Præst om Massoud-bog: Jeg læser ikke krimier

Slangord for indvandrere og kætteranklager. Som udenforstående må man undre sig over en række ting i Massoud-sagen, skriver sognepræst Carsten Mulnæs

Massoud Foorouzandeh har vakt debat, og der er meget, der kan undre i fremstillingen af hans virke i folkekirken, skriver sognepræst
Massoud Foorouzandeh har vakt debat, og der er meget, der kan undre i fremstillingen af hans virke i folkekirken, skriver sognepræst

JEG HAR LOVET Massoud Fouroozandeh og Torben Bramming at læse den ”hvidbog”, som skulle beskrive ”rettergangen”, der angiveligt har fundet sted på bispekontoret i Odense. Men jeg tabte interessen for det subjektive partsindlæg efter omtalen og citaterne bragt her i Kristeligt Dagblad den 23. oktober. Jeg læser ikke krimier.

Det er tit en fordel at være dybt inde i en sag, før man udtaler sig. Men man kan også være så engageret, at det personlige udtryk kun fremkalder medfølelse med det trængte menneske fra en omverden, der dog ikke af dén grund ændrer holdning.

Mine direkte spørgsmål til emnet er således blevet mødt med tavshed eller frækhed. Så jeg har intet genmæle, hvis dette fremprovokerer endnu en følelsesladet reaktion. Som udenforstående har jeg undret mig over følgende:

1) BURDE JEG STOPPE med at undervise konfirmander om ”den barmhjertige perker”? Pædagogisk har det været et enkelt greb: På den ene side forstår de med det samme, hvor provokerende det var i sin samtid, at Jesus med et skældsord gjorde en ugleset indvandrer til forbillede. På den anden side er sammentrækningen af perser-og-tyrker i dag trods alt ikke et værre øgenavn, end at en del af den befolkningsgruppe, det omhandler, har taget det til sig som slang. I stil med, at ”bøsserne” har en landsforening, og ”Bonderøven” får bedste sendetid, varer det næppe længe, før ”perkerne” har eget radioprogram, ligesom der allerede findes en ”perkerordbog” - skrevet af indvandrere for indvandrere.

Det bør således være inderligt ligegyldigt for Fyns biskop, om migrantpræst Jesper Hougaard Larsen (over et glas rødvin på et hotelværelse i en snæver kreds af kolleger!) har eller ikke har kaldt en kollega med indvandrerbaggrund ”perker”. Hændelsen - opdigtet eller ej - giver blot anledning til overvejelse af balancen i selvironi og plat humor, politisk korrekthed og gensidig overbærenhed i integration til sameksistens i et moderne pluralistisk Danmark.

2) AF KRISTELIGT DAGBLAD fremgik det den 19. september, at et brevhoved, der kaldte Massoud Fouroozandehs indsats for ”folkekirkens migrantarbejde” (i stedet for ”en del” af samme) har været en uoverstigelig uenighed. Når der de facto findes andet migrantarbejde, og i samme by, springer det i øjnene, hvorfor Massoud ikke ville ændre ordlyd som forlangt. Massoud har selv udtalt, at det er svært for ham at anerkende andre strategier end hans eget missionssyn for arbejde blandt immigranter.

Manglende anerkendelse er en udfordring i et samarbejde. Så det er nok godt, at Massoud ikke søgte den opslåede migrantpræstestilling, men at Church of Love i stedet er blevet etableret som valgmenighed, hvor hans store indsats må kunne fylde en fuldtidsstilling ud.

3) MASSOUDS konservative teologi og markante praksis for omvendelsesmission og -dåb efterlader et indtryk af, at anderledes tænkende - inklusive biskoppen - knap anses for rettroende. Kætteranklagen kom til orde den 23. oktober, hvor han udtalte: ”De, der sidder på magten på Pastoralseminariet og i bispestolene (er) mere humanister end bibeltroende præster.”

Den klare henvisning til Fyns biskop som ikke-bibeltro humanist gør det interessant, om et teologisk ”tilsyn” reelt er muligt, eller om Church of Love i tråd med sin oprindelige hjemmesides ordlyd tager skridtet helt ud til ”de andre frikirker”.

Jeg håber, at der er fundet en løsning for valgmenighedens migrantarbejde inden for folkekirken, der dog ikke kan tage patent på at være folkekirkens eneste. Heller ikke det eneste i troskab mod missionsbefalingen.