Mellemøsten. De sagtmodige skal arve landet

I ET DEBATINDLÆG i Kristeligt Dagblad den 28. oktober skriver Søren Harslund, at det er en grundlæggende påstand i Mitri Rahebs bog ”Troen og imperiet”, at palæstinenserne og ikke jøderne udgør Palæstinas oprindelige befolkning.

Søren Harslunds påstand er upræcis. Både i bogen og i forelæsningerne på universiteterne i København og i Aarhus var det faktisk en pointe for Raheb, at historie og identitet skal forstås meget mere dynamisk end som så.

Når Raheb taler om landets folk, så er han ikke optaget af, om det er jøder, muslimer, kristne eller folk med en anden tro. Landets folk har gennem tiden dyrket forskellige religioner, talt mange sprog og ændret kulturelt udtryk, i takt med at de har været underlagt skiftende imperiers dominans.

Mennesker er kommet til udefra, og andre har forladt landet. Nogle forlod det, fordi de blev tvunget til det af det herskende imperium. Men det var som regel kun eliten. Det nederste befolkningslag, de sagtmodige, forblev i landet. Med deres dynamiske og foranderlige identitet er de det kontinuum, der udgør landets folk igennem tiden.

Ved at se på historien i det lange perspektiv kaster Raheb nyt lys ind over saligprisningerne i Matthæusevangeliet. De sagtmodige skal arve landet. Mens imperierne kommer og går, så er det netop de sagtmodige, landets folk, der forbliver.

Det er en pointe, som forbliver skjult, hvis man stirrer sig blind på den helt aktuelle situation. Så ser det grangiveligt ud, som om imperiet har besat landet og røvet arven.

Men også Israels tid som imperium har sin grænse. På et tidspunkt i en nær eller fjernere fremtid kommer også Israel til at slippe sit imperiale greb om landets folk. Det er Mitri Rahebs håbefulde antagelse. Dermed har han ikke sagt, at Israel ikke må eksistere som suveræn stat. Det er Israel som imperium og besættelsesmagt, han ønsker afskaffet.

Politisk set er Mitri Raheb pragmatiker. Han er ikke låst fast på bestemte politiske modeller. Om landets folk skal leve i en eller to suveræne stater, er for ham ikke afgørende. Det, som han taler og arbejder for, er et civilsamfund med lige rettigheder for mænd og kvinder, jøder, kristne og muslimer. Med frihed og demokrati. Og et vigtigt redskab i den kamp er Bibelen - set med palæstinensiske øjne.