Drop centralismen i kirkereformen!

Kirkeministeren bør droppe de centraliserede kirkeråd og i stedet give stiftsråd økonomiske kompetencer og gøre dem til en decentral styringsmulighed, mener kirkehistoriker

Nedefra og op: Drop de centraliserede kirkeråd og styrk i stedet de decentrale stiftsråd, mener debattør. Arkivfoto.
Nedefra og op: Drop de centraliserede kirkeråd og styrk i stedet de decentrale stiftsråd, mener debattør. Arkivfoto. . Foto: Nikolai Linares.

DE SENERE ÅR har flere forslag om folkekirkens styring desværre villet starte fra oven. De Konservative stillede i 1948 et forslag om et centralt kirkeråd (kaldes ”kirkemøde”). Det skulle være rådgivende over for regering og rigsdag. Et forslag, som på det seneste er udarbejdet af Selskab for Kirkeret, har bygget videre på et forslag fra 1992, benævnt ”Kirkens Mund og Mæle”. For begge forslags vedkommende har det drejet sig om at indføre et kirkeråd og kirkemøde som øverste organ for folkekirken.

Tidligere kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) nedsatte den 10. september 2012 et regeringsudvalg angående en styringsstruktur for folkekirken. Regerings-udvalget er herefter kommet med en vifte af forslag, der som det vigtigste har villet indføre et kirkeråd og i det mindste et økonomiudvalg. Disse forslag har nu været en del af den politiske proces frem mod en lov om en styringsreform.

Men Venstre og De Konservative har fået kolde fødder og er ved at springe fra, idet man vil fastholde folkekirkens såkaldte velordnede anarki. Det vil sige, at folkekirken som hidtil skal være styret af regering og folketing i alle kirkens anliggender. Det får muligvis den konsekvens, at forsøget på at opfylde Grundlovens løfteparagraf om en styringslov falder til jorden, som det er sket alle de andre gange siden 1849.

INSPIRERET AF DE MANGE styringsforslag fra det 19. århundrede begyndte politikerne i det 20. århundrede i kølvandet på parlamentarismens indførelse (1901) at vedtage enkeltlove som led i en samlet struktur for folkekirken. Først kom menighedsråd (1903/1912), så provstiudvalg (1922) og siden stiftsråd med få økonomiske kompetencer (1992/2009).

Der er skrevet en del kirkehistorie om forholdet mellem stat og kirke. De forskellige regeringsinstrukser om en styringsreform har haft betydning for forløbet. Dette gælder Venstre-regeringens instruks af 31. maj 1904 til Det Kirkelige Udvalg. Dette udvalgs opgave var at udarbejde en selvstændig styringsreform for folkekirken. Der blev talt om principper i Venstre-instruksen.

Med Grundloven i 1849 fik statens forfatning en afgørende demokratisk forankring, og derfor var det nødvendigt, at det samme skete for folkekirken. Det var vigtigt, mente instruksen, at man startede med menighedsrådsloven med vægt på kirkedemokratiet vedtaget året før i 1903. Det afgørende var nu, at en kirkeforfatning blev opbygget nedefra med udgangspunkt i ”kirkefolkets stemme”. Grundlaget var menighedsrådet. Derfra kunne der bygges videre. Forudsætningen var en ”organisk sammenhæng mellem stat og kirke”, det vil sige et levende og tæt samvirke. Således først menighedsråd, dernæst provstiråd, så stiftsråd og allersidst, hvis det blev nødvendigt: kirkeråd.

Desværre lykkedes det heller ikke i 1904 med en styringsreform, fordi man alligevel gjorde for meget ud af et centralt kirkeråd i stedet for instruksens ønske om en decentral udvikling.

I en kronik i denne avis og i mit høringssvar til kirkeministeren har jeg foreslået en decentral styring, som er koncentreret omkring udvikling af stiftsråd med økonomiske kompetencer. Det har hverken regeringsudvalget eller de politiske forhandlinger interesseret sig for, fordi alt koncentreres om at starte fra oven med et centralt kirkeråd. Og så går det lige så galt som ved tidligere forslag siden 1849. Den folkelige og kirkelige forståelse har overvejende været imod en centralisme i folkekirken.

Jeg vil opfordre kirkeministeren og kirkepolitikerne til at se på stiftsrådene som en decentral styringsmulighed.