Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Hvad er det enestående ved folkekirkeordningen?

Hvad er det enestående ved styringsordningen i folkekirken, spørger en debattør, der efterspørger, at politikerne er mere offensive og nytænkende i forhandlingerne om reformen. Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup

Når Venstre og Det Konservative Folkeparti forlader forhandlingerne om en ny styringsordning i folkekirken, er de med til at bevare en uigennemsigtig ordning, som på sigt vil gøre kirken mindre mangfoldig, skriver debattør.

DA VENSTRE og Det Konservative Folkeparti forleden forlod forhandlingerne om en styringsordning for folkekirken med den begrundelse, at de ville bevare den ”unikke” ordning, vi nu har, gjorde jeg mig et tankeeksperiment: Hvad ville der være sket, hvis ordningen i 1930'erne og 1940'erne havde fungeret på samme måde som i dag, altså på det tidspunkt, hvor Kaj Munk havde sit virke i folkekirken?

Under krigen lagde Munk hverken privat eller offentligt skjul på, at han mente, at væbnet modstand var en kristelig gerning, og da Norgescirkulæret kom, som forbød præster at omtale den norske kirkes kamp, skrev han til Kirkeministeriet og gav besked om, at det havde han bestemt ikke tænkt sig at efterfølge. Han forlangte endog tilbagekaldelse af cirkulæret.

Kaj Munk kom til mange tjenstlige samtaler. Det var bare ikke hos biskoppen, men hos kirkeministeren, som endog følte, at han skulle forklare sig over for Munk. Munks egen biskop beskyttede ham, og da han skulle prædike under tysk forbud i Københavns Domkirke, lod biskoppen her ham gøre det og lod ikke Werner Best det vide til departementschef Svenningsens store forundring og irritation.

I dag ville Kaj Munk være blevet indkaldt til tjenstlig samtale hos biskoppen, og var han ikke gået selv, ville han være blevet chikaneret ud. Men dengang var der plads til både Munk og mange andre præster, som del-tog i modstandskampen, og som talte imod regering og besættelsesmagt, selvom de var tjenestemænd. Den fri mands tale lød altså dengang under kirkens hvælvinger. Med biskoppernes velsignelse.

DEN FOLKEKIRKELIGE ordning byggede på tanken om, at menigheden, det myndige lægfolk, kaldte sin præst, fordi den bekymrede sig om forkyndelse, undervisning og sjælesorg, og at provst og biskop var de første blandt ligemænd. Og det var godt, at det var sådan. Sådan er det imidlertid ikke mere. Ved det seneste bispevalg vragede det myndige lægfolk den kandidat, som havde en årrække som vellidt præst bag sig, og som ikke tøvede med at sige, at forkyndelse og mission var det, der skulle vægtes i folkekirken.

Hvad er det da, de af menighedsrådene valgte biskopper vægter? Jeg tror, at mange teologiske kandidater har oplevet biskopper, som ved den obligatoriske samtale, første gang man søger stilling i et stift, er meget interesserede i, hvor man ligger i det teologiske landskab. ”Hvis du kunne vælge, hvad ville du så helst, på en spejderjamboree eller til Tidehvervs sommermøde?”, eller ”Hvor gik du i kirke i din studietid? Esajaskirken? Du har altså en rem af det tidehvervske!”. Og når biskoppen skal anbefale ansøgere hos menighedsrådet, kan det ske, at han/hun nævner, at den teologiske kandidat, som ikke vil vie homoseksuelle, nok ikke er så rummelig.

Når Kresten Drejergaard har travlt med at lægge afstand til Tidehverv, når han skriver til Torben Bramming og beskylder ham for at gå og gemme på sager, han kan bruge i sin kamp mod kirken, så siger det intet om, hvordan tidehvervske præster eller Bramming tænker. Det siger noget om, hvordan Drejer-gaard tænker og sikkert også har tænkt i sin tid som biskop.

Der er altså folk, som ikke er velkomne i den ”enestående ordning”. Hvorfor? Fordi de kæfter op og udfordrer biskoppens myndighed. Det er der mange, som ikke kan lide, men sagen er jo den, at biskopperne har magt, det har Tidehverv og Indre Mission ikke. Når biskopperne er valgt, kan ingen vælte dem, og så burde de vel kunne klare at tage en debat? Og så har vi end ikke talt om møder, der bliver holdt i stifter og provstier uden dagsorden og referat, debatmøder om pastoratsammenlægninger, som viser sig at være beslutningsmøder med mere, og om præsternes fagforening, som oftest støtter biskoppen.

V OG K SKYLDER vælgerne at forklare, hvad det enestående ved folkekirkens ordning er. Jeg kunne have ønsket mig, at man havde tænkt mere offensivt; hvorfor har ingen undersøgt, hvordan fri- og valgmenigheder klarer sig økonomisk? Hvorfor har ingen undersøgt, hvad udgifter til spindoktorer, sekretærer (som selv små sogne har), fælleslogo og elektronisk kirkebog koster? Kunne vi få noget andet og bedre for pengene? Kunne Nationalmuseet overtage driften af middelalderkirkerne, så menighederne kunne leje sig ind? Kunne man finde en ordning, hvor biskopperne ikke er i lommen på menighedsrådene, og hvor menighedsrådene til gengæld har mere direkte indflydelse på, hvilken præst de vil have?

Det burde kunne lade sig gøre, og hvor er det trist, at ingen har kunnet tænke mere offensivt. Nu har man bevaret en uigennemsigtig ordning, som langsomt, men sikkert vil gøre folkekirken mindre mangfoldig, og hvor fri mands tale til hver en tid vil medføre en tjenstlig samtale.