Prøv avisen
Debat

De fleste sigøjnere var faktisk danske i 1864

Sigøjnere spiller en stor rolle i Ole Bornedals 1864. Her er det seriens hovedperson, Diedrich, der forgriber sig på en ung sigøjnerpige. Foto: Per Arnesen, DR

Danmark har haft en stor gruppe tatere eller kæltringer, der forsvandt som en udskilt befolkningsgruppe for 100 år siden, skriver debattør

PAUL JØRGENSENS indlæg mandag giver mig anledning til at korrigere både hans indlæg og sigøjnerne i Bornedals tv-serie ”1864”. Paul Jørgensen refererer til Steen Steensen Blichers beskrivelser af tatere/sigøjnere.

Mig bekendt har vi ikke haft sigøjnere i Danmark i 1800-tallet. Men vi har haft en stor gruppe tatere eller kæltringer, der først forsvandt som en udskilt og ildeset befolkningsgruppe for cirka 100 år siden. De var for størstedelen ikke af udenlandsk oprindelse.

Kirkebøgerne fortæller, at de var danskere, ildesete, men nyttige som rakkere, skorstensfejere og natmænd. I løbet af 1800-tallet mister de deres oprindelige ”erhverv” og bliver henvist til tiggeri og kriminalitet. For nogen integration var der ikke vilje til fra statsmagtens eller lokalsamfundets side.

Både krigen i 1848-1850 og i 1864 gav dog en del af de unge mænd, kæltringe, en mulighed for at ændre på deres udstødte situation. Man ved fra en del sogne, at de deltog som soldater, og at det bidrog til en almen accept.

Men der var grænser. Da to unge kæltringer fra Herning-egnen gjorde sig fortjent til en medalje i 1864, protesterede de øvrige soldater i deres deling. Der måtte være grænser for hæderen for den slags folk! De to kæltringer ligger begravet på Rind Kirkegård syd for Herning.

Tv-seriens sigøjnere var musikere, det var vore kæltringer ikke. Museumsleder H.P. Hansen fra Herning Museum har for en del år siden skrevet et tobindsværk om natmænd og kæltringer. Han boede netop i den landsdel, hvor gruppen havde været talrig. Og han havde personligt bekendtskab med nogle af dem.