Ingen stemning for kirkelig nødbremse over for ministeren

Charlotte Dyremose: Folkekirken er ikke perfekt. Men når vi nu engang har opbygget en ordning, der beviseligt kan rumme så mange kirkelige og politiske holdninger som den nuværende, så må man være varsom med at lave den om.

"Virkeligheden er, at hverken i udvalget, i høringen eller i regeringspartierne var der opbakning til at gøre op med ministerens enevældige magt over kirkens ritualer," skriver Charlotte Dyremose
"Virkeligheden er, at hverken i udvalget, i høringen eller i regeringspartierne var der opbakning til at gøre op med ministerens enevældige magt over kirkens ritualer," skriver Charlotte Dyremose. Foto: Niels Ahlmann Olesen.

I DISSE DAGE vælter det ind med ris og ros til den nuværende kirkeordning. Der jubles over, at vi kan bevare den. Og der skældes ud over, at den ikke bliver lavet om. Og sådan må det være, når der er uenighed i så væsentlig en sag.

Men der er behov for lidt fakta i debatten:Flere, herunder Kristeligt Dagblads leder den 5. november, beklager, at der ikke kommer en løsning, hvor kirken kan værge sig mod urimelige krav fra fremtidige kirkeministre med Manu Sareen(R) som skrækeksemplet.

Virkeligheden er, at hverken i udvalget, i høringen eller i regeringspartierne var der opbakning til at gøre op med ministerens enevældige magt over kirkens ritualer. Jeg stod selv bag en mindretalsmodel, der gav biskopperne en håndbremse, i tilfælde af at en minister ville gennemtrumfe noget, som kirkens egne var imod.

Flertallet i udvalget foreslog at forpligte ministeren til at lytte til Fællesudvalget, inden ministeren suverænt kunne afgøre sagen i sidste ende. På bordet til forhandlingerne lå en model, der alene lovfæstede ministerens pligt til at nedsætte udvalg og lytte - igen inden ministeren suverænt kunne træffe en afgørelse. Og i høringen var der kun moderat opbakning til min model, der gav biskopperne en reel mulighed for at sige stop til for eksempel et nyt ritual.

Så de, der ønsker at stække en fremtidig ministers magt over folkekirkens inderste kerne, må blot sande, at det er der ikke opbakning til -hverken i kirkelige eller i politiske kredse. Den erkendelse gjorde jeg mig. Og blandt andet på den baggrund har jeg fundet det mere hensigtsmæssigt at fortsætte den gældende praksis.

Så er der dem, der, som Marianne Wagner den 4. november, beklager, at reformen udeblev ud fra en frustration over helt andre ting end dem, der blevet adresseret i betænkningen.

Wagner kritiserer menighedsrådsmedlemmernes evne til at vælge de rigtige biskopper. Hvordan det skulle være blevet løst ved, at de samme mennesker skulle vælge et kirkeligt organ, er mig uforståeligt. Samtidig betvivler hun kirkens brug af lokale midler, mens betænkningen alene beskæftigede sig med Fællesfondens budget.

Wagner finder det beskæmmende, at kirkens mindretal ikke har mere magt, og at biskopperne ikke giver mindretallene rum. Skal rummeligheden og mindretalsbeskyttelsen sikres, må et kirkeligt organ have en størrelse, hvor mindretallene får plads. Et snævert organ med 10-30 medlemmer, som de foreslåede modeller lægger op til, vil aldrig sikre rummelighed og mindretalsbeskyttelse. (Se bare på Folketingets størrelse). I den nuværende ordning derimod er det praksis, at ministeren netop også inddrager og lytter til repræsentanter for kirkens mindretal.

Hverken demokrati eller sædvane er perfekt. Og det er folkekirken heller ikke. Men når vi nu engang har opbygget en ordning, der beviseligt kan rumme så mange kirkelige og politiske holdninger som den nuværende, så må man være varsom med at lave den om.

I den forbindelse er det måske også værd at skele til de mange høringssvar, hvor der netop ikke var massiv opbakning til ændringer i kirkens styre. Tværtimod var der en overvejende modvilje mod betænkningens forslag og total splittelse om resten.

Skal vi politikere følge god sædvane, så bør vi slet ikke pille ved den folkekirkelige styringsordning, medmindre der er massiv enighed i brede kirkelige kredse om, hvad der skal ske. Det er der ikke. Nok er mange af kirkens organisationsfolk enige om, at der skal ske en hel masse. Men overvægten af kirkens græsrødder deler tydeligvis ikke den opfattelse.