Jeg var godt klar over, at det var en lidt selvmorderisk aktion, jeg begav mig i ud, da jeg i Kristeligt Dagblad den 2. oktober luftede den tanke, at præster i folkekirken er overbeskyttede. Jeg er således også blevet et let bytte for sognepræst Carsten Mulnæs' sarkasme den 8. oktober i Kristeligt Daghold, når han lykønsker mig med, at jeg selv sidder i et godt embede og nyder godt af sikkerheden som tjenestemand.
Jeg vil gerne præcisere, at min overvejelse ikke er skrevet for nogen eller om nogen bestemt, men handler om en generel problemstilling, nemlig at forholdet mellem præst og menighedsråd ofte er konfliktfyldt. Nogle af disse plager er selvskabte og skyldes folkekirkepræsters særegne ansættelsesforhold.
Folkekirken har en kedelig tendens til at lade samarbejdsproblemer stå på i årevis. Jeg hylder ikke folkekirkens velordnede anarki, men efterspørger tydeligere ledelse. Relationen mellem menighedsråd og præst kunne have gavn af, at præster var knap så beskyttede, og menighedsrådene blev betroet større myndighed over for deres præst.
Formanden for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen, er fagforeningsmand. I sin kommentar i Kristeligt Dagblad den 6. oktober afviser han overvejelsen blankt. Han vil værne om præsternes forkyndelsesfrihed og uafhængighed i forhold til menighedsrådene. Han ville være en dårlig fagforeningsboss, hvis han gjorde andet. Eller ville han?
Vi kan da godt lege, at frihed og uafhængighed er det vigtigste, der er at sige om præstens forhold til sit menighedsråd. Men holder menighedsrådet op med at komme i kirken, og begynder det at boykotte sin præst, kan det være lige meget alt sammen, for så smuldrer det hele, og præsten ender med at blive sygemeldt af stress.
Relationen mellem præst og menighedsråd er for uforpligtende. Det er usundt for begge parter. Menighedsrådet demotiveres, når det ikke bliver hørt, og samarbejdsproblemer trækker ud i årevis. Præster bliver arrogante over for de mennesker, der er valgt til at lægge kursen for sognets liv og vækst.
Vi slipper ikke for hinanden, hverken i livet eller i kirken. Andreasen kæmper for præsternes frihed. Jeg tror, at det er på tide at fokusere lidt mere på ansvar og forbundethed. Det er grotesk, at man som præst i folkekirken kan sidde i en lang årrække i samme embede og kun have én forpligtende samtale med sit menighedsråd, nemlig i forbindelse med prøveprædiken, hvor ingen endnu kender hinanden. Derefter kan præsten lukke ørerne og gøre, som han vil. Han er stort set fri for sit menighedsråd, mens de hænger på ham.
Menighedsrådene skal naturligvis ikke have ret til egenrådigt at fyre deres præst. Biskoppen er valgt af både præster og menighedsråd til at føre det gejstlige tilsyn og er som sådan præstens leder. Alvorlige samarbejdsproblemer mellem præst og menighedsråd hører derfor til på hendes bord.
Men menighedsrådene kunne godt myndiggøres her. En model kunne være lange åremålsansættelser med mulighed for forlængelse. Hvert 10. år kunne man se hinanden i øjnene og tale forpligtende sammen om glæder og sorger i samarbejdet og om forventninger til fremtiden. Samtalen kunne ledes af biskop eller provst. En tillidsmand fra Præsteforeningen kunne såmænd også være med. I sjældne tilfælde ville der blive trukket en streg og ansættelsesforholdet ophøre.
I de fleste tilfælde ville de to parter (gen)finde hinanden og opleve, at den gensidige tillid blev styrket. På den lange bane ville en sådan model skabe en sundere relation mellem præst og menighedsråd.
Andreasen vil helst holde Luther ude af billedet, og Mulnæs mener, at min brug af Luther er historieløs. For mig er tanken om det almindelige præstedømme luthersk arvegods, som påvirker min forståelse af embede og menighedsråd. Som præst er den et værn mod hovmod og et kald til forpligtethed, forbundethed og medinddragelse.