På torsdag vil vi i Danmarks biografer kunne se Bille Augusts nye film, ”Stille hjerte”. I filmen spiller Danmarks store diva Ghita Nørby en døende kvinde, der lider af en uhelbredelig sygdom og derfor vælger at ville dø på en bestemt dato. Filmen fik en fantastisk modtagelse ved verdenspremieren i San Sebastian i Spanien: Publikum hyldede den med 20 minutters stående ovationer. Jo, den film må vi se.
Men spørgsmålet om aktiv dødshjælp, som rejses i filmen, vil helt sikkert også komme til at præge debatten samtidig med filmens indtog i danske biografer.
Ghita Nørby har i et interview om filmen på DR TV udtalt, at aktiv dødshjælp er ”et begreb, som kan udnyttes” og ”det kan blive helt kriminalistisk, hvis det slippes fri”. Bille August siger i samme udsendelse, at han er ”uafklaret”, ”stiller spørgsmål”, og kan være ”bange for, at det kan blive en glidebane”.
Når alt det er sagt, så er det sikkert, at diskussionen for og imod aktiv dødshjælp igen vil blusse op. Ligesom da Jane Aamund udtalte ønske om aktiv dødshjælp.
Siden denne udtalelse har Jane Aamund dog skiftet mening. Ifølge flere medier er hun flyttet hjem til Nordsjælland, hvor hun lettere kan få besøg af familie og gamle venner. Hun har simpelthen fået det bedre. Og så er der jo ingen grund til at ønske aktiv dødshjælp.
Min reaktion på dette forløb er, at det var heldigt for Jane Aamund, at hun nåede at fortryde, inden hendes ønske blev ført ud i praksis. Heldigt for hendes familie og venner - og også for alle os andre, som gerne vil læse den populære forfatters bøger.
I de to ovenstående tilfælde er der nævnt nogle alvorlige argumenter imod aktiv dødshjælp: Aktiv dødshjælp er et begreb, som kan udnyttes. Det kan blive helt kriminalistisk. Det kan blive en glidebane. Der er ingen fortrydelsesret. Og der er naturligvis en lang række andre argumenter imod, som for eksempel at retten til aktiv dødshjælp vil kunne påvirke forholdet imellem læge og patient.
Derudover udvikles der jo hele tiden nye mediciner og nye behandlingstilbud, således at den uhelbredelige sygdom måske kan standses eller helbredes.
Tilbage står, at her og nu er der mennesker, som har en livstruende sygdom, og som ønsker selv at bestemme dødsdatoen - ligesom moderen i filmen ”Stille hjerte” gør. Hvad kan vi gøre for dem?
Naturligvis skal der fokuseres endnu mere på forskning i palliation (lindring) og i helbredelse af nuværende uhelbredelige sygdomme. Men hvad kan vi gøre for dem, der har behov for hjælp her og nu?
Allerede nu er der palliative teams på sygehuse og tværfagligt personale på hospicer, som kan lindre både fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle smerter. Og de kan give den pleje, omsorg og støtte, som både patient og de pårørende har behov for. Endvidere er lovgivningen i Danmark så dækkende, at lægerne kan give al den medicin, der er behov for - også selvom det måtte forkorte patientens liv. Lovligheden afhænger helt og aldeles af formålet med at give medicinen.
Min egen holdning er, at vi naturligvis skal gøre, hvad vi kan for at gøre en ende på lidelsen - men ikke ved at gøre en ende på patientens liv!
Men uanset hvad så blusser debatten om aktiv dødshjælp sikkert op igen, når ”Stille hjerte” fra på torsdag kan ses i de danske biografer.