ophævelse af sanktioner, adgang til international handel og investeringer og ”en plads i det gode selskab”.

Atommagter som Nordkorea, Pakistan og Israel, som alle på vidt forskellig vis føler deres sikkerhed truet, har fået anskuelighedsundervisning i risikoen ved at fraskrive sig sin atommagtsstatus. I et land som Iran, som formentligt endnu ikke besidder atomvåben, må lex Ukraine også forventes at styrke opbakningen til ambitionen om at skaffe sig atomvåben hurtigst muligt.

Når krudtrøgen forhåbentligt snart letter over det østlige Ukraine, er verden derfor desværre ikke blevet et sikrere sted. Til den i forvejen foruroligende udvikling, hvor flere regionale stormagter må forventes at kunne tilegne sig den efterhånden noget bedagede atomteknologi, skal nu lægges udsigten til, at den udvikling bliver sikkerhedspolitisk irreversibel. En gang atomvåben - altid atomvåben. Det er måske den største sikkerhedspolitiske udfordring i det 21. århundrede.