Et vestvendt Tyrkiet er ren ønsketænkning

Selv tilhængere af tyrkisk EU-medlemskab erkender nu, at det ville være en nærmest umulig opgave at få Tyrkiet til at opfylde de nødvendige kriterier for medlemskab, skriver debattør.

Det er efterhånden gået op for Vesten, at et stabilt og vestvendt Tyrkiet er den rene ønsketænkning, skriver Robert Ellis.
Det er efterhånden gået op for Vesten, at et stabilt og vestvendt Tyrkiet er den rene ønsketænkning, skriver Robert Ellis. Foto: Stringer/Turkey.

Indledningsvis kan jeg endnu en gang konstatere, at jeg er enig med Erik Boel, når han i Kristeligt Dagblad den 3. november erklærer, at Vesten har en grundlæggende interesse i et stabilt, vestvendt Tyrkiet. Men som jeg flere gange tidligere i disse spalter har forklaret: Sådan forholder det sig ikke.

Det er efterhånden gået op for Vesten, at et stabilt, vestvendt Tyrkiet er den rene ønsketænkning, og at det, som USA's præsident, Barack Obama, for fem år siden betegnede som ”et ideelt partnerskab” mellem en hovedsagelig kristen nation og en hovedsagelig muslimsk nation, er en illusion.

Desværre har Erik Boel taget fejl af Tyrkiets udvikling, siden AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) kom til magten i 2002. I de første år fremstod AKP-regeringen som vestligt orienteret, neoliberal og sekulær for at få amerikansk og europæisk støtte til at banke sine sekulære modstandere, især militæret, på plads. For eksempel i 2007 erklærede USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, at den nye tyrkiske regering var ”opsat på at trække Tyrkiet i europæisk retning”, og året efter mente Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, at ”Tyrkiets AKP-regering består af ægte europæiske reformister”.

Som den prisvindende tyrkiske journalist og chefredaktør Sedat Ergin har pointeret, vendte både USA og EU det blinde øje til, da premierminister Erdogans regering allerede fra 2008 viste sig fra sin illiberale side med en skattebøde på tre milliarder dollars for at gøre den kritiske Dogan-mediegruppe tavs. ”De havde troet på et scenarie, og de ville ikke lytte til noget, som ville få dette scenarie til at krakelere.” Erik Boel er ligeledes en af dem, der fortsat nægter at tro på det, der faktisk foregår i Tyrkiet.

I virkeligheden har Tyrkiet forhandlet på skrømt om EU-medlemskab, mens premierminister - og nu præsident - Erdogan har strammet sit greb om, hvad der er blevet betegnet som den mest centraliserede administration i republikkens historie. Det var først efter det tyrkiske politis brutale fremfærd over for demonstranterne sidste år i Gezi Park i Istanbul, at det gik op for det internationale samfund, hvad det var for et styre, der var kommet til magten i Tyrkiet. Regeringens forsøg på at blokere for Twitter og YouTube har forstærket dette indtryk.

Det islamisk orienterede AKP's chefideolog, tidligere udenrigsminister og nuværende premierminister Ahmet Davutoglu, hævdede allerede i 2001 i sit nøgleværk ”Strategisk Dybde”, at EU's krav om politiske reformer ville betyde en tilbagevenden af udenlandsk hegemoni, og i stedet for fremsatte han en vision om Tyrkiet som kernen i en ny islamisk verdensorden.

Da professor Davutoglu blev udnævnt til udenrigsminister i 2009, talte han i Sarajevo om en osmannisk renæssance, hvor Tyrkiet sammen med Balkan-landene, Kaukasus og Mellemøsten igen blev centrum for verdenspolitikken. Dette har været ledetråden i Tyrkiets udenrigspolitik, men forsøget på at skabe et sunnimuslimsk herredømme i Mellemøsten er slået fejl, især i Syrien.

I en nøgletale holdt i Istanbul Forum i 2012 afviste Erdogans chefrådgiver, Ibrahim Kalin, den europæiske model med et sekulært demokrati og pluralisme, og en andenrådgiver, Yigit Bulut, har anbefalet, at Tyrkiet burde afbryde sit forhold til Europa til fordel for et tættere forhold til Rusland og Kina. Præsident Erdogan har heller ikke lagt skjul på sin utålmodighed med EU og har åbent indrømmet, at han ville foretrække medlemskab af SCO (Shanghai Cooperation Organization) frem for ”alt det bøvl” med EU.

Det bemærkelsesværdige er, at der - i modsætning til hvad Boel skriver - er sket en markant stigning i antallet af tyrkere, der går ind for både Nato- og EU-medlemskab. Ifølge en undersøgelse udgivet af German Marshall Fund i september er tyrkernes tilslutning til Nato steget fra 39 til 49 procent og til EU fra 43 til 53 procent i det seneste års tid.

Denne stigning kan meget vel tilskrives en voksende utilfredshed blandt vestligt orienterede tyrkere med AKP-regeringens indenrigs- og udenrigspolitik, da den sidste har resulteret i Tyrkiets isolation både i Mellemøsten og internationalt.

Desuden har Tyrkiets afvisning af at lade USA benytte sig af Incirlik-luftbasen i det sydlige Tyrkiet for at komme de belejrede kurdere i Kobani til undsætning rejst spørgsmålet om Tyrkiets Nato-medlemskab. Det, der binder EU og Tyrkiet sammen, er økonomiske hensyn, hvilket afspejles i Marshall Funds undersøgelse. EU er fortsat Tyrkiets største handelspartner og står for cirka 40 procent af Tyrkiets samhandel såvel som 75 procent af landets udenlandske investering.

Selv tilhængere af tyrkisk EU-medlemskab erkender nu, at det ville være nærmest en umulig opgave at få Tyrkiet til at opfylde de nødvendige kriterier for medlemskab. For eksempel taler det britiske liberale medlem af Europa-Parlamentet Andrew Duff om ”en genetablering af forholdet mellem Tyrkiet og Europa” og anbefaler et strategisk partnerskab frem for fuldt medlemskab. Derfor ville det være opmuntrende, hvis også Erik Boel kunne nå frem til denne erkendelse.