Prøv avisen
Debat

DF-politiker: Danske æresdrab findes ikke

Det er kun med til at forplumre og fordumme debatten om æresforbrydelser, når man forsøger at presse danske forbrydelser ind under denne etikette, mener Kenneth Kristensen Berth.

Der er en verden til forskel på drab, og en dansk mand, der i jalousi slår sin kæreste ihjel, gør det ikke for at opretholde sin ære, mener medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Kenneth Kristensen Berth

EN SÅKALDT kønsforsker ved navn Henrik Marstal delvis akkompagneret af den norske socialantropolog Unni Wikan udtaler til Kristeligt Dagblad den 31. oktober, at der er mange fællestræk mellem danske mænd, der dræber deres hustru eller kæreste, og de tilfælde af æresdrab, som forekommer i etniske, oftest muslimske, miljøer.

Man kunne få den tanke, at årsagen til, at Marstal forsøger at spille æresdrabet ind i en etnisk dansk kontekst handler om igen at postulere, at dybest nede er kulturerne ikke så forskellige endda. Marstal peger selv på noget, han kalder ”resterne af en patriarkalsk struktur”. Wikan har tidligere i sin bog om den æresdræbte svensker Fadime Sahindal plæderet for, at der ingen sammenhæng er mellem islam og æresdrab.

Men det er ganske enkelt noget vrøvl at påstå, at etniske danskere begår æresdrab. Der er en verden til forskel på et drab begået som udslag af jalousi og et drab begået for at værne om familiens ære. Jalousi og ære er to fundamentalt forskellige følelser. Jalousien er individrettet - æren er et kollektivt begreb.

En dansk mand, der i jalousi slår sin kæreste ihjel, gør det netop ikke for at opretholde sin ære over for det omgivende samfund. Han foretager derimod drabet af egoistiske årsager, fordi han ikke selv kan fastholde forholdet. Det fænomen, at gerningsmanden i de såkaldt danske æresdrab altid er manden eller hustruen og i de ”etniske æresdrab” langt hyppigst et blodsbeslægtet familiemedlem såsom en far, onkel, fætter eller bror fortæller os også, at der er tale om to fuldstændigt forskellige fænomener.

Det er kun med til at forplumre og fordumme debatten om æresforbrydelser, når man forsøger at presse danske forbrydelser ind under denne etikette.

Faktum er, at vi i de etniske miljøer - fortrinsvis i det muslimske miljø - i Danmark stadigvæk blandt mange har en klanagtig tilgang til familien. Familiens ære er båret af familiens døtre. Hvis familiens døtre ikke arter sig, som det forventes, for eksempel ved at ville leve et normalt dansk ungdomsliv, så straffes de - enten i den mildere form ved simpelthen ikke at få lov til det, som danske piger må, eller ved tæv eller i sidste ende drab.

Om end æresvold og -drab også begås i andre kulturer end den islamiske, er det uomtvisteligt, at netop islams tilgang til kvinden som mindreværdig, for eksempel i relation til arv, ægteskab og pålidelighed, er en væsentlig årsag til, at æresforbrydelser trives i islam.

At begynde at sammenligne dette med danske jalousidrab er en gigantisk misforståelse og kun med til at bagatellisere et kulturelt problem, som vi i årevis af misforstået politisk korrekthed ikke har villet erkende, og som vi derfor er alvorligt bagud på point i forhold til at løse.