Vi har bryllupper i det fri, så hvorfor ikke også dåb og bisættelser?

Biskopperne vil gerne gøre vielser i det fri permanent. Men det er en tivolisering af gudstjenesterne, mener debattør

Hvis man kan sige ja til at vie folk i det fri (mon man dog ikke også ville kunne få dispensation til en indendørs - på et isstadion eller i en pølsevogn?) ja, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke også burde starte en ny dåbspraksis ved alle vores skønne strande, søer og åer, skriver debattør.
Hvis man kan sige ja til at vie folk i det fri (mon man dog ikke også ville kunne få dispensation til en indendørs - på et isstadion eller i en pølsevogn?) ja, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke også burde starte en ny dåbspraksis ved alle vores skønne strande, søer og åer, skriver debattør. . Foto: Blend images.

I Aalborg Stift er det bare ”guld”, når gudstjenester er store.

Det seneste eksempel på det er en udendørs vielse, der fandt sted på Aalborg Stadion, som ifølge biskoppen i Aalborg havde en helt særlig betydning for brudeparret, og som præsten angiveligt havde en nærmest euforisk oplevelse ud af at foretage vielsen på, da vedkommende ligefrem fik lov til at vie brudeparret stående på tribunerne!

Eksemplet figurerer i forbindelse med, at biskopperne nu har vedtaget, at det fremover skal gøres permanent, at vielser kan foregå uden for kirkens rum. I den forbindelse udtaler netop Aalborgs biskop (i Fyens Stiftstidende den 27. oktober), at han er meget tryg ved, at det er præster, der medvirker ved vielsen, da det forhindrer vielsen i at blive til et cirkus.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvordan ovennævnte vielse har fungeret og virket for de implicerede parter, men jeg må tilstå, at det da nok er det dårligst tænkelige argument for, at præster skulle modvirke en tivolisering af gudstjenesterne (som en vielse vel at mærke også er).

Jeg ville i hvert fald i den grad føle mig placeret i et slags cirkus, oven i købet kun som statist, hvis det var mig, der skulle foretage en vielse fra en tribune på et stadion. Biskoppens forsikringer er kort sagt ikke videre overbevisende - lige så lidt som begrundelsen for den samlede vedtagelse af at gøre ordningen permanent er det.

For ifølge den, skal den nye faste ordning opfattes som et udtryk for kirkens evne til at komme folk i møde. Men helt ærligt - jeg kan med min bedste vilje ikke se, hvordan vi som forkyndere kommer nogen i møde ved at optræde uden for kirken i sammenhænge, der dels alt for let truer med at virke som ren komik, dels ofte gør det praktisk talt næsten umuligt at høre, hvad vi siger, og i øvrigt signalerer, at der da vist er noget, der er vigtigere end selve evangeliet - for som et af argumenterne lyder: Havde det ikke været for muligheden for den udendørs vielse, havde man valgt en borgerlig i stedet!

Noget andet er, at jeg har svært ved at se, hvordan kirken fremover overhovedet kan sætte nogen grænse for, hvad vi skal medvirke til af besynderlige påhit. For hvis man kan sige ja til at vie folk i det fri (mon man dog ikke også ville kunne få dispensation til en indendørs - på et isstadion eller i en pølsevogn?) ja, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke også burde starte en ny dåbspraksis ved alle vores skønne strande, søer og åer. Der skal nok være nogen, for hvem et bestemt vandløb eller hav har en særlig betydning.

Eller for den sags skyld bisættelser. Allerede nu gives der dispensation til urnenedsættelser i folks baghaver, men hvad skulle argumentet fremover være for, at man ikke vil imødekomme et ønske om, at også selve bisættelsen finder sted i baghaven - eller på Aalborg Stadion? En vielse og en bisættelse er vel i lige høj grad defineret som en gudstjeneste, som en kirkelig handling med en særlig personlig anledning?

Noget tyder på, at bispekollegiet mener, at den nye ordning er en måde, hvorpå kirken kan fremtræde tidssvarende og imødekommende over for moderne mennesker. Jeg mener, at man i praksis har gjort det stik modsatte - åbnet en ladeport, hvor det fremover bliver umuligt at sige nej til, at enhver kirkelig handling kan foregå uden for kirkens rum.

Og det er dybest set at svigte vores opgave - at værne både om forkyndelsen og den alvor og respekt, der bør være dens ledsagere, såvel som værne om dem, der ikke ved, hvad de faktisk går glip af ved at fravælge kirken til fordel for spektakulære tjenester uden for kirken. Dem vil det kun blive vanskeligere fremover at overbevise om, at kirken og dens præster netop ikke er et cirkus, men derimod udgør en enestående forening af både alvor og glæde, højtidelighed og folkelighed.