Prøv avisen
Debat

Historiker: ”1864” er da fremragende historieformidling

En stor tak til Bornedal for hans mod til ikke bare at vise os ”wie es eigentlich gewesen ist”, men også til at få os til at føle historien, omend vi måtte græde, skriver debattør. Foto: Terkel Broe Christensen

Ole Bornedal får uberettigede hug for sin serie om krigen i 1864, mener historiker og debattør

Som mangeårig folkeoplyser i ikke mindst historie vil jeg sige, at Bornedals ”1864” er fremragende historieformidling. Det kan ikke gøres bedre.

Skal man fange menneskers (unge og ældre) opmærksomhed, skal man netop knytte an til disses nutid. I de historiske annaler kan man læse sig til ”wie es eigentlich gewesen ist”, hvordan det egentlig har været. Det var den tyske historiker Leopold von Ranke (1795-1886, grundlæggeren af moderne kildebaseret historieforskning), der formulerede det sådan. Men en anden tysk filosof og historiker, Wilhem Dilthey tilføjede, at man også skulle ”fühle sich in die Geschichte hinein”, føle sig ind i historien.

Og det er jo just, hvad Bornedal har gjort. Han har forstået at knytte fortiden sammen med nutiden på en sådan måde, at enhver kan forstå, at fortiden vedrører os, kan bevæge vore følelser, kan få os til at græde og kan få os til at begribe, at mennesket stort set ikke har forandret sig, her siden 1864.

Samtidig tillader han sig at understrege, at det den gang som nu er de jævne, almindelige, ufærdige unge mennesker, som man sender i krig for en eller anden sag. Han tillader sig at gøre opmærksom på, at al krig er noget svineri og dybt menneskefjendsk.

”1864” er et værdifuldt bidrag til danmarkshistorien også derved, at vi får at se magtens mænd på nært hold - nok begavede, men også ubehjælpsomme i den såkaldte europæiske virkelighed. Denne var i 1864, efter stormen på Dybbøl skanserne 18. april, at vi nok kunne få ny grænse til Tyskland noget sydligere end Kongeåen. Men vores nej på Londonkonferencen betød, at vi så måtte sejle vores egen sø.

Og det også med hensyn til skandinavismen. Magtens mænd satte fejlagtigt deres lid til militær støtte fra Sverige-Norge. Skandinavismen var en romantisk bevægelse ført an af københavnske akademikere, studenter og det såkaldte borgerskab, der mente, at de nordiske lande havde et fælles grundlag, sprogligt og kulturelt. Mest kendt er vel mødet med cirka 500 svenske og norske studenter i Christianborgs Ridehus 1845 med højstemte taler om det nordiske fællesskab. Men der blev i 1864-krigen ikke tale om direkte svensk-norsk statslig militær støtte, dog deltog frivillige i krigen på dansk side.

En stor tak til Bornedal for hans mod til ikke bare at vise os ”wie es eigentlich gewesen ist”, men også til at få os til at føle historien, omend vi måtte græde.