Aktiv dødshjælp er en magtudøvelse

Aktiv dødshjælp er grundlæggende uforeneligt med medmenneskelighed, om det så iklædes nok så megen rationalitet. Det er en magtudøvelse, som vi gerne vil begrunde logisk, mener tidligere formand for Det Etiske Råd.

"Sandheden er, at retfærdiggørelsen af såkaldt "frivillig eutanasi" snarere hviler på, at visse liv ikke er værd at bevare, end på, at der foreligger en anmodning," skriver tidligere formand for Det Etiske Råd. - Illustration: Peter M. Jensen
"Sandheden er, at retfærdiggørelsen af såkaldt "frivillig eutanasi" snarere hviler på, at visse liv ikke er værd at bevare, end på, at der foreligger en anmodning," skriver tidligere formand for Det Etiske Råd. - Illustration: Peter M. Jensen

I DEBATTEN om aktiv dødshjælp (eutanasi) får vi ikke sjældent fortalt en voldsom sygehistorie, som skal overbevise tilhørerne om, at her er der da kun én løsning: Det lidende menneske skal kunne udfries med eutanasi. ”Udfries” er en eufemisme for at slå patienten ihjel. Men der er andre eufemismer, for eksempel at patienten skal dø med værdighed, at patienten skal tilbydes aktiv dødshjælp og - en lidt ældre - at patienten skal "tilstås nådesdøden".

Teologen og idéhistorikeren Johannes Sløk lagde ikke skjul på, at når han hele livet var en varm fortaler for eutanasi, skyldtes det, at han som ung præst havde mødt en fortvivlet kvinde, som havde mistet ægtefælle og børn. Hun syntes ikke, hun havde noget at leve for længere.

Intet kunne han give hende eller komme med; han havde kun sine tomme hænder. Sløk udtrykte sidenhen sit synspunkt i stærke vendinger, når han sagde, at fortvivlede og deprimerede mennesker skulle kunne forlange hjælp af lægerne til at gennemføre selvmord.

Han foreslog en klinik, hvor mennesker, der havde taget beslutning om egen død, kunne henvende sig. Lægerne skulle i øvrigt ikke gå ind i nogen diskussion med patienten, for kun patientens selvbestemmelsesret måtte være gældende.

Jeg har altid i denne beretning fra Sløks møde med kvinden hørt to disharmoniske toner. Den ene som hovedtema: den fortvivlede afmagt. Den anden som det tema, der tager over og efterhånden bliver øredøvende, nemlig selvovervurderingen af, hvad vi skal give os i kast med at bedømme.

Hvorfor selvovervurdering? Fordi vore domme er korte. De rækker kun så langt, som vi kan se. Sløk kunne ikke se længere end hendes fortvivlelse. Den var også svær at se hen over, for den tårnede sig op foran ham. Og han kunne ikke høre andet end sin dom: Dette liv er uden håb.

Eutanasitilhængere finder ikke sjældent sygehistorier frem, som beskriver en frygtelig tilstand. Ikke kun frygtelig, men også frygtindgydende. Vi tør næsten ikke tænke på endsige være i nærheden af en sådan lidelse. Men vi kender også mennesker, der for en ydre betragtning har et sørgeligt liv og alligevel har livsglæde.

Kørestolsbrugere fortæller, at andres synes, de har et dårligere liv, end de selv synes. En undersøgelse af dialysepatienter for nogle år siden afslørede, at omgivelserne, endog også dem, der hjalp til med dialysen, bedømte patienternes livskvalitet ringere, end de selv gjorde.

Rune T. Kidde (ham med ”Den lilla møghætte og pulven”) sagde engang, at hvis han blev blind, ville han ikke leve. Han blev blind af sin diabetes og sagde siden, at han ikke kunne forstå, at han havde sagt sådan, at han havde tænkt sådan. Man siger, at man ikke kan tale om farverne, når man er blind, men i virkeligheden kan man ikke tale om at være blind, hvis man kan se farverne.

Vi ved altså, at sådanne livskraftige og livsmodige eksempler kendes, og jeg fortæller det ikke for at gentage truismen, at livet ikke drejer sig om, hvordan man har det, men hvordan man tager det. Det er altså ikke for at idyllisere tragedien. Det vigtige her er, at omgivelserne hurtigt ser det pauvre, det sølle - og hurtigere end de pågældende selv.

Eutanasifortalerne påpeger straks, at det da heller ikke skal være omgivelserne, der afgør, om livet er værd at leve. Det skal den pågældende netop selv. Det skal være den enkelte, der beslutter, om livet skal stoppe. Det er patientens selvbestemmelsesret, der skal respekteres, hedder det. Men det er et af de mere forførende udsagn, for erfaringerne fra Holland og Belgien, som har lovliggjort eutanasi i henholdsvis 2001 og 2002, viser, at det er andre end patienten, som har det endelige ord, når eutanasi eventuelt skal ”bevilges”.

Sandheden er, at retfærdiggørelsen af såkaldt ”frivillig eutanasi” snarere hviler på, at visse liv ikke er værd at bevare, end på, at der foreligger en anmodning.

Respekten for selvbestemmelsesretten er relativ; den bliver netop ikke respekteret fuldt ud. I Belgien er man endog gået videre i år. Den seneste lovtilretning tillader nu også eutanasi på mennesker, der slet ikke har nogen selvbestemmelse, for eksempel handicappede spæde børn.

Den engelske hospicelæge, Robert Twycross, sagde engang, at han var overbevist om, at eutanasi grundlæggende er uforeneligt med hospicetankegangen. Han mente, at det bange og trængte menneske, som føler sig sølle og tilovers, skal have omsorg uden samtidig at være underkastet den tvang, der ligger i, at eutanasi overhovedet skal overvejes, fordi muligheden er etableret. Det er nemlig det såkaldte frie valgs paradoks. ”Det frie valgs fængsel” har man også kaldt det.

Men det gælder ikke kun på hospice. Jeg tror, det kan siges mere generelt: Eutanasi er grundlæggende uforeneligt med medmenneskelighed, om det så iklædes nok så megen rationalitet. Det er en magtudøvelse, som vi gerne vil begrunde logisk.

Hvis medmenneskets livsværdi vurderes tilstrækkeligt lav, så er det liv ikke værd at bevare. Det er en logik, som muligvis ikke kan modbevises, men som på den anden side ikke kan accepteres.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen