Gotfredsen: Vær vågen, når sproget laves om

Ny bibeloversættelse pakker konfirmanderne ind i et fladt og begrænset sprogligt univers, mener præst og debattør Sørine Gotfredsen

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

SÅ SENT SOM I SØNDAGS stod jeg som så mange andre præster i dette land og læste teksten om Jakob og himmelstigen højt i kirken. Den hører til blandt mine favoritlæsninger i Det Gamle Testamente, hvilket blandt andet skyldes ét bestemt ord. Nemlig ordet ”frygtindgydende”.

Det er den betegnelse, Jakob sætter på stedet, hvor han vågner efter sin drøm om himmelstigen og Herrens tale til ham, hvori Jakob også modtager velsignelsen på kommende slægters vegne.

Som bekendt har Bibelselskabet udsendt en ny oversættelse af Første Mosebog og Prædikerens Bog og dermed også af fortællingen om Jakob. I den nye udlægning er ordet ”frygtindgydende” forsvundet, og nu hedder det i stedet, når Jakob vågner, at ”det her er et overvældende sted”.

Jeg ved godt, at der kan argumenteres ivrigt for, at nogle mennesker nok lettere kan drages ind i de bibelske tekster, når ordene tilpasses det moderne sind. Men der er grund til bekymring angående de dimensioner, der kan gå tabt i processen, og at netop ordet ”frygtindgydende” er afskaffet, er tankevækkende.

Ganske vist er det først og fremmest ændringen fra Noas ark til Noas båd, der i de seneste dage har været i centrum, og denne gummibådsagtige strategi fortjener også kritik. Men bevægelsen fra frygtindgydende til overvældende er så betegnende for tidens ånd, at den skal udfoldes lidt mere.

TIDLIGERE PÅ ÅRET var jeg en tur i Aarhus for at tale om kirke og kristendom i en forsamling fra Konservativ Ungdom. I løbet af aftenen brugte jeg ordet gudsfrygt, hvilket fik en af de tilstedeværende til at kaste sig ud i et opgør med dette ord, da det vel ikke kan være meningen, at mennesket skal frygte for Gud.

Øh jo, på sin vis, sagde jeg. Forstået på den måde, at man kan opfatte tilværelsen med så stor alvor og selverkendelse, at der side om side med tilliden til Gud findes en art frygt for ikke kunne ære den tilstrækkeligt og udfylde sin plads godt nok.

Altså, en frygt for at komme til kort. Og når det frygtindgydende element nedtones, kan man være i færd med at tilpasse gudsforholdet det mere forståelige og overkommelige. Jeg er ikke sikker på, at jeg den aften i Aarhus nåede i land med mit ærinde, men pointen her er, at vi mennesker gennem sproglige krumspring kan devaluere bevidstheden om egen begrænsning og dermed mildne kravene til os selv i verden.

Guds almagt trænges mere og mere i baggrunden, så vi i stedet kan træde ind i en slags ligeværdighed med Skaberen og finde hvile på et sted, der nu ikke længere er så frygtindgydende. Men snarere overvældende på den livsbekræftende måde.

Sådan skånes man for at blive konfronteret med sin svaghed og afmagt, og sådan kan man i stedet på mere ubekymret vis lade sig fascinere af livets storhed. Hele tiden oplever vi de små bestræbelser på at trække autoritetens alvor ud af Gud og gøre ham til den solidariske guttermand, der bakker én op i projektet med at udfolde sig i verden.

Derfor var det så rammende, da Hans Hauge forleden her i avisen skrev, at vi har brug for en religionskrig i dansk teologi og kirkeliv. Han efterlyste grøde og vækst i besindelse på, hvor meget vi i stræben efter at tilpasse kristendommen en pæn humanistisk midtbane kan pille kraften ud af det hele. Ja, så meget, kunne man tilføje, at selv velsignelsen mister betydning. I den nye gammeltestamentlige oversættelse er den blevet til ”livskraft”, hvilket igen illustrerer forsøget på at udjævne forskellen mellem Gud og menneske.

For velsignelsen skal jo ikke blot forstås som en forstærkelse af det, både vi og alt andet levende allerede har. Også dyr og planter rummer livskraft. Nej, velsignelsen er forbundet med det guddommeligt nådefulde blik og skal ses som udtryk for Guds vilje til at værne om det menneske, der ikke kan formå at værne om sig selv.

Dermed modtager man velsignelsen i bevidsthed om sit behov for at blive holdt oppe og ikke i lyset af den livskraft, man i en eller anden grad i forvejen kender til.

Vi skal være vågne, når sproget laves om. For gudsforholdet banaliseres, kontrasterne nivelleres, absolutheden udhules, og mennesket ophøjer sig selv i det skjulte. Og endelig skal det bemærkes, at trangen til at modernisere det bibelske sprog også vidner om en lidt besynderlig undervurdering af unge mennesker. For eksempel de vordende konfirmander. De er ikke afvisende over for ord, de ikke forstår. De er som regel først og fremmest nysgerrige, og sidenhen bliver de stolte, når de efter at have fået ordene forklaret, kan begribe omfanget af det, der ved første blik syntes så mystisk.

Hvorfor skal vi pakke dem ind i et fladt og begrænset sprogligt univers? Og hvorfor skal gudsforholdet bid for bid miste sin alvor?

Lad religionskrigen begynde.