Ytringsfrihed: Kristendemokraterne ønsker svenske tilstande

Når Kristendemokraterne anklager Trykkefrihedsselskabet for racisme, når de udstiller Dan Parks kunst, så er det både sørgeligt og enfoldigt, mener Katrine Winkel Holm. Hun beklager, at partiet i kristendommens navn forsvarer det "moderne, halvtotalitære Sverige."

"Trykkefrihedsselskabet fortryder ikke et sekund, at vi udstillede Dan Park. Tværtimod," skriver Katrine Winkel Holm, der her ses til en udstilling af Dan Parks værker.
"Trykkefrihedsselskabet fortryder ikke et sekund, at vi udstillede Dan Park. Tværtimod," skriver Katrine Winkel Holm, der her ses til en udstilling af Dan Parks værker. . Foto: Sophia Juliane Lydolph.

EN AF DE SEJLIVEDE misforståelser i ytringsfrihedsdebatten i dag er, at kristendommen indeholder en indbygget modstand mod frie ytringer, og at man derfor kan vente bål, brand og frihedsundertrykkelse fra kirkens side side.

Det er en krævende oplysningsopgave at rydde disse misforståelser af vejen og minde om, at Kristus selv blev dømt efter datidens svar på blasfemiparagraffen, og at det i øvrigt var en puritansk protestant, der var blandt de allerførste til at kræve trykkefrihed, nemlig John Milton.

Når man nu bruger meget tid på at imødegå den slags fordomme, er det trist at se et angiveligt superkristent parti gøre alt, hvad det kan, for at rundsprede fordommene. Det lille parti Kristendemokraterne, der gerne vil i Folketinget ved næste valg, har således valgt at politianmelde Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen. Vi er skyldige i ”racisme”, fordi vi har støttet Dan Parks ytringsfrihed, skriver partiets landsformand, Stig Grenov.

Det er både sørgeligt og enfoldigt. Sørgeligt fordi partiet springer ud som forsvarer af det moderne, halvtotalitære Sverige, der sender folk i fængsel for at være politisk ukorrekte, og fordi partiet oven i købet forsøger at indføre svenske tilstande ved at politianmelde os i stedet for at debattere med os. Vi skal kriminaliseres og stigmatiseres. Det kræver ”det kristne menneskesyn”, lyder det fra det kristelige parti. Ak, hvor skal det kristne menneskesyn lægge navn til meget hykleri.

Helt enfoldigt bliver det, når Stig Grenov skal begrunde, hvori det racistiske ved vores Park-støtte består: Det skyldes blandt andet, at Park ”fremstiller farvede som slaver”.

Det vil sige, at enhver illustrator, der laver en tegning til en historiebog, hvor sorte fremstilles som slaver, kan se frem til en politianmeldelse fra Kristendemokraterne. Stig Grenov får travlt, men det, han kalder racisme, er efter min mening bare sludder. Frihedsfjendtligt sludder. Vi imødeser med stor sindsro udfaldet af Kristendemokraternes paragraf 266b-anmeldelse af os.

Trykkefrihedsselskabet fortryder ikke et sekund, at vi udstillede Dan Park. Tværtimod. Vi er stolte af at have ydet vores bidrag til, at Danmark, også internationalt, står som frihedens land i modsætning til vores broderland hinsidan.

Vi har givet den danske offentlighed en chance for at se og forstå de plakater, der har kostet en fredelig skandinav seks måneder fængsel.

Vi konstaterer, at Kristendemokraterne ikke har benyttet sig af denne chance - og slet ikke er blevet klogere på Parks gadekunst.