Hver eneste dag er der mennesker, som skifter job i Danmark. I de fleste tilfælde foregår det helt udramatisk og uden offentlighedens store bevågenhed. I denne uge har et jobskifte, som i virkeligheden først skal finde sted til marts næste år, imidlertid skabt store overskrifter.
Efter en stribe af såkaldte møgsager om asyltal, nødløgn og ændringer i ministercitater flyttes Justitsministeriets hidtidige departementschef, Anne Kristine Axelsson, nemlig til det tilsvarende job i Kirkeministeriet. Det formelle ansvar for den rokade har finansminister Bjarne Corydon (S), og han udtaler ifølge dagbladet Politiken, at der ”i den seneste tid har været en del negativ fokus på Justitsministeriet, og der er behov for at skabe ro omkring ministeriet.”
Over for DR Nyheder betegner professor i statskundskab Tim Knudsen jobskiftet til Kirkeministeriet som en degradering. ”Mindre kan det sådan set ikke blive, hvis man stadig er departementschef,” siger Tim Knudsen, som endda ser en tendens i forløbet. ”Kirkeministeriet er ved at udvikle sig til sådan en affaldscentral for deklasserede departementschefer,” lyder professorens bramfrie vurdering.
”Brutal afsked efter nødløgn” stod der forleden på forsiden af dagbladet BT ved siden af et billede af den forflyttede chef Anne Kristine Axelsson. Avisen udpegede samtidig den nye og handlekraftige justitsminister Mette Frederiksen (S) som den egentlige beslutningstager bag jobskiftet. Den politiske analytiker Søs Marie Serup, der tidligere har arbejdet tæt sammen med topfolk i Venstre, satte i avisen trumf på det, hun også opfattede som et fald fra magtens tinde for Anne Kristine Axelsson: ”Man kan nok kun komme længere ned, hvis der bliver oprettet et ministerium for Grønland og Færøerne,” lød det fra Søs Marie Serup.
DET ER GANSKE tydeligt, at det er magtens sprog, der tales i denne sag. Der argumenteres med handlekraft, med politisk indflydelse, med prestige. Selve sagsforløbet læses også med den hårde jura som motor, selvom begivenhederne faktisk fandt sted i en anden rækkefølge: Først kom nemlig historien om, at de borgerlige trak støtten til Kirkeministeriets store kirkereform tilbage. Det fik kirkeministeren til at skrinlægge arbejdet med reformen. Få dage senere meddelte den nuværende departementschef i Kirkeministeriet, Henrik Nepper-Christensen, at han ønskede at gå på pension til marts. Dernæst holdt Bjarne Corydon (S), Morten Østergaard (R) og Helle Thorning-Schmidt (S) et møde om, hvad der skulle ske. Og først da kom flytningen, der skabte overskrifterne, af departementschefen fra Justitsministeriet.
For folkekirkens knap 4,5 millioner medlemmer må negligeringen af Kirkeministeriet vække undren. Kirken taler normalt ikke magtens sprog, nej. Men kan det virkelig passe, vil flere nok spørge, at man ikke kan komme ”længere ned”? Er Kirkeministeriet, som fra de historiske omgivelser ved Frederiksholms Kanal i København administrerer folkekirkens budget på omkring otte milliarder kroner, vitterlig en ”affaldscentral”? Og hvor høfligt over for medborgere i Grønland og på Færøerne, som vi deler rigsfællesskab med, er det nu i øvrigt lige at tage dem med i den store nedvurdering?
Om få uger skal der være bispevielse i Viborg Domkirke. Efter en lang valgkamp er den tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær blevet valgt med klart flertal blandt stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer. Det er svært at blive biskop i Danmark. Kun de bedste tør overhovedet stille op. Og den, der vinder, vinder samtidig respekt og anerkendelse, fordi det er så vanskeligt at kunne samle den brede opbakning blandt folk, der ved, hvad sagen drejer sig om.
MEN NU SKAL den nye biskop i Viborg og hans bispekolleger, der alle betragter deres hverv som et ønskejob, affinde sig med tanken om, at deres administrative chef i centraladministrationen har fået jobbet ”for at skabe ro” omkring nogle helt andre sager, end dem Kirkeministeriet arbejder med. Kirkeligt set er det en meget defensiv begrundelse.
For de tusinder af arbejdsløse, der hver eneste uge skal søge mindst to jobs for overhovedet at opretholde deres dagpenge, må det samtidig virke besynderligt, at man kan få et absolut topjob i staten med ansvar for noget, som knap 80 procent af befolkningen er involveret i, uden overhovedet at skulle til en jobsamtale, uden at skulle fremlægge planer for området, uden tests, uden et cv, der indlysende tyder på, at man har interesse for feltet.
Men kirkens folk er høflige, civiliserede og venlige for det meste. Så Anne Kristine Axelsson vil blive mødt i ministeriet med åbne arme og oprigtige ønsker om et godt samarbejde. Nåde kan gå for ret. Det ved man i kirkens verden.
Selv har Axelsson ikke udtalt sig om sagen. Sådan skal embedsmænd nemlig agere. Og nu får hun så en ny chance, en ny begyndelse. Det er der mange andre mennesker, som efter år med krise og fyringsrunder kun kan drømme om at få. Så måske kan chefstolen i Kirkeministeriet alligevel i praksis ende med at blive et ønskejob med langt flere værdifulde facetter, end folk går og tror - også for Axelsson.